Projektforslag for trafikal fredeliggørelse af Katrinedalskvarteret, Vanløse
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et projektforslag om at indrette Katrinedalskvarteret som lukket område for at minimere den gennemkørende trafik i kvarteret.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget, hvor fem private fællesveje spærres for udkørsel mod Ring 2 (Rebildvej), og kvarteret skiltes som lukket område, danner grundlag for den videre projektering, jf. bilag 2 og 3.
Problemstilling
I forbindelse med et busprojekt for Flintholm Station (Budget 2010) (A, B, C, F, O, V og Ø) (BR 8. oktober 2009) blev Randbølvej i 2014 lukket for udkørsel til Ring 2. En følge var, at gennemkørende biler fandt nye ruter gennem kvarteret og skabte øget trafik på enkelte private fællesveje parallelt med Randbølvej.
Kommunen har pligt til at handle, hvis den gennemkørende trafik på en privat fællesvej overstiger 50 % af vejens samlede trafik (jf. Lov om private fællesveje § 58). Det er sket på dele af Bangsbovej og Ådalsvej, hvor andelen af gennemkørende trafik steg til over 50 %. Kommunen kan i den situation enten nedbringe trafikken gennem færdselsregulering eller gøre vejen til offentlig vej.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 17. august 2020, at forvaltningen i forlængelse af hensigtserklæringen fra Overførelsessagen 2019/2020 skulle udarbejde et budgetnotat til Budget 2021, der ved mindre, fysiske tiltag og skiltning skulle løse udfordringerne med gennemkørende trafik i Katrinedalskvarteret. Aftaleparterne bag Budget 2021 har ved forhandlingerne om Budget 2021 afsat 2 mio. kr. projektet.
Løsning
Forvaltningen anbefaler at lukke de private fællesveje i Katrinedalskvarteret for udkørsel mod Ring 2, så gennemkørsel for motorkøretøjer ikke længere er mulig, jf. bilag 2.
Katrinedalskvarteret bliver dermed etableret som et selvstændigt, lukket område, hvor adgang i bil er forbeholdt beboere og andre med lokalt ærinde. Biler med lokalt ærinde har kun adgang via de veje, der holdes åbne, mens der lukkes for gennemkørsel på de tidligere anvendte smutveje.
Cyklister og gående har stadig fuld adgang ind og ud af kvarteret.
De fem private fællesveje, der lukkes for udkørsel mod Ring 2, er:
- Dybendalsvej
- Åbakkevej
- Åløkkevej
- Ådalsvej (pt. lukket for indkørsel)
- Bangsbovej (lukkes, hvor den munder ud i Apollovej)
Derudover bevares den eksisterende lukning af Randbølvej og Kilholmvej ved Ring 2.
Etableringen af det lukkede område består i at:
- lukke de nævnte private fællesveje for udkørsel mod Ring 2 ved at etablere helleanlæg med 1-2 træer og lav beplantning
- opsætte skilte med ”Blind vej med sti” og ”Indkørsel for lastbiler forbudt” ved indkørsel til disse strækninger
- etablere vendepladser for personbiler (afmærkning og skiltning) ved disse strækningers udmunding i Ring 2
- opsætte skilte med ”Lukket område. Gennemkørsel til Ring 2 ikke mulig” ved øvrige indkørselsveje til kvarteret
- opsætte informationsskilte, der anviser de ruter mod Ring 2 mv., som fører uden om Katrinedalskvarteret
Bilag 2 er et detaljeret kort, der viser, hvor vejlukninger og skilte placeres. Bilag 3 viser, hvordan vejlukningerne udformes med helleanlæg.
Løsningen, der forudsætter politiets godkendelse, er drøftet med politiet, som er positivt indstillet.
Forvaltningen er i dialog med grundejerforeningerne, lokaludvalget, skolen og institutionerne i området.
Trafikale konsekvenser
De trafikale ændringer vil føre den gennemkørende trafik uden om Katrinedalskvarteret, idet bilisterne ikke længere kan skyde genvej gennem området fra Sallingvej til Ring 2. Det betyder, at Katrinedalskvarterets beboere, skole og institutioner fremadrettet ikke vil opleve gennemkørende trafik.
Personbiler med lokalt ærinde til kvarteret, bl.a. til Katrinedals Skole, har uændret adgang ind i kvarteret og kan forlade det igen via en af de veje, der ikke munder ud i Ring 2.
Redningskøretøjer med udrykning har uændret adgang ind og ud af kvarteret.
Renovationsbiler, flyttebiler og andre tunge køretøjer med lokalt ærinde på de strækninger af de private fællesveje, der løber mellem Vanløse Allé og Ring 2, må ikke køre dertil via Vanløse Allé. De skal i stedet køre ind fra Ring 2 og forlade kvarteret igen via en af de veje, der ikke munder ud i Ring 2. Se også kortet i bilag 2.
Konsekvenser for træer, bil og cykelparkering
Der vil blive plantet i alt 5-10 nye træer på de fem helleanlæg, der lukkes for udkørsel til Ring 2. Der vil ikke blive fældet træer ifm. projektet.
Etableringen af de fem vendepladser vil kræve, at der nedlægges cirka to parkeringspladser pr. vej, i alt ca. 10 pladser. Belægningsprocenten i hele området er 70-80 % kl. 22.
Løsningen påvirker ikke cykelparkeringen.
Økonomi
Udgiften til at etablere de trafikale ændringer vurderes at være ca. 2 mio. kr. Projektet igangsættes under forudsætning af, at der tildeles midler i Budget 2021.
Afholdelse af udgifter til vedligehold af projektet påhviler grundejerne, da anlægget er placeret på privat fællesvej.
Videre proces
Projektforslaget vil blive sendt i høring hos de grundejerforeninger, der må anses som parter. Forvaltningen forventer at kunne indarbejde høringssvarene i den endelige løsning. Hvis der ved høringen fremkommer helt nye oplysninger eller hensyn, vil forvaltningen vende tilbage med en fornyet indstilling.
Når projektforslaget er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget, og Borgerrepræsentationen har godkendt Budget 2021, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte anlægsarbejdet oktober-november 2020, så ændringerne kan tages i brug december 2020.
Søren Wille
/ Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. september 2020.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.