Videreførelse af Sharing Copenhagens partnerskaber som erstatning for Miljøfestivalen
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Miljøfestivalen fremover skal videreføre og udvikle partnerskaber, der er skabt under Sharing Copenhagen 2014 samt udvide samarbejdet med nye partnere frem til 2018.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at midlerne fra Miljøfestivalen fremover anvendes til at videreføre og udvikle partnerskaber, der er skabt under Sharing Copenhagen 2014 samt til at indgå nye partnerskaber om aktiviteter.
- at indsatsen evalueres ved udgangen af 2018.
Problemstilling
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der ikke længere afholdes en årlig Miljøfestival, i stedet foreslås, at Miljøfestivalmidlerne fremadrettet vil blive anvendt til at fortsætte og videreudvikle indsatsen med at skabe partnerskaber mellem Københavns Kommune og blandt andre lokaludvalg, virksomheder og foreninger. Formålet er at udvikle Købehavns potentiale som en bæredygtig by.
Allerede nu er der i forbindelse med Sharing Copenhagen 2014 (Københavns udnævnelse til Europæisk Miljøhovedstad for 2014) etableret partnerskaber med mere end 90 virksomheder, foreninger, etc. Miljøfestivalsmidlerne vil blive brugt til at videreudvikle partnerskabsarbejdet, og brand’et Sharing Copenhagen vil blive brugt som betegnelse for disse aktiviteter.
Rammerne for partnerskaberne udstikkes af Københavns Kommunes strategiske miljøindsats, som blandt andet omfatter KBH 2025 klimaplanen, Ressource- og Affaldsplan 2018, Grøn Mobilitet, Miljømetropolen samt ´Grøn hverdag og livskvalitet´ Agenda 21-plan for 2012-2015. Partnerskaberne skal bidrage til at opfylde målsætninger i planerne. Det kan bl.a. ske ved at udføre events i byen, afholde workshops og andre konkrete tiltag med borgerinddragelse.
Borgerinddragelsen skal både engagere borgerne i at omstille deres egen hverdag i en bæredygtig retning og til at skabe synlighed omkring de bæredygtige tiltag, som bliver taget for at realisere kommunens målsætninger, hvor borgernes indsats er helt central.
Forvaltningen vil lave en bred invitation til samarbejde, hvor mulige partnere kan byde ind. De partnere som Købehavns Kommune har samarbejdet med i forbindelse med Sharing Copenhagen herunder lokaludvalgene og miljøpunkterne, vil også blive inviteret.
Forvaltningens rolle vil med dette koncept i høj grad være rammesættende og faciliterende i forhold til at etablere partnerskaber og udstikke målsætninger, mens partnerne udfører de konkrete aktiviteter. Teknik- og Miljøforvaltningen har også ansvaret for at sikre en overordnet markedsføring.
Samarbejdsformerne i partnerskaberne vil afhængige af partneren. Typisk vil partneren bidrage til aktiviteten med arbejdskraft og ved større projekter også med finansiering, mens forvaltningen vil bidrage med arbejdskraft, økonomisk støtte i mindre omfang, hjælpe til at udbrede kendskabet til projektet samt søge tilladelser og lignende til projektet.
Tildelingen af midler sker ved, at der på baggrund af partnerworkshops udarbejdes en projektbeskrivelse og et budget, som danner udgangspunkt for tildeling af midler, som bliver fastsat i en partnerskabskontrakt. Kriterierne for at lave en partnerskabskontrakt er, om der er potentiale for borgerinvolvering, netværksdannelse og offentlig opmærksomhed samt om aktiviteten understøtter kommunens strategiske miljøindsats.
Konceptet giver mulighed for en stor miljømæssig effekt i forhold til kommunens investering, da de konkrete projekter bliver til i et samarbejde med engagerede partnere, som på forskellig vis kan adressere de mest relevante udfordringer for dem i forhold til den overordnede ramme. Samtidig kan aktiviteterne opnå stor udbredelse, da partnernes netværk aktiveres. Partnernes udbytte af et samarbejde er muligheden for at deltage i et partnerforum, hvor man deler viden og løsninger både nationalt og internationalt om byudvikling med fokus på miljø og livskvalitet.
Målsætninger og leverancer for partnerskaber
Sharing Copenhagen vil frem til 2018 have som målsætning:
- At fortsætte og videreudvikle de vigtigste partnerskaber, store som små, der er etableret i 2014.
- At afholde 2 - 4 partnerworkshops årligt med i alt 100-300 deltagende partnere for at etablere nye partnerskaber udover de allerede etablerede.
- At indgå 20-50 partnerskabskontrakter årligt om konkrete samarbejder.
- At forvaltningen sammen med partnerne gennemfører 5-10 konkrete TMF-opgaver årligt.
- At gennemføre partnerinvolverende og samskabende aktiviteter for borgere i forbindelse med mindst tre kommende begivenheder i byen årligt.
- Løbende at formidle indhold, som aktiviteter, viden og holdninger, fra partnerskaberne til københavnerne via facebook og andre sociale medier.
Økonomi
Videre proces
Såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender forslaget, vil Teknik- og Miljøforvaltningen hvert år orientere Teknik- og Miljøudvalget om status på partnerskabssamarbejdet Sharing Copenhagen og anvendelsen af midlerne. Ved udgangen af 2018 vil forvaltningen evaluere udbyttet af partnerskabssamarbejdet og forelægge evalueringen for Teknik- og Miljøudvalget.
Pernille Andersen
Beslutning
Et samlet udvalg stillede ændringsforslag om, at 2. at-punkt erstattes af:
”At forvaltningen evaluerer udbyttet af partnerskabssamarbejdet om et år og forelægger evalueringen for Teknik- og Miljøudvalget i 2015.”
Ændringsforslaget blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø
Imod stemte: C, I og V
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.