Forslag til Agenda 21-plan for 2012-2015 i høring
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at planforslaget ’Grøn Hverdag og Livskvalitet - Lokal Agenda 21-plan for 2012-2015’, sendes i offentlig høring.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget:
-
at vedlagte planforslag ’Grøn Hverdag og Livskvalitet - Lokal Agenda 21-plan for 2012-2015’, der er opbygget som et katalog over 17 borgerrettede aktiviteter, sendes i offentlig høring fra 30. maj til 30. august 2012,
-
at forvaltningen til den politiske behandling af det endelige planforslag indstiller en prioriteret liste af aktiviteter, som gennemføres under forudsætning af finansiering og dermed udmønter planen i 2013, og at forvaltningen i forårene 2013 og 2014 indstiller til udvalget, hvilke planaktiviteter der inden for budgetrammen gennemføres i 2014 hhv. 2015.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet planforslaget ’Grøn Hverdag og Livskvalitet’ som er Københavns Kommunes tredje Lokale Agenda 21-plan. Den omfatter årene 2012 til 2015.
Planforslaget tager udgangspunkt i borgernes hverdag og indeholder et katalog over 17 konkrete aktiviteter, herunder klimaaktiviteter og affaldsaktiviteter samt tværgående aktiviteter om uddannelse og innovation. Aktiviteterne kan gennemføres i perioden 2013-2015. Aktiviteternes hovedmålsætning er at skabe nye rammer og muligheder for københavnerne til en grønnere hverdag og bedre livskvalitet.
Forslaget er koordineret med og bygger videre på de ambitiøse mål, planer og visioner, der allerede arbejdes med for at gøre København til en bæredygtig by fx Ressource- og Affaldsplan 2018, KBH 2025 Klimaplanen og Grøn Mobilitet. Agendaplanen løfter den direkte og borger-rettede indsats i planerne ved at have fokus på de mål og aktiviteter, hvor et aktivt samspil med københavnerne spiller en væsentlig rolle.
Tema |
Aktivitet |
Hjemme |
Spar på energien i hjemmet |
Energirenovering af boliger i København |
|
Hjælp til klimatilpasning |
|
Ressourcer |
Det kreative ressourceværksted |
Mere genanvendelse gennem forsøg hos borgerne |
|
Byrum |
Hold din gade og bydel ren |
Fremme af byens mangfoldighed af dyr og planter |
|
Mere grønt i byen |
|
Støt med dit skod |
|
Transport |
Alternativer til egen bil |
Flere elbiler til københavnerne |
|
Mere og sjovere cykling i København |
|
Tværgående |
Samspil med københavnerne om grøn innovation |
Samspil med virksomheder om grønne handlemuligheder |
|
Klimabevidst arbejdskultur hos virksomheder |
|
Klimaambassadører på byens skoler |
|
Interaktion med københavnerne om ny teknologi - Smart Citizen |
Planforslaget rummer blandt andet forslag om aktiviteter, der er rettet mod at mindske miljøbelastning og reducere CO2-udledning og mod at fremme en bæredygtig byudvikling. En række tværgående aktiviteter inddrager borgerne og børn og unge i udviklingen af fremtidens grønne løsninger. Samlet set når aktiviteterne rundt om mange aspekter i københavnernes hverdag: Energiforbrug, afledning af regnvand, genbrug og bortskaffelse af affald, transport samt brug af byens rum og parker.
Forvaltningen indstiller, at planforslaget ’Grøn hverdag og livskvalitet’ sendes i høring, selvom dette ikke er et krav i planloven. Lokaludvalgene og københavnerne har været inddraget i arbejdet med planforslaget, og det er væsentligt at høre deres holdning til planforslaget, inden den endelige plan godkendes. Høringen er også væsentlig, da lokaludvalgene og københavnerne skal være med til at få planens konkrete aktiviteter til at lykkes. Lokaludvalgene har været med fra start, og forvaltningen gennemfører et særligt arrangement for lokaludvalgene i løbet af høringsperioden.
baggrund
Planforslaget ’Grøn hverdag og livskvalitet’ tager udgangspunkt i borgerne, brugerne og virksomhedernes hverdag, og i deres muligheder for at bidrage til en mere bæredygtig by og til opfyldelsen af kommunens mange målsætninger på klima- og miljøområdet.
En spørgeskemaundersøgelse i kommunens borgerpanel viser, at 80 % af københavnerne finder det vigtigt, at kommunen bidrager til borgernes muligheder for selv at gøre noget for miljøet. Borgerpanelet peger på, at kommunen skal inddrage københavnerne i løsningen af byens miljøudfordringer. Undersøgelsen fortæller, at københavnerne synes det er vigtigst selv at kunne gøre en indsats i forhold til den daglige transport, energibesparelser i hjemmet samt reduktion af affaldsmængden. Netop disse områder er områder, hvor borgerne samtidig finder det sværest selv at gøre en indsats.
Planforslaget bygger på ideer til aktiviteter, viden og forventninger fra borgerne, som er blevet indsamlet gennem en række workshops med byens lokaludvalg, tilfældigt udvalgte voksne københavnere samt børn og unge fra tre af byens skoler samt interviews.
Planforslaget rummer forslag til en række aktiviteter, hvor københavnerne medvirker til at mindske eller fjerne disse udfordringer eller barrierer på klima- og miljøområdet.
Økonomi
I budgetproces 2013 er søgt om en økonomisk ramme på 2 mio. kr./år i perioden 2013-2015 til gennemførelse af planforslagets aktiviteter. Det endelige valg af aktiviteter og aktivitetsomfang besluttes af udvalget efter den offentlige høring med udgangspunkt i de økonomiske rammer, der er blevet fastlagt i budget 2013. Enkelte aktiviteter for eksempel aktiviteten om ”Mere genanvendelse gennem forsøg hos borgerne” forventes finansieret af takstmidler.
Primo 2013 og 2014 forelægges Teknik- og Miljøudvalget tilsvarende prioriterede forslag til gennemførelse i hhv. 2014 og 2015.
Videre proces
Der gennemføres en offentlig høring af planforslaget ’Grøn Hverdag og Livskvalitet - Lokal Agenda 21-plan for 2012-2015’ fra 30. maj til 30. august 2012. Implementeringen af planen indgår i budgetforhandlingerne for 2013. På baggrund af budgettet for 2013, de afgivne høringssvar og planudkastet udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen et endeligt udkast til plan og implementering, der forelægges til politisk godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget og i Borgerrepræsentationen i november 2012.
Hjalte Aaberg
/Charlotte Korsgaard
Beslutning
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, B, F og Ø.
Imod indstillingen stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og I.
Et udvalgsmedlem undlod at stemme: O.
Indstillingen blev godkendt.
Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti finder lovligheden af gratis kommunal udlån af cykler er tvivlsom, herunder også uddeling af gratis pendlerkort.”