Gennemførelse af øget vejvedligehold i 2007
Gennemførelse af øget vejvedligehold i 2007
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. august 2007
Sager til beslutning
17. Gennemførelse af øget vejvedligehold i 2007
TMU 427/2007 J.nr. 2007-51503
Udvalget skal
beslutte at give en anlægsbevilling på 7 mio. kr. til gennemførelse af øget
vejvedligehold i 2007. Udvalget skal beslutte, at arbejdet skal udføres af KTK.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og
Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at Teknik- og
Miljøudvalget (TMU) overfor Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen
(BR) anbefaler, 1. at der gives en anlægsbevilling på 7 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Center for Anlæg og Udbud funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) i 2007 til gennemførelse af øget vejvedligehold i 2007, 2. at arbejdet - uden udbud af opgaven - gives til Kommune Teknik København (KTK). Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2007 Sagen blev udsat |
Problemstilling
KTK mangler arbejde resten af 2007. Med mindre der skaffes opgaver til KTK, vil der i resten af året skulle betales løn til en række medarbejdere uden, at kommunen får noget for sine penge.
En gennemgang af vejenes tilstand i kommunen viser endvidere, at der er et betydeligt efterslæb i vedligeholdelsesindsatsen, og at der ved fastholdelse af det nuværende driftsbudget gradvist vil ske en forværring af vejnettet med væsentlige konsekvenser for sikkerhed, miljø, økonomi og tilgængelighed. Jf. (TMU377/2007).
Løsning
Forvaltningen foreslår, at der ekstraordinært bevilges 7 mio. kr. fra TMFs anlægsramme til gennemførelse af en række vedligeholdelsesarbejder i 2007. Forvaltningen foreslår endvidere, at arbejderne gives til KTK uden et udbud. Ved at overdrage opgaven til KTK koster opgaven i virkeligheden ikke kommunen 7 mio. kr., idet lønudgiften skulle betales under alle omstændigheder. (For så vidt angår KTKs fremtidige økonomi henvises til (TMU378/2007).)
Forvaltningen har lavet en prioriteret liste over de arbejder, som vi vurderer bør laves; jf. bilag 1. Hovedparten af disse veje trænger til nyt kørebaneslidlag. Disse arbejder har højeste prioritet. Hvis det i planlægningsforløbet skulle vise sig, at enkelte højt prioriterede veje må udgå på grund af ledningsarbejder (som udføres af andre end forvaltningen), vil de blive erstattet af andre veje længere nede på listen. Ligeledes kan der blive tale om en justering af projekterne på grund af vejret, idet der ikke kan lægges slidlag, når temperaturen er for lav. Der kan således blive tale om at erstatte noget af det planlagte slidlagsarbejde med mindre temperaturfølsomt arbejde; f.eks. fortovsrenoveringer.
En del af vejene højt oppe på listen er tidligere private fællesveje, som må karakteriseres at være i uacceptabel stand. Forvaltningen planlægger - på de mest befærdede af de omhandlede veje - at udlægge et støjreducerende kørebaneslidlag, således at støjbelastningen for de tilstødende grundejere reduceres. De fleste af vejene er uden cykelstier, så også cyklisterne får glæde af arbejderne.
Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger; jf. dog ovenfor vedr. brug af støjreducerende kørebaneslidlag. Sagen er ikke tilgængelighedsvurderet, da de planlagte arbejder alene omhandler vedligehold og ikke ændring af de omhandlede lokaliteter. Lægning af nyt kørebaneslidlag eller nyt fortov vil dog alt andet lige højne komforten og dermed forbedre tilgængeligheden.
Økonomi
Forvaltningen foreslår, at der gives en anlægsbevilling på 7 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Center for Anlæg og Udbud funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) i 2007 til gennemførelse af øget vejvedligehold. Midlerne er ikke på forvaltningen investeringsplan 2007-11. Som følge af en forskydning i anlægsprojektet for "Nørrebro Cykelrute; strækningen Ågade/Jagtvej" og projektet "Havnegade, promenader" vil der være midler til disposition i 2007. Det foreslås, at nærværende projekt finansieres af disse midler.
Videre
proces
Såfremt TMU godkender indstillingen, sendes den videre til behandling i ØU og BR. Anlægsarbejderne planlægges gennemført inden udgangen af 2007.
Bilag
1. Oversigt over planlagte anlægsarbejder.
Hjalte Aaberg Torben
Gleesborg