Mødedato: 15.08.2007, kl. 15:00

Trafik- og byrumsplan for Spydspidsen

Trafik- og byrumsplan for Spydspidsen

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 15. august 2007

 

 

Sager til beslutning

 

16.      Trafik- og byrumsplan for Spydspidsen

 

TMU 416/2007  J.nr. 2007-65781

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal tage stilling til det udarbe jdede forslag til trafik- og byrumsplan for Spydspidsen, som nu har været i høring.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.      at " Trafik- og byrumsplan for Spydspidsen " danner grundlag for den videre projektudvikling i kvarteret.

2.      at konkretiseringen af planens enkelte projekter udarbejdes i et samarbejde mellem områdes beboere, projektets styregruppe samt forvaltningen

3.      at projekterne forelægges Teknik- og Miljøudvalget til orientering inden de igangsættes på baggrund af de nødvendige myndighedsgodkendelser og efter afholdelse af de relevante licitationer.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2007

Der blev stemt om indstillingen.

 

For stemte 8 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Lotte Thiim Bertelsen (F), Johannes Nymark (A), Anne Vang (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B), Monica Thon (B) og Winnie Berndtson (U).


Imod stemte 1 udvalgsmedlem: Lars Dueholm (V).


1 udvalgsmedlem undlod at stemme: Karin Storgaard (O).

 

Indstillingen blev godkendt.

 

Protokolbemærkning fra Karin Storgaard (O) og Lars Dueholm (V): "Dansk Folkeparti og Venstre er ikke tilhængere af, at vi igen nedlægger p-pladser, uden nye p-pladser er etableret."

 

 

 

Problemstilling

 

"Spydspidsen" er betegnelse for området der afgrænses af Ågade, Jagtvej og Laurids Skaus Gade.  Kvarteret "Spydspidsen" grænser op til det igangværende projekt "Nørrebro Cykelrute og bro over Ågade 

 

Det foreliggende forslag til Trafik og byrumsplan har udgangspunkt i "Områdefornyelse i Spydspidsen - Byfornyelsesprogram - November 2005", som er tiltrådt af Københavns Borgerrepræsentation på mødet den 26.januar 2006 og af Socialministeriet.

 

Områdefornyelse i "Spydspidsen" er et helhedsorienteret områdefornyelsesprojekt, som er finansieret med 2/3 fra Københavns Kommune og 1/3 del fra Socialministeriet.

 

Projektets styregruppe består af repræsentanter for områdets interessenter, beboere og institutioner samt repræsentanter fra Teknik - og Miljøforvaltningen. sbs er Teknik- og Miljøforvaltningens forretningsfører på projektet.

 

Trafik og Byrumsplanen er udarbejdet igennem en proces, hvor interessenter, beboere og institutioner i bydelen har deltaget og Trafik og Byrumsplanens udarbejdelse og planen har efter et borgermøde været i offentlig høring i perioden 7. juni til 6. juli 2007

 

Formålet med områdefornyelse er, sammen med både offentlige og private tiltag at bidrage til at en positiv udvikling igangsættes i området gennem helhedsorienteret sammenhængende løsning for området. Trafik og byrumsplanen vil i denne sammenhæng udgøre grundlaget for de konkrete trafikale- og byrums løsninger der vil skabe et rart og velfungerende boligområde.

 

 

Løsning

 

Trafik og Byrumsplanen for Spydspidsen indeholder følgende hovedelementer:

 

·        Trafikken omlægges minimalt i forhold til det nuværende, idet de primære interne dobbeltrettede køreveje i fremtiden udgøres af Florsgade og Hjort Lorentzens Gade. De øvrige mindre gader i området Krügersgade, Ahlmannsgade og Laurids Skaus Gade ensrettes og adgangen til området foregår som i dag fra Jagtvej eller Rantzausgade.

·        Områdets struktur forenkles med en opstramning af de arealer, der omgiver karréerne, således der skabes enkle og præcise øer omkring alle karréer samtidig med at kørearealerne for biltrafikken minimeres. Derigennem øges de bolignære udearealer mod gaden til fodgængere og ophold.

·        Der nedlægges 12 parkeringspladser i forhold til nu, således der i fremtiden er 175 pladser, samtidig med at der etableres ca. 100 nye cykelparkeringsstativer 

·        Bydelens grænse til den nye park, som etableres i forbindelse med projektet "Nørrebro Cykelrute og bro over Ågade, markeres i hele parkens længde ved det arkitektoniske element, der udgøres af en betonstøttemur. Den udformes i lighed med den støttemur, der er etableret af parkprojektet i Laurids Skaus Gade mod Ågade.  Betonstøttemuren gennemgår evt. senere en kunstnerisk bearbejdning.

·        De bolignære udearealer og gaderum - fortove og veje  - opgraderes formmæssigt og belysningsmæssigt og med etablering af små nye byrum med funktioner og udseender, som er unikke for området, herunder gadehjørnerne mod den nye park, som behandles som særlige fokussteder i den nye plan.

·        Trafik- og Byrumsplanen for "Spydspidsen" er koordineret i forhold til det igangværende projekt "Cykelrute og bro over Ågade"

·        Trafik- og byrumsplanen for "Spydspidsen" har taget højde for de planer der for øjeblikket er aktuelle for den kommende metrostation på arealet foran Landsarkivet ud mod Jagtvej.

·        Forvaltningens kommentarer er løbende blevet indarbejdet i Trafik- og byrumsplanen.

·        Der er indkommet en indsigelse til planen fra den offentlige høringsfase, som blev igangsat på et borgermøde den 7. juni 2007 og afsluttet den 6. juli 2007. Indsigelsen har form af en underskriftindsamling med 12 underskrivere, og omhandler modstand mod, at en del af gadearealet, som i dag er brostensbelagt, omlægges til asfalt.

 

Økonomi

 

"Spydspidsen" er et helhedsorienteret Byfornyelsesprojekt som er godkendt af BR den 26.januar 2006 og skal gennemføres i perioden fra 2006 - 2010 inden for et budget

på 21.270.000 kr. hvoraf 2/3 dele er bevilgede midler fra Københavns Kommune og 1/3 del er bevilget fra Socialministeriet.

 

Til gennemførelse af Trafik og byrumsplanen er der i projektet afsat samlet 16.100.000 kr. med den samme fordeling mellem kommunen og Socialministeriet.

 

 

Videre proces

 

Trafik- og byrumsplanen for Spydspidsen forventes at kunne gennemføres som et samlet projekt inden 2010, idet det forventes, at bilforhandler Engstrøms bygninger er fjernet inden denne tid.

 

Efter TMU's behandling skal der ske en konkretisering af de relevante projekter i et samarbejde mellem forvaltningen og områdefornyelsens styregruppe, repræsentanter for områdets interessenter, beboere og institutioner. Konkretisering skal ske koordineret med det igangværende projekt "Cykelrute og bro over Ågade".

 

Projekterne forelægges Teknik- og Miljøudvalget til orientering inden de igangsættes på baggrund af de nødvendige myndighedsgodkendelser og efter afholdelse af de relevante licitationer.

 

 

Bilag

 

Forslag til Trafik- og Byrumsplan for Spydspidsen

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Ulrik Winge


 

Til top