Medlemsforslag om udvidelse af partshøring ved udeservering
Det foreslås
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen, med inddragelse af andre relevante forvaltninger, at udarbejde et forslag til politisk behandling, som belyser mulighederne for at udvide parthøringen af naboer i tilfælde, hvor en restauration, hvis primære formål er salg af alkohol, vil etablere udeservering eller en restauration med udeservering ændre koncept fra primært madservering til salg af alkohol.
(Stillet af Socialdemokratiet)
Motivering
Rundt om i byen er der flere eksempler på, at spisesteder bliver lavet om til barer eller får et større fokus på udskænkning af alkohol. Et nyere eksempel er Ravnsborggade, hvor lokalerne, der tidligere rummede en burgerrestaurant, nu huser en ølbar. Det hidtidige koncept er hermed gået fra et primært formål om at servere mad til at sælge og skænke alkohol. Det sker desuden i en gade, hvor der i forvejen er adskillelige barer og værtshuse, og hvor kommunen har indført en varslingszone.
Samtidig melder flere københavnere og beboerforeninger, at nattelivet har en stor og negativ påvirkning af deres liv og hverdag. Det er gener som støj, stress og manglende søvn, men også affald og manglende fremkommelighed. Her spiller udeservering og den ofte medfølgende ”fest i gaden” en særlig rolle. Det mener vi, at vi skal prøve at håndtere bedre, end vi gør i dag. Naboerne fortjener at blive hørt, når en restauration ændrer karakter, som muligvis forandrer bylivet i deres gade. Derfor foreslår Socialdemokratiet, at kommunen fremover skal lave en partshøring af naboer i forbindelse med tilladelser til udeservering hos restauranter eller barer, hvis koncept helt eller delvist går på servering af alkohol.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 15. august 2022
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at partshøre forud for enhver inddragelse af parkering til udeservering.”
Ændringsforslag blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.