Endelig vedtagelse af tillæg nr. 4 til Spildevandsplan 2008 for Københavns Kommune
Indstilling
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Spildevandsplantillæg nr. 4 til Spildevandsplan 2008, jf. bilag 1, endeligt vedtages
Problemstilling
Forvaltningen har i samarbejde med HOFOR udarbejdet et spildevandsplantillæg, indeholdende projekter, som skal opstartes 2015 og 2016. Alle projekter undtagen et, som gennemføres af en privatgrundejer, gennemføres af HOFOR.
Forslag til Tillæg nr. 4 ”Implementering af anlægsprojekter december 2015” til Spildevandsplan 2008 blev af Borgerrepræsentationen sendt i offentlig høring fra den 24. august til den 27. oktober 2015. Teknik- og Miljøudvalget har af Borgerrepræsentationen fået delegeret kompetencen til endelig godkendelse af plantillægget.
Løsning
Spildevandsplan 2008 udgør grundlaget for tillæggene, og i takt med at byen udvikles er der en række konkrete byudviklingstiltag, der skal udmøntes.
Spildevandstillæg nr. 4 (se bilag 1) til Spildevandsplan 2008 har til formål at tilvejebringe det planmæssige grundlag for en række projekter i tre følgende kategorier:
Projekter til klimatilpasning af byen omhandler projekter, hvor spildevandsplanstillægget muliggør afkobling af regnvand fra kloakkensamt projekter til skybrudssikring af byen. Eksempler på sådanne projekter erSkt. Annæ Plads, Esplanaden og Landskronagde i Skt. Kjelds kvarter. Projekterne er en del af skybrudskonkretiseringernes indsatser, som også omfatter projekterne i ansøgningen til Forsyningssekretariatet, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 26. november 2015, for at klimatilpasse byen.
Projekter afledt af byudvikling, hvor tillægget muliggør at kloakeringsformen ændres til separatkloak i igangværende byudviklingsområder i lighed med det, der tidligere er gennemført i Ørestaden. Der er tale om områder, hvor der allerede er vedtaget lokalplaner, og hvor det er nødvendigt at melde den ændrede kloakeringsform ud nu, for at denne kan indarbejdes i de nært forestående anlægsprojekter. Det drejer sig om lokalplanområderne Enghave Brygge, Kalvebod Brygge Vest, Sundmolen og Kvarteret ved Bella Center.
Projekt afledt af miljøkvalitet, hvor tillægget aflyser vandafledningskommissionskendelser i tilknytning til Harrestrup Å. Aflysningen af kendelserne sker som et led i realiseringen af det fællekommunale kapacitetsprojekt for Harrestrup Å, og sker i alle oplandskommunerne i 2015. Det langsigtede mål er en forbedring af miljøkvaliteten i vandløbet samtidig med en udnyttelse af åen som afledningsmulighed for skybrudsvand. Kendelserne afløses i 2016 af et nyt vandløbsregulativ efter vandløbsloven. Regulativet er under udarbejdelse, og vil blive forelagt til politisk behandling i 2016. Borgerrepræsentationen godkendte den 13. november 2014 en omprioritering af projekteringsrækkefølgen for genopretningen af åen, og blev i den forbindelse orienteret om det fælleskommunale projekt.
Høring
Der er i høringsperioden indkommet 12 høringssvar. Høringssvarene er fra en række Lokaludvalg, Vandlauget i Ørestad, By&Havn og bygherrer i Bella Kvarter og Enghave Brygge. Kort resumé af svarene og forvaltningens vurdering heraf fremgår af bilag 2. De samlede høringssvar fremgår af bilag 3.
Høringssvarene omhandler projekter til klimatilpasning og byudvikling. Høringssvarene fra lokaludvalgene er generelt positive overfor klimatilpasningsprojekterne, mens der i forhold til byudvikling var mere kritiske kommentarer fra bygherrerne omkring kloakeringsformerne i nye byudviklingsområder og økonomien forbundet hermed.
Bygherrer på Sundholm og Enghave Brygge har kommentarer til den tekniske udformning af kloakken. Høringssvaret for Bella Kvarter omhandler udmøntningen af forsyningspligten for HOFOR, hvor Bella Kvarters bygherre vurderer, at kloakeringen skal ske på offentlig foranstaltning og på HOFORs regning. Der er tale om et gråzoneområde af reglerne, og HOFOR og forvaltningen vurderer, at den nuværende praksis med privat byggemodning med efterfølgende overtagelse af HOFOR uden godtgørelse af kloakkens værdi, er indenfor lovens rammer.
Derudover er der et høringssvar fra Vandlauget i Ørestad, hvor vandlauget ønsker, at Bella Kvarter skal være medlem af lauget og betale for vedligeholdelse af kanalerne på samme betingelser som Ørestaden.
Forvaltningens bemærkninger
I forhold til planforslaget har høringssvarene givet anledninger til ændringer i følgende projekter og generelle beskrivelser:
Der er lavet redaktionelle præciseringer i de generelle kapitler 3 og 4 for at tydeliggøre indholdet.
I forhold til kategorien om Projekter afledt af byudvikling har høringssvaret fra bygherren på Enghave Brygge, Nordic Property Vision A/S, givet anledning til en revurdering af plantillæggets indsatser, da den foreslåede kloakeringsmetode, hvor hovedkloakken skulle anlægges på en gang, ikke harmonerede geografisk og tidsmæssigt med den faktiske udbygning af området. Afsnit 6.1.1 om byudvikling af Enghave Brygge er således ændret fra at omhandle både en ændring af kloakeringsprincippet og et konkret kloakeringsprojekt - til alene at indeholde en ændring af kloakeringsprincippet til separatkloakering. Det konkrete kloakeringsprojekt skal således indarbejdes i et senere tillæg.
Derudover er der i afsnit 6.1.3 om byudvikling af Sundmolen på baggrund af høringssvaret fra By&Havn lavet en opblødning af teksten om den konkrete udformning af kloakken, så det nu er tydeligt, at der tale om et udgangspunkt for forhandling.
I afsnit 6.1.4 om byudvikling af Kvarteret ved Bella Center er teksten præciseret og suppleret, så indholdet er mere klart.
Høringssvaret fra Vandlauget i Ørestad har ikke givet anledning til ændringer i planen. Umiddelbart kan Kvarteret ved Bella Center ikke tvinges ind i Vandlauget, men forvaltningen vender – på baggrund af et medlemsforslag stillet af Venstre på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 23. november 2015 – tilbage med en redegørelse for mulighederne for, at de kan bidrage til drift og vedligeholdelse af Ørestadskanalerne.
Økonomi
Tillæg nr. 4 til Spildevandsplanen 2008 har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen i sig selv.
Realiseringen af tillæggets projekter ligger indenfor HOFOR’s samlede investeringsramme for 2015. Vedtagelsen af tillægget vil ikke medføre en forhøjelse af taksterne for håndtering af spildevand.
I Københavns Kommune er der praksis, at bygherre betaler for kloakeringen i forbindelse med byggemodninger. Som en del af fremtidssikringen af kloakken har det i en årrække været praksis at separatkloakere nye byudviklingsområder. Dette reducerer regnvandsbelastningen af kloaksystemet, og er samfundsøkonomisk det mest omkostningseffektive. Det medfører en udgiftsforøgelse i størrelsesordenen 20-50 % for bygherre i forhold til etablering af en fælleskloak.
Videre proces
Efter indstillingen er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget er tillæg nr. 4 til Spildevandsplan 2008 endeligt vedtaget, og projekterne kan blive igangsættes.
Pernille Andersen
/ Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. december 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.