Mødedato: 14.05.2008, kl. 15:00

Forslag til lokalplan "Otto Busses Vej" - startredegørelse

Forslag til lokalplan "Otto Busses Vej" - startredegørelse

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 14. maj 2008

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Forslag til lokalplan "Otto Busses Vej" - startredegørelse

TMU 281/2008  J.nr. 2008-16572

 

 

Udvalget skal godkende, at forvaltningen udarbejder forslag til lokalplan for hele baneterrænet mellem Vasbygade, Enghaveve j, Ingerslevsgade og Dybbølsbro. Formålet er at fastlægge områdets bevaringsværdier og infrastruktur samt muliggøre anlæg af klargøringscentret for metroens Cityring.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 

1. at der udarbejdes forslag til lokalplan "Otto Busses Vej" på baggrund af de intentioner, der fremgår af vedlagte startredegørelse

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 14. maj 2008
Godkendt

 

 

Problemstilling

Folketinget vedtog den 6. juni 2007 med Cityring-loven, at den københavnske metro skal udvides med en ny ringlinje, der betjener Indre By, Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro. Den ny linje, der skal åbne i 2018, anlægges som et selvstændigt metrosystem uden sporforbindelse til den nuværende metro og har derfor brug for et selvstændigt kontrol- og vedligeholdelsescenter, et "CMC", der er en forkortelse for "Control and Maintainance Center".

 

Selv om CMC placeres i et område, der allerede anvendes til baneformål, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at anlægget udløser lokalplanpligt, fordi

·        anlæg af klargøringscentret vil medføre væsentlige bindinger ved en senere udvikling af det samlede område (efter 2018),

·        den omfattende byudvikling umiddelbart syd for Vasbygade giver omgivelserne øget interesse for at kunne udøve indflydelse på planlægningen,

·        der bliver tale om byggeri af et omfang, der normalt udløser lokalplan i Københavns Kommune, og

·        der gælder ifølge Naturklagenævnet en vidtgående lokalplanpligt ved bygninger til offentligt formål

Det store anlægsprojekt gør det vigtigt at tage stilling til den videre udvikling af området. Byudviklingen på naboområderne gør, at området nu ligger centralt i byen og gør en bymæssig udvikling ønskelig og naturlig, såfremt det bliver muligt. Der ligger i dag en række bevaringsværdige bygninger på arealet (bl.a. DSBs værkstedsbygninger). Endelig udgør baneterrænet i dag en barriere i byen. Omdannelsen af Sydhavnen med rekreative tilbud og på sigt en forbindelse til Amager Fælled gør forbindelsen på tværs af baneterrænet endnu mere aktuel end tidligere, og det er derfor vigtig at minimere barrieren.

 

Løsning

CMC placeres på baneterrænet mellem Vasbygade og Ingerslevsgade, fordi aktiviteterne på godsbanegården er under nedtrapning. I henhold til Kommuneplan 2005 er området et perspektivområde, der kan udvikles fra 2018.

Lokalplanen tænkes udarbejdet som en rammelokalplan for hele det knap 100 ha store baneterræn mellem Vasbygade, Enghavevej, Ingerslevsgade og Dybbølsbro. Rammelokalplanen skal fastlægge infrastruktur og bevaringsværdier – både for bebyggelse og landskab - med henblik på senere detaljering i form af supplerende lokalplaner, når området i henhold til kommuneplanen kan byudvikles, jf. bilag 1. Medmindre der ændres i rækkefølgeplanlægningen i Kommuneplanen, kan lokalplanområdet som helhed først komme i spil til byudvikling fra 2018. Med denne lokalplan tages der ikke stilling til en fremtidig anvendelse af området ud over etableringen af CMC samt infrastrukturen i området.

 

For det godt 9 ha store CMC-område fastlægges byggeretsgivende bestemmelser, der gør det muligt at anlægge CMC i en bymæssig sammenhæng. Der er tale om et stort teknisk anlæg, der ikke uden en indsats kan tilpasses øvrig bymæssig bebyggelse eller anvendelse. Det er Metroselskabets ambition at udforme CMC således, at anlægget kan give både et funktionelt og æstetisk tilskud til området. Det hævede landskabelige strøg i Rigsarkiv-området ved Kalvebod Brygge og havnepro menaden fra Metropolzonen kan lægge op til også at integrere rekreative formål i lokalplanområdet, jf. bilag 1.

 

Med placeringen mellem aktuelle byomdannelsesområder - Rigsarkiv-området ved Kalvebod Brygge, Enghave Brygge, Teglværkshavnen og Carlsberg - samt det byfornyede Vesterbro har baneterrænet en strategisk betydning som potentiel "sammenbinder". Lokalplanen skal derfor fastlægge linjeføringer for kommende stibroer både over CMC-anlægget og banesporene nærmest Ingerslevsgade.

Der foreslås to stiforbindelser på tværs af CMC, hvorved anlægget af forbindelserne kan forberedes i forbindelse med anlæg af CMC. De tværgående stier vil supplere den grønne cykelrute, "Carlsbergruten" i Otto Busses Vej-linjen, og en foreslået sti langs Vasbygade syd for CMC. For hele lokalplanområdet fastlægges infrastruktur med principiel angivelse af veje, cykelstier og fodgængerpassager.

 

DSBs værkstedsbygninger vil kunne udnyttes til forskellige erhverv, herunder ikke mindst kreative erhverv, eller ombygges til boliger af "New Yorker-tilsnit".

 

Området er i Kommuneplan 2005 fastlagt til område for tekniske anlæg; oplagspladser og kollektive trafikanlæg, såsom sporanlæg, tog- og busstationer, godsterminaler, værksteds- og klargøringsanlæg med dertil hørende administration og lignende (T1-område), hvilket ikke ændres.

Freja Ejendomme, der ejer et ca. 8 ha stort areal ved den tidligere toldkammerbygning, Vasbygade 10, har tilkendegivet, at selskabet er interesseret i en tidligere udvikling af selskabets areal, og har varslet en henvendelse til Københavns Kommune herom i forbindelse med forslaget til Kommuneplan 2009.  Freja finder tankerne om en landskabelig bearbejdning af området interessant og ser positivt på en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for området syd for CMC.

 

 

Forvaltningen vurderer, at den kommende lokalplans omfang og indhold er af en sådan karakter, at planen ikke skal miljøvurderes. En VVM-redegørelse for hele metroanlægget, herunder CMC, er under udarbejdelse i kommunen. Der er ikke krav om samtidighed mellem lokalplan og VVM.

 

 

 

Økonomi
Intet.

 

Videre proces

Anlægget af CMC vil blive udbudt som en integreret del af det samlede metroanlæg. Udbudsprojekteringen afsluttes i første halvdel af 2009 med henblik på at indgå udførelseskontrakter medio 2010.

Når startredegørelsen er drøftet i udvalget, gennemføres en intern høring af forvaltningerne samt Trafikministeriet, Trafikstyrelsen, Metroselskabet, DSB, Banedanmark, Freja Ejendomme, Vesterbro og Kongens Enghave Lokaludvalg og andre relevante myndigheder. Lokaludvalgene og forvaltningen vil indlede en dialog blandt andet med henblik på at drøfte borgerinddragelse.


Forslag til lokalplan forventes at kunne forelægges Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen på møder i september-oktober 2008. Efter offentlig høring i det sene efterår 2008 forventes indstillingen om endelig vedtagelse forelagt Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen på møder i januar-februar 2009.

En endelig vedtagelse af lokalplanen inden 1. marts 2009 opfylder Metroselskabets krav til tidsplan i forhold til efterfølgende gennemførelse af ekspropriation, udarbejdelse og godkendelse af udbudsprojekt og indgåelse af kontrakt med entreprenører i 2010. Dette er en forudsætning for, at anlægget af Cityringen kan gennemføres til berammet åbning i sommeren 2018.

 

Bilag

1.      Startredegørelse

2.   Tilgængelighedsvurdering

 

 

 

Hjalte Aaberg                   Ulrik Winge

 

 

 

Til top