Fælles trafikledelsescentral i Københavnsområdet
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår i et samarbejde med Vejdirektoratet om trafikledelse i Københavnsområdet.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
Problemstilling
Københavns Kommune og Vejdirektoratet har gennem det sidste år drøftet mulighederne for at etablere en fælles trafikledelses- og trafikinformationscentral. Udvalget skal godkende, at forvaltningen indgår i et forpligtende samarbejde med Vejdirektoratet frem mod en fælles trafikledelses- og trafikinformationscentral i Københavnsområdet.
Løsning
En fælles trafikledelses- og trafikinformationscentral skal bidrage til, at trafikken i Københavnsområdet kommer til at glide bedre og mere sikkert. Samarbejdet vil sætte trafikanterne, fodgængere, cyklister, kollektivt rejsende og bilister i centrum, så de i mindre grad mærker, at de kører på forskellige kommunale eller statslige vejmyndigheders veje. Derved udnyttes det samlede transportsystem bedre og trafikkens miljøbelastninger reduceres.
Den konkrete anledning til samarbejdet med Vejdirektoratet er blandt andet behovet for overvågning og trafikledelse i Nordhavnstunnellen, som bliver et fælles informationssystem på det kommunale og statslige vejnet.
Derudover har der i de senere år været situationer, som har vist fordelene ved fælles trafikledelse og trafikinformation på tværs af administrative skel. Det gælder for eksempel skybruddet den 2. juli 2011, som viser, at kravet om et beredskab hos myndighederne bliver større i fremtiden. En fælles trafikledelse og trafikinformation i Københavnsområdet kan bidrage til at give trafikanterne mere præcis information om, hvordan de skal forholde sig i trafikken. En fælles planlægning mellem arrangørerne, politiet, de kollektive trafikselskaber, kommunerne og Vejdirektoratet var også med til at gøre VM i landevejscykling i september 2011 til en succes.
Gennem samarbejdet om en fælles trafikledelsescentral vil trafikanterne opleve, at de får bedre trafikinformation om hændelser og planlagte begivenheder på tværs af administrative grænser både før og under rejsen, således at de nemmere kan træffe den bedste beslutning om deres rejse. Generelt skal både trafikanterne og vejens naboer modtage eller kunne finde aktuel, pålidelig og relevant informationen om trafik og veje nemmere og hurtigere end i dag. Det skal ske on-line på mobiltelefon, tablet eller PC.
En samlet organisation for trafikledelse og trafikinformation understøtter også en bedre koordinering af Københavns Kommunes og Vejdirektoratets driftsopgaver. Det betyder, at begge parters ressourcer vil blive udnyttet mere effektivt, og der kan reageres hurtigere og mere ensartet i mange situationer. Det gælder også, når der opstår særlige behov i forhold til fx andre kommuner, politiet eller Trafikselskabet Movia.
Den fælles trafikledelses- og trafikinformationscentral vil tage udgangspunkt i Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter (T.I.C.), som også fortsat skal løse landsdækkende opgaver. T.I.C. forventes at flytte til nye og større lokaler i ”Tårnet” på Kalvebod Brygge, som Banedanmark er ved at opføre. Der arbejdes frem mod en samlokalisering af medarbejderne senest i 2015.
Indsatsen vil understøtte de to parters øvrige mål, strategier og aktiviteter på trafik- og miljøområdet. Det gælder bl.a. Københavns Kommunes klimaplan, grøn mobilitet, overvågning af Nordhavnsvejs-tunnellen og en mere effektiv overvågning og styring af signalanlæg.
Samarbejdet vil ikke ændre ved myndighedsansvaret for det kommunale vejnet. Københavns Kommune vil uændret være i stand til at træffe grønne mobilitetsvalg. I det omfang der skal træffes valg på tværs af administrative grænser vil der gælde et princip for samtykke mellem Københavns Kommune og Vejdirektoratet, det vil sige, at ændringer skal gennemføres i enighed mellem de to parter.
På sigt opnås en bedre fælles viden om den samlede trafikafvikling og virkemidler, som kan understøtte parternes planlægnings- og udviklingsopgaver og bidrage til at mindske trængslen.
Rigspolitiet deltager også i samarbejdet, og på længere sigt vil det blive overvejet, om samarbejdet skal udvides med andre parter. Der er med succes etableret en lignende trafikcentral i Stockholm, og erfaringerne derfra vil blive taget med i den videre proces.
Økonomi
Videre proces
Forvaltningen vil igangsætte projektet sammen med Vejdirektoratet med følgende milepæle:
- En godkendt strategi for trafikcentralen er klar inden den 1. september 2013. I forbindelse med dette arbejde indkaldes til en høring om samarbejdet med nabokommuner, Movía og andre relevante aktører.
- Formel samarbejdsaftale mellem parterne om oprettelse af den fælles trafikcentral indgås inden den 1. januar 2014. Aftalen skal bl.a. beskrive forhold om organisation og finansiering samt drift af centrale systemer og processer. Denne aftale vil bliver forelagt Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse.
- Den fælles trafikcentral åbnes inden den 1. juli 2015.
Pernille Andersen
/Niels Tørsløv
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 15. april 2013:
Indstillingen blev godkendt.