Medlemsforslag om at navngive gade i København Ukrainegade
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget anmoder Vejnavnenævnet om en indstilling om, at en gade i København navngives efter Ukraine.
(Stillet af Venstre)
Motivation
I København er der flere gader/veje, der har navne efter lande i det tidligere Østeuropa og Baltikum, eksempelvis Ungarnsgade, Polensgade, Letlandsgade m.m. – steder, hvor der historisk har været arbejdet for demokrati og menneskerettigheder - både før og efter murens fald. Som Venstre er oplyst, er der i dag ikke en gade eller vej med navn efter Ukraine. Venstre ønsker i forbindelse med, men også med afsæt i den opmærksomhed, der pt. er om situationen i Ukraine, at Vejnavnenævnet finder en gade/vej i København, der med fordel kan navngives efter Ukraine.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. marts 2022
Socialdemokratiet stillede følgende ændringsforslag:
“At Teknik- og Miljøudvalget anmoder Vejnavnenævnet om at undersøge muligheden for, at en gade i København navngives efter Ukraine, og at Ukraine (evt. med dertilhørende by- og stednavne) optages i navnebanken.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 7 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og V.
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
“At teknik- og Miljøudvalget anmoder Vejnavnenævnet om at Ukraine (med dertilhørende by- og stednavne) bliver optaget i navnebanken.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.
Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt med 7 stemmer mod 2. Igen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Konservative mener det vil være unfair overfor landet Ukraine at forcere et gadenavn nu og her. Den bedste løsning vil være at få en gade eller plads opkaldt efter Ukraine den dag, hvor en ny byplanlægning giver mulighed for det, og at det det bliver sat ind i en større sammenhæng.
Vi stiller os også undrende overfor, at vores ændringsforslag ikke var det første der stille stemmes om. Vi blev på den måde tvunget til at stemme imod ændringsforslaget fra Socialdemokratiet, selvom der var dele af det vi var enige i”.