Mødedato: 14.11.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Tredje sag om bevillingsmæssige ændringer 2022

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal i tredje sag om bevillingsmæssige ændringer 2022 tage stilling til 20 bevillingsmæssige ændringer. Der er hovedsaligt tale om budgetændringer vedrørende allerede politisk godkendte bevillinger, som flyttes mellem udvalg. Der indgår endvidere indarbejdelse af et mindre nyt eksternt tilskud. Under forudsætning af Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse vil de bevillingsmæssige ændringer indgå i Økonomiforvaltningens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer, som behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de bevillingsmæssige ændringer listet i bilag 2-4 indarbejdes i budgettet via Økonomiforvaltningens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget præsenteres fire gange årligt for sager om bevillingsmæssige ændringer, der omhandler budgetændringer af teknisk karakter. Der er hovedsageligt tale om allerede politisk godkendte bevillinger, som korrigeres bl.a. via omplaceringer af bevillinger mellem udvalg eller mellem årene. Endvidere omhandler de bevillingsmæssige ændringer i enkelte tilfælde indarbejdelse af nye bevillinger af mindre karakter bl.a. vedrørende tilskud fra eksterne bidragsydere. De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen, som fremlægger en samlet sag til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, under forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af den fremlagte sag.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at gennemføre 20 bevillingsmæssige ændringer i alt. Disse fremgår alle af bilag 2-4. Der sondres mellem følgende forskellige typer af bevillingsmæssige ændringer i sagen:

  • Bevillingsmæssige omplaceringer mellem udvalg (bilag 2)
  • Bevillingsmæssige korrektioner med likviditetseffekt (bilag 3)
  • Eksterne tilskudsbevillinger (bilag 4)

Bevillingsmæssige ændringer mellem udvalg

Bevillingsmæssige ændringer mellem udvalg sker, hvis der overføres budgetmidler fra et udvalg til et andet, fx i forbindelse med overdragelse af opgaver fra en forvaltning til en anden eller i forbindelse med udmøntning af afledt drift fra Økonomiforvaltningen vedrørende idriftsættelse af afsluttede anlægsprojekter.

Alle budgetændringer mellem udvalg fremgår af bilag 2. Der indgår i alt 16 budgetomplaceringer mellem udvalg, som primært udgøres af:

  • Omplacering af anlægsbevilling på i alt 4,9 mio. kr. til Børne- og Ungdomsforvaltningen vedrørende boligsociale helhedsplaner, som i stedet skal anvendes i regi af "Politik for udsatte Byområder - initiativer frem mod 2025", jf. beslutning på Borgerrepræsentationens møde den 2. juni 2022, pkt. 15 (løbenummer 1). 
  • Omplacering af ca. 0,5 mio. kr. til Økonomiforvaltningen i 2022 og frem som følge af, at det med juniindstillingen til Budget 2023, blev besluttet at samle kommunens budget og forbrug vedrørende telefonabonnementer i Koncernservice, frem for at det er placeret i de enkelte forvaltninger (løbenummer 4).
  • Udmøntning af driftsmidler til 10 anlægsprojekter, der ibrugtages i andet halvår af 2022 (løbenummer 5-14).  
  • Omplacering af 3,5 mio. kr. til Økonomiforvaltningen vedrørende midler til omstilling til grøn varme i 2022. I anden sag om bevillingsmæssige ændringer 2022 (BR 1. sep. 2022) blev der udmøntet ca. 12 mio. kr. til Teknik- og Miljøforvaltningen i 2022 vedrørende midler Københavns Kommune har modtaget fra staten til at gennemføre initiativer vedrørende omstilling til grøn varme. Det er efterfølgende afklaret, at ØKF skal have 3,5 mio. kr. heraf, som derfor flyttes til Økonomiforvaltningen (løbenummer 17).  

Bevillingsmæssige ændringer med likviditetseffekt

På nogle af kommunens udgift- og indtægtsposter er det defineret, at op- og nedskrivninger af budgettet sker, hvor kommunens likvide midler (kommunekassen) henholdsvis finansierer opskrivninger og er modtager af nedskrivninger. Dette betegnes i praksis, som at budgetkorrektionen har modpost på Kassen. Fx vil op- og nedskrivning af budgettet på de efterspørgselsstyrede poster, såsom Affaldsområdet på bevillingsområdet Overførsler mv., have modpost på Kassen.

Alle budgetændringer med likviditetseffekt fremgår af bilag 3. Der indgår to budgetændringer med likviditetseffekt, hvoraf den ene budgetændring vedrører flyt af ca. 19 mio. kr. i budget fra 2022 til 2028 vedrørende udgifter til Landsbyggefonden i forbindelse med etablering af almene boliger. Med flyttet af de ca. 19 mio. kr. stemmer budgettet i 2022 overens med det aktuelt forventede forbrug.

Mindreforbruget på ca. 19 mio. kr. skyldes særligt forsinkelser i opførslen af byggerierne Generationernes træhus og Sundbo, som følge af at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at opføre dem grundet de aktuelt høje byggeomkostninger. Det vides aktuelt ikke, hvornår opførslen kan ske og budgettet flyttes derfor til 2028, hvor restbudgettet er placeret. I forbindelse med anden sag om bevillingsmæssige ændringer 2023 vil budgettet i 2023-2029 blive tilpasset igen i henhold til opdateret udgiftsprognose, der laves i foråret 2023 (løbenummer 18).

Den anden budgetændring vedrører, at der tilbageføres restbudget på ca. 0,8 mio. kr. til kassen vedrørende anlægsprojektet "Klimatilpasningsprojektet i De Gamles By" på baggrund af aflagt anlægsregnskab (løbenummer 19).   

Eksterne tilskud

Teknik- og Miljøudvalget forelægges en oversigt over eksterne tilskud til godkendelse. Med godkendelsen indarbejdes tilskuddet i budgettet via opskrivning af indtægts- og udgiftsbudgettet. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.

I denne sag indgår korrektioner vedrørende ét projekt, som fremgår af bilag 4.

I nedenstående tabel 1 fremgår tilskudsgiver og tilskudsbeløb for projektet. Tilskuddet på 75 t. kr. vedrører støtte til udarbejdelse af ansøgning for projektet ”DELIGHT” til EU's HORIZON program omkring sundhedseffekter som følge af bynatur. Der skal ikke afholdes fondsmoms i projektet.  

Tabel 1: Nye eksterne tilskud (i 1.000 kr.)

Tilskudsgiver

Tilskudsbeløb

Fondsmoms

EU Greater Copenhagen Office

75

0

I alt

75

0

Politisk handlerum

Bevillingsændringerne i denne sag er korrektioner af teknisk karakter, samt korrektion vedrørende et mindre eksternt tilskud.

  • Udvalget har mulighed for ikke at godkende de enkelte budgetkorrektioner.

Budgetkorrektioner der ikke godkendes, vil udgå fra Økonomiforvaltningens samlede sag. Konsekvensen heraf vil afhænge af typen af budgetkorrektion, der ikke godkendes.

Økonomi

Effekten af de bevillingsmæssige ændringer på Teknik- og Miljøudvalgets budgetrammer fremgår af tabel 2.

Tabel 2: Nettoeffekten af bevillingsmæssige ændringer på styringsområder (alle tal er i 1.000 kr. og 2023-2028 er i 2023 P/L)

Styringsområde

2022

2023

2024

2025

2026

2027

2028

Service

-3.641

801

801

801

631

631

631

Anlæg

 

-2.386

-1.633

-1.633

 

 

 

Overførsler mv.

 

 

 

 

 

 

 

Finansposter

-18.948

 

 

 

 

 

18.948

I alt

-22.589

-1.585

-833

-833

631

631

19.579

Note: Positive tal opskriver budgettet, mens negative tal nedskriver budgettet. 

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 27. oktober 2022 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Den samlede sag behandles af Økonomiudvalget den 22. november 2022 og af Borgerrepræsentationen den 1. december 2022.

 

                             Søren Wille

                                                                                       / Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. november 2022


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top