Yderligere garanti til renovering af den almene boligorganisation DUAB, afd. Socialt Kollegium, Amager Vest
Socialt Kollegium har tidligere været et selvejende kollegium. Det har været nødvendigt at omdanne kollegiet til en almen afdeling for at sikre kollegiets fortsatte beståen. Der har i den forbindelse været behov for en gennemgribende renovering og en organisatorisk ændring. Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 10. november 2016 renovering og omdannelse af kollegiet til en almen afdeling under DUAB. Renoveringen er i mellemtiden blevet 6,3 mio. kr. dyrere, hvilket medfører behov for, at garantirammen for det ustøttede lån bliver hævet. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til forhøjelse af kommunal garanti for lån til renoveringsarbejdet.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af støttet renoveringsarbejder i den almene boligorganisation DUAB, afd. Socialt Kollegium. Kommunen skal garantere for 100 % af et lån på 11,140 mio. kr.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille garanti for realkreditlån til finansiering af ustøttet renoveringsarbejder i den almene boligorganisation DUAB, afd. Socialt Kollegium. Kommunen skal garantere for op til 100 % af et lån på 6,258 mio. kr.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 10. november 2016 renovering og omdannelse af kollegiet til en almen afdeling under DUAB. Renoveringen er i mellemtiden blevet 6,258 mio. kr. dyrere, hvilket medfører behov for, at garantirammen for det ustøttede lån bliver hævet.
Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor modtaget en ansøgning om forhøjelse af garantistillelsen fra den almene boligorganisation DUAB, afd. Socialt Kollegium.
Løsning
Socialt Kollegium har tidligere været et selvejende kollegium. Det har været nødvendigt at omdanne kollegiet til en almen afdeling for at sikre kollegiets fortsatte beståen. Kollegiet har gennem en årrække ikke vedligeholdt ejendommen tilstrækkeligt, og der har derfor været behov for en gennemgribende renovering og en organisatorisk ændring.
Borgerrepræsentationen godkendte den 10. november 2016 støttet lån med kommunal garanti på 12 mio. kr., men garantien har endnu ikke kunnet realiseres, da renoveringen skal være næsten færdig, før kollegiet kan optage de endelige lån. Garantien for det støttede lån er nu beregnet til 11,140 mio. kr. og skal udbetales. Afdelingen har tillige haft behov for et ustøttet lån uden kommunal garanti på 4,363 mio. kr.
Renoveringsarbejderne er nu færdige, og de ustøttede arbejder er blevet 6,258 mio. kr. dyrere. Der er derfor behov for et samlet ustøttet lån uden kommunal garanti på i alt 10,621 mio. kr.
Realkredit Danmark kræver 100% kommunal garanti for det yderligere ustøttede lån. Garantien stilles med hjemmel i almenboligloven, §98 a, stk. 4.
Grunden til overskridelsen er bl.a. dobbelt så lang byggetid, udfordringer med entreprenøren, som har medført en voldgiftssag, der ikke er vundet, samt at arbejderne har været udført under covid-19.
Oplysninger om garantistillelsen fremgår af nedenstående skema. De mere generelle oplysninger om byggesagens faser, kommunens sagsbehandling samt lovgrundlaget (almenboligloven, styrelsesloven og lånebekendtgørelsen) er nærmere beskrevet i bilag 2.
Adresse |
Sundbyvestervej 99, Amager Vest |
Lån 1, kr. |
11.140.000 kr. |
Garanti pct. |
100 % |
Kommunens hæftelse i kr. |
11.140.000 kr. |
Lån 2, kr. |
6.258.000 kr. |
Garanti pct. |
100 % |
Kommunens hæftelse i kr. |
6.258.000 kr. |
Låntager |
DUAB, afd. Socialt Kollegium |
Långiver |
Realkredit Danmark |
Beslutningsdato |
10. november 2016 for det støttede lån på 11.140.000 kr. 15. december 2022 for det ustøttede lån på 6.258.000 kr. |
Antal boliger |
114 ungdomsboliger |
Sagstype |
Gennemgribende renovering: Energirenovering, tag, facader, vinduer, badeværelser, faldstammer mv. |
Huslejestigning
Den af beboerne godkendte månedlige husleje på 3.760 kr. pr. bolig (ekskl. forbrugsudgifter og evt. fradrag af ungdomsboligbidrag) stiger til en månedlig husleje på 3.979 kr. pr. bolig på grund af dyrere renoveringsudgifter og renter. Men stigningen holder sig inden for den 10-procentmargen, som beboerne fik oplyst i forbindelse med godkendelse af renoveringen. Kollegiets administration vurderer, at værelserne stadig kan udlejes med dette lejeniveau.
Politisk handlerum
Arbejderne har været nødvendige for kollegiets videre eksistens. Hvis Borgerrepræsentationen ikke godkender indstillingen og dermed ikke giver garanti til de ustøttede lån på 6,258 mio. kr., vil kollegiet have begrænset mulighed for at optage lån. Det vurderes, at manglende lånoptag vil medføre, at kommunens tidligere afgivne underskudsgaranti kan komme i anvendelse, eller at kollegiet bliver afviklet.
Økonomi
Det er nødvendigt, at kollegiet optager ustøttet lån til renoveringsarbejderne på 6,258 mio. kr., hvortil der ydes kommunal garanti, der er skønnet til at være op til 100 %. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøudvalget underskrive den ansøgte kommunale garanti.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. november 2022
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning