Mødedato: 14.12.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Det videre arbejde med aftaler med udlejningsløbehjul og cykler

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med kommende aftaler med udbydere af løbehjul og udlejningscykler. Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nye takster for området med virkning fra 1. januar 2021, hvor ændringen af vejloven forventes at træde i kraft. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at parkeringsområderne for løbehjul etableres på forsøgsbasis som virtuelle parkeringsområder i en indkøringsperiode fra marts 2021 til oktober 2021.
  2. at forvaltningen igangsætter model for håndhævelse, såfremt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender de foreslåede takster.
  3. at forvaltningen på baggrund af det forelagte rammekoncept for aftale om udlejningsløbehjul (bilag 3a) igangsætter annonceringsproces jf. revideret model 2 (bilag 2).
  4. at forvaltningen arbejder videre med vedlagte udkast til standardaftale for udlejningscykler (bilag 3b).

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  5. at Teknik- og Miljøforvaltningen opkræver administrationsgebyr for forvaltningens udgifter i forbindelse med ordningen, og i den forbindelse fastlægges samlet fire nye takster fra 2021 - dels to takster for administration og tilsyn dels to takster for omkostninger i forbindelse med fjernelse af cykler og løbehjul, jf. økonomiafsnittet og bilag 4.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 8. oktober 2020, at ”forvaltningen arbejder videre med at forberede koncepter for aftaler om opstilling af et begrænset antal udlejningsløbehjul fordelt på et begrænset antal udbydere efter en revideret Model 2, hvor forbuddet mod udlejning fra kommunalt areal udvides til at inkludere områder af kommunen kategoriseret som ”tæt by”. Udenfor forbudszonen skal løbehjul parkeres i skarpt definerede parkeringsområder, så de ikke flyder i hele byen.” Revideret model 2, inkl. kort over forbudszonen, er vedlagt i bilag 2. Der vil være behov for en indkøringsperiode i forhold til placering af parkeringsområderne jf. Borgerrepræsentationens beslutning, samt fastlæggelse af niveauet for kommunens håndhævelse af reglerne.

 

Løsning

Borgerrepræsentationen behandlede den 8. oktober 2020 indstilling om ”Handlemuligheder for aftaler efter de ændrede regler i vejloven for mindre udlejningskøretøjer”. Af indstillingen fremgik, at forvaltningen ville gå i dialog med alle udbydere af løbehjul og cykler i forhold til at indhente deres erfaringer til brug for udarbejdelse af de kommende aftaler, samt ville vende tilbage til Teknik- og Miljøudvalget, inden aftalekoncepterne til udbyderne af udlejningsløbehjul gøres færdige. Forvaltningen ville arbejde videre med at forberede en standardaftale om opstilling af udlejningscykler på nærmere fastsatte vilkår. For både løbehjul og cykler indsættes vilkår i aftalerne om, at kommunens udgifter til ordningen, herunder administration og tilsyn, betales af udbyderne.

Forvaltningen har gennemført workshops med hhv. udbyderne af cykler (9. oktober) og løbehjul (20. oktober). Forvaltningen tager relevante output fra disse workshops med i det videre arbejde med aftalerne/ordningen. Se bilag 5.

Indkøringsperiode for parkeringsområder for udlejningsløbehjul

For løbehjulene giver beslutningen om parkering i skarpt definerede parkeringsområder behov for fleksibilitet i størrelse og placering af parkeringsområderne i en indkøringsperiode bl.a. fordi brugeradfærd og behov for udlejningsløbehjul udenfor forbudszonen ikke er kendt. Problemstillingen blev taget op af udbyderne på workshop om løbehjul, og forvaltningen er enig i, at afdækningen er relevant.

Forvaltningen vil derfor i en indkøringsperiode fra marts 2021(når aftaler er indgået) til oktober 2021 vurdere både placering og størrelse af parkeringsområderne, efterhånden som brugeradfærden bliver kendt. I indkøringsperioden vil forvaltningen arbejde med virtuelle parkeringsområder, som ikke markeres synligt på vejarealerne, men kan ses på kort, i udbydernes apps mv.

Som alternativ til virtuelle parkeringsområder kan der i forsøgsperioden etableres fysisk afmærkede (opstribede) parkeringsområder, der vil blive justeret løbende. Denne løsning er dyrere, og det er mere besværligt at ændre på parkeringsområderne fysisk. Det er forvaltningens vurdering, at udgifterne til den midlertidige opstribning ikke vil kunne pålægges udbyderne, da der er tale om en forsøgsperiode. Udgifterne til en permanent løsning efterfølgende vil muligvis kunne pålægges udbyderne.

Alternativt til indkøringsperioden kan forvaltningen allerede ved lovens ikrafttræden udpege faste parkeringssteder og antal af tilladte løbehjul de enkelte steder. Forvaltningen anbefaler dog ikke denne løsning, idet behovet for parkering ikke på nuværende tidspunkt er kendt.

Forvaltningen vil med hensyn til renhold af parkeringsområderne evaluere på, om løbehjulene skal indsamles om natten. Forvaltningen vil give Teknik- og Miljøudvalget en status for parkeringsløsningen inden udgangen af 2021.

Rammer/koncepter for kommende aftaler

For udlejningsløbehjul er vedlagt udkast til koncept for aftale med udvalgte udbydere af udlejningsløbehjul efter annoncering (bilag 3). Aftalen indeholder en række vilkår, herunder om placering i fast afgrænsede parkeringsområder og sikring heraf, om forbudszoner/og no-parking zoner, om deling af data, om vedligehold og drift og om gebyr for forvaltningens udgifter til ordningen (administration, tilsyn, etablering og vedligehold af hubs, fjernelse mv. af forkert placerede løbehjul (der ikke kan lovliggøres).  Vilkår vil kunne blive tilpasset eller suppleret inden den endelige annoncering.

Udbydere af cykler har til forskel fra løbehjulsudbydere krav på at få en udlejningsaftale. Forvaltningen arbejder videre med udkast til koncept for standardaftale med udbydere af udlejningscykler. Aftaler skal forhandles og indgås individuelt med den enkelte udbyder, når de nye regler er trådt i kraft.

For cykeludbyderne vil forvaltningen på baggrund af workshoppen (9. oktober) arbejde videre med en hensigtserklæring, som supplement til standardaftalen, hvor udbyderne frivilligt kan give forvaltningen mulighed for publicering af data, bl.a. til benchmarking mellem udbyderne fx ift. brugeradfærd og øget mobilitet/spredning af cykler i byen. Hvis udlejningscyklerne opstilles ved knudepunkter fordelt i hele byen, vil de kunne bruges til daglig transport af både københavnerne og pendlere. Koncentreret opstilling af udlejningscykler i Middelalderbyen vil primært være målrettet turister.

Analyse af hvordan udlejningscykler og udlejningsløbehjul indgår i det samlede mobilitetsbillede i byen

På de to workshops var der interesse for, at forvaltningen gennemfører en analyse af udlejningskøretøjernes bidrag til bæredygtig mobilitet. Forvaltningen vil forud for budget 2022 udarbejde et budgetforslag til en analyse af, hvordan udlejningscykler og udlejningsløbehjul indgår i det samlede mobilitetsbillede i byen.

Håndhævelse af de nye regler

I overensstemmelse med de nye regler vil forvaltningen opkræve gebyr af udlejningsoperatøren for at få dækket udgifter til administration og tilsyn. Herudover vil kommunen opkræve betaling for udgifter i forbindelse med etablering og vedligehold af områder til parkering, hubs, ift. udlejningsløbehjul. Forvaltningen vil opkræve udgifter til transport, opbevaring og administration af fjernede køretøjer fra udbyderne. Dette gælder, uanset hvor i byen køretøjerne bliver fjernet (indsamlet).

Der foreslås en ordning, hvor der ved jævnlige runderinger føres tilsyn med de opstillede udlejningskøretøjer. Der anvendes ekstra fire årsværk til denne opgave. Ordning pålægger i vid udstrækning udbyderne selv at håndtere ulovligt opstillede køretøjer. Tilsynet kontakter udbyderne, når de konstaterer et udlejningskøretøj, som ikke kan lovliggøres. Udbyderne får en tidsfrist på fx. 1 time til at få bragt forholdet i orden. Hvis ikke dette sker, kontaktes kommunens faste cykelindsamlingsteam, der indsamler køretøjet, når det passer i deres øvrige ruter og aktiviteter. Udbyderen får besked om indsamlingen, når dette er sket og faktureres 338 kr. pr. indsamlet køretøj. Det indføjes som vilkår i aftalerne med udbyderne, at de skal have et ”oprydningsteam” til rådighed. Kommunens indsamlingsopgave kan her løses indenfor de eksisterende rammer.

Som alternativ kan vælges en ordning, hvor forvaltningen etablerer et fast udrykningskorps, som kan rykke ud og fjerne ulovligt opstillede køretøjer, når tilsynet konstaterer dette. Det vil udløse nye udgifter for forvaltningen. En 24/7 ordning alle ugens dagen med vogn og personale koster ca. 1,8 mio. kr. pr. år. ekstra i forhold til de eksisterende rammer. (Bilag 6)

 

Takster

Eftersom der er tale om en helt ny ordning, er takstberegningen baseret på en række skønsmæssige antagelser. Det gælder blandt andet i forhold til antallet af ansøgninger, antal køretøjer omfattet af aftalerne, antal køretøjer, der efterfølgende skal indsamles af kommunen, samt det nødvendige antal årsværk til administration og tilsyn mv. Teknik- og Miljøforvaltningen vil følge omkostningsudviklingen tæt i 2021, og hvis der imod forventning viser sig merindtægter fra ordningen, vil disse blive tilført kassen henblik på afklaring af eventuel senere tilbagebetaling.

Usikkerheden i takstberegningen vil ligeledes gælde for taksten for 2022, der skal godkendes i foråret 2021. Teknik- og Miljøforvaltningen vil i juli/august 2021 lave en genberegning af taksten for 2022. Hvis genberegningen indikerer store afvigelser i forhold til den foreslåede takst for 2022, vil Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen ændre den indmeldte takst for 2022 forud for budgetforhandlingerne for 2022.

Økonomi

De foreslåede takster er beregnet med henblik på at dække forvaltningens udgifter forbundet med ordningen (bilag 4), med de usikkerheder, der følger af, at det er helt nye ordninger, hvor aktivitetsniveauet endnu ikke er kendt.

Taksterne foreslås konkret fastsat som følger:

Tabel 1. Takster for 2021 for udlejningsløbehjul og -cykler

 

Takst i 2021

Forventet indtægt i 2021

Løbehjul Administration og tilsyn, pr. enhed omfattet af aftale

720 kr.

2.304.000 kr.

Cykler administration og tilsyn, pr. enhed omfattet af aftale

480 kr.

1.536.000 kr.

Løbehjul indsamling, pr. enhed

338 kr.

270.000 kr.

Cykler indsamling, pr. enhed

338 kr.

135.000 kr.

Tabel 2 Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2021 pl)

Varig?
ja/nej

2021

4

TMU

1.000 Ordinær drift

 

I

-4.245

Ja

4

TMU

1.000 Ordinær drift

 

U

4.245

Ja

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen fortsætte den videre proces for indgåelse af aftaler jf. at pkt. 2 og 3, herunder indlede en proces i forhold til udvælgelse af udbydere af udlejningsløbehjul (annoncering).

 

Søren Wille

/ Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. december 2020 

Socialdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet stillede ændringsforslag om erstatning af 2. at-punkt: 

”at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter alternativ model for håndhævelse med fast udrykningskorps 24/7 alle ugens dage, jf. løsning.”  

Ændringsforslaget blev godkendt med 6 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme. 

For stemte: A, Ø og Å. 

Imod stemte: B, C, F, O og V. 

 

Den således ændrede indstillings 1.-4. at-punkt blev godkendt med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme. 

For stemte: A, F, Ø og Å. 

Imod stemte: B, C, O og V.  

 

Indstillingens 5. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme. 

For stemte: A, F, Ø og Å. 

Imod stemte: C, B, O og V.  

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:  

”Partierne har intet imod udlejningsløbehjul på el også i det centrale København, hvis der opstilles nogle skrappe krav, og at disse håndhæves. Vi er imod den foreslåede regulering af flere grunde. Vi ønsker By- og Pendlercyklerne omfattet af samme regulering, så der er ens konkurrencevilkår. Vi er uforstående overfor, at der skal ansættes fire kommunale årsværk til at håndhæve reglerne og vælte prisen over på køretøjerne, idet udgifterne til håndhævelse af udlejningskøretøjer markant overstiger kommunens indsats for at håndhæve reglerne overfor uhensigtsmæssigt placerede og “glemte” private cykler på fx fortove, gågader og herreløse cykler i cykelstativer.” 

 

Dansk Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. januar 2020:  

”Dansk Folkeparti finder, at reguleringen af udlejningscykler og -løbehjul bør være ens, og at reglerne også skal omfatte offentlige by- og pendlercykler. Hvis udlejningskøretøjer tillades, bør der sikres reel konkurrence enten ved udbud eller anden form med minimum to samtidige aktører, så brugerne får et reelt frit valg, og så aktørerne skal gøre sig umage i kampen om kunderne. 
Hvis kommunerne tillader udlejningskøretøjer, bør de valgte aktører også sikres reel adgang til markedet, så der ikke ligesom i København kan være ti aktører, der ligeligt skal deles om at udbyde godt 3.000 køretøjer, så ingen af aktørerne reelt får rentabel mulighed for at stille udlejningsservicen til rådighed for københavnerne.  
Partierne finder det hensigtsmæssigt, at der skabes hjemmel til en smidigere håndhævelse af ulovligt placerede køretøjer, herunder også udlejningscykler og -løbehjul.  
Partierne finder, at private aktører skal have lov at stå for den praktiske fjernelse af ulovligt placerede køretøjer.” 

 

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:  

”Partierne mener, at det er svært at se, at der ligger et sagligt hensyn til grund for etableringen af den endelige udformning af forbudszonerne og kan derfor ikke stemme for indstillingen. Partierne havde ønsket at regulere antal af løbehjulene og parkering af dem i byen for at sikre fremkommelighed for gående og sikkerhed i øvrigt, samt i et udbud sikre bæredygtighedskrav, og no go zoner i byen i dialog med branchen og ud fra et sagligt hensyn. Partierne mener, at alle borgere og erhverv har et retskrav på at få deres sag sagligt behandlet i København.” 

 

Til top