Mødedato: 15.03.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Teknik- og Miljøforvaltningens høringssvar til ny international strategi for Københavns Kommune

Se alle bilag

 

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til høringssvar om udkast til ny international strategi for Københavns Kommune, som Økonomiforvaltningen har sendt i høring blandt kommunens politiske fagudvalg. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget om ny international strategi for Københavns Kommune oversendes til Økonomiforvaltningen (bilag 2).

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag besluttede Borgerrepræsentationen den 27. februar 2020, at Økonomiforvaltningen skulle opdatere den internationale strategi for Københavns Kommune. Jf. medlemsforslaget skulle strategien angive den strategiske retning for København i kommunens internationale samarbejder og indeholde forslag til nye venskabsbyer og internationale samarbejdspartnere. Økonomiforvaltningen har inddraget de øvrige relevante forvaltninger i arbejdet. Teknik- og Miljøudvalget høres, da Teknik- og Miljøforvaltningen indgår i kommunens internationale arbejde.

Løsning

Københavns Kommune fik første gang en strategi for sit internationale arbejde i 2003 (Borgerrepræsentationen den 11. december 2003) med et princip om, at deltagelse i internationalt samarbejde skal tage udgangspunkt i kommunens faglige udfordringer. Strategien er efterfølgende blevet opdateret i 2007 (Økonomiudvalget den 18. juni 2007), hvor der blev lagt vægt på at profilere København som en grøn metropol og som en by, der kan klare sig i den internationale konkurrence og samtidig være en menneskelig storby. Det internationale område indgår således i dag flere steder i kommunens arbejde, fx i kommuneplansstrategien, klimaplanen, erhvervs- og vækstpolitikken og studielivspolitikken med visioner om tiltrækning af virksomheder, branding, investeringsfremme, fastholdelse af internationale studerende mv. Den nye internationale strategi formulerer den overordnede retning og principperne for kommunens internationale arbejde og lader plads til øvrige strategier og internationale visioner i forvaltningerne. Strategien vil fremadrettet blive revideret hvert fjerde år.

Principper for internationalt arbejde i Københavns Kommune

Den nye strategi indeholder følgende principper for det internationale arbejde:

  • København vil opsøge og fortrinsvis prioritere internationalt samarbejde, som har til sigte at skabe bæredygtige, levedygtige byer, der bidrager positivt til den globale indsats mod klimakrisen.
  • Københavns samarbejdspartnere indgår primært i de internationale bynetværk, som byen er en del af.
  • Anmodninger om internationale sam­arbejder og delegationsbesøg kan vur­deres i forhold til disse bynetværk samt faglige, politiske og ressourcemæssige prioriteringer.
  • København kan indgå samarbejdsafta­ler med andre byer om særskilte faglige områder i en afgrænset tidsperiode.
  • København kan som hovedstad vælge at indgå i konkrete samarbejdsrelationer eller aktiviteter baseret på klare nationale inte­resser og efterspørgsel fra andre danske byer.
  • Ved indgåelse af forpligtende internati­onale samarbejder skal det vurderes, om sagen skal forelægges Borgerrepræsen­tationen til godkendelse. I vurderingen skal indgå om indgåelse af aftalen falder indenfor rammerne af en allerede god­kendt sag i Borgerrepræsentationen.
  • Københavns Kommune vil sikre, at byens borger- og virksomhedsdata altid er tilstrækkeligt beskyttet i forbindelse med internationale samarbejder. Gældende retningslinjer findes i kommunens IT-sikkerhedshåndbog.

Forslag til Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet følgende forslag til høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget, som forelægges til udvalgets godkendelse:

”Økonomiforvaltningen har sendt udkast om ’International Strategi’ i høring i kommunens fagudvalg. Teknik- og Miljøudvalget har den 15. marts 2021 haft sagen på udvalgsmøde. Teknik- og Miljøudvalget kan støtte op om den fælles retning for det internationale arbejde i Københavns Kommune som beskrives i den nye internationale strategi. Herudover har udvalget ikke bemærkninger til strategien.”

Status for det internationale arbejde i Københavns Kommune

I forbindelse med arbejdet med den nye internationale strategi er der foretaget en afdækning af det internationale arbejde i Københavns Kommune (bilag 3), som er vedlagt til Teknik- og Miljøudvalgets orientering. Afdækningen viser, at alle forvaltninger i forskelligt omfang arbejder internationalt indenfor hver deres resort. Ligeledes viser afdækningen, at alle kommunens forvaltninger er gået væk fra at indgå venskabsbyaftaler, og Københavns Kommune følger dermed en global trend inden for samarbejder mellem byer om større fokus på løsning af konkrete problemstillinger. Afdækningen viser desuden, at:

  • Københavns Kommune indgår i fokuserede samarbejdsaftaler og strategiske partnerskaber om særskilte arbejdsområder med andre byer. Fx arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med New York, Boston, Washington, Beijing og Buenos Aires indenfor klimatilpasning, hvor der udveksles den nyeste viden og involveres virksomheder i løsningerne af byernes udfordringer.

  • deltagelsen i netværkene primært sker decentralt i forvaltningerne. Teknik- og Miljøforvaltningen deltager fx i klimanetværket C40, der arbejder for at verdens megabyer lever op til klimakravene i Paris-aftalen, og i bynetværket Eurocities, der arbejder for at forbedre byers rammevilkår i EU.

  • Københavns Kommune siden 2013 har hjemtaget i størrelsesordenen 104 mio. kr. i ekstern finansiering til internationale projekter fordelt på 84 mio. kr. i EU-støtte og 20 mio. kr. fra Udenrigsministeriets Strategiske Sektor Samarbejde (2018-2022). I perioden september 2011 til august 2020 har Teknik- og Miljøforvaltningen deltaget i 20 projekter, der har modtaget midler fra EU’s forskningsstøtteprogram FP7 og Horizon 2020. Forvaltningen har både deltaget som koordinator og som konsortiepartner og samlet hjemtaget anslået 70 mio. kr.

  • Teknik- og Miljøforvaltningen årligt modtager over 400 henvendelser fra byer fra hele verden, der ønsker at besøge København og høre om kommunens arbejde. Meet Copenhagen City håndterer henvendelserne og sikrer videndeling og virksomhedsinddragelse, så den internationale interesse skaber værdi, for både besøgende og København.

  • Teknik- og Miljøforvaltningen bidrager ofte til større events, som Københavns Kommune deltager i. Fx har der været Beijing Design Week 2018, ITS verdens-kongressen 2018 og C40 top mødet 2019. Fremadrettet, er der International Water Association World Water Congress 2021, Tour de France 2022 og World Capital of Architecture 2023.

Som det fremgår, har Teknik- og Miljøforvaltningen en væsentlig andel i Københavns Kommune internationale indsatser, hvilket også fremhæves i den nye erhvervsstrategi.

Rammer for kommunens internationale arbejde

Ved internationalt arbejde skal kommunen være opmærksom på, om opgaven understøtter de kommunale opgaver og opgavefordelingen mellem stat og kommune. Internationale samarbejder og projekter er som udgangspunkt opgaver af udenrigspolitisk karakter og hører derfor under staten. Kommuner har dog mulighed for at udføre og give støtte til internationale samarbejder og projekter med hjemmel i erhvervsfremmeloven og i kommunalfuldmagtsreglerne. Som hovedstad kan Københavns Kommune under kommunalfuldmagtsreglerne desuden antages at have en særlig stilling og kan dermed påtage sig særlige opgaver, der til dels vedrører varetagelse af en bredere national interesse.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sendes høringssvar til Økonomiforvaltningen. Den internationale strategi sendes til høring i de politiske udvalg inden den behandles i Borgerrepræsentationen i foråret 2021.

 

Søren Wille

                                            / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 15. marts 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det er vigtigt, at de data, der genereres som følge af internationalt samarbejde eller internationale donationer så vidt muligt stilles til rådighed for offentligheden, så de kan bruges af virksomheder og forskningsinstitutioner.”

Til top