Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan 432 Carlsberg II til antal og placering af cykelparkerings-pladser, Vesterbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan 432 Carlsberg ll tillæg 6 til at fastsætte antal cykelparkeringspladser til kulturelle formål samt at rykke placeringen af cykelparkering tilknyttet bygningen på Franciska Clausens Plads 17.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation til at etablere cykelparkeringspladser tilknyttet kulturelle formål samt at placere cykelparkeringspladser uden for de i lokalplanen angivne byggefelter.

Problemstilling

En grundejer har i forbindelse med ombygning af det fredede Kedelhus søgt dispensation fra lokalplan 432 Carlsberg II tillæg 6 til antal og placering af cykelparkering tilknyttet bygningen på Franciska Clausens Plads 17. Dispensationsansøgningen har været i naboorientering fra den 8. november til den 29. november (bilag 2). Forvaltningen har modtaget ét høringssvar (bilag 4). Naboorienteringen har ikke givet anledning til ændringer. Dispensationen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, da udvalget har ønsket at behandle alle dispensationsansøgninger, som er sendt i naboorientering i Carlsberg Byen (bilag 1).

Løsning
Bestemmelsen i lokalplanen er formuleret på en sådan måde, at det kræver dispensation at fastsætte et antal cykelparkeringspladser til kulturelle formål. Der søges desuden om en anden placering af cykelparkeringspladserne for at sikre, at det fredede Kedelhus får aktive facader med kulturelle- og restaurationsformål, fremfor cykelparkering. Dispensationerne omhandler de forhold, der i skemaform er vist nedenfor.

Muliggjort i lokalplan nr. 432 Carlsberg II tillæg 6:

Muliggøres med dispensation:

Forvaltningens vurdering:

Af § 8 stk. 3, fremgår, at for anvendelser som kulturelle formål, vurderes kravet til cykelparkering konkret i hvert enkelt tilfælde.

Der søges om dispensation til at opføre 106 cykelparkeringspladser i forbindelse med de kulturelle formål. Antallet af cykelparkeringspladser er fastsat i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det vurderes, at 106 cykelparkeringspladser er et tilstrækkeligt antal cykelparkeringspladser til de kulturelle formål i bebyggelsen.

Af § 8 stk. 3 fremgår, at maksimalt 5 pct. af cykelparkeringen i hvert delareal må placeres på terræn udenfor de på i lokalplanens tegning nr. 5A fastlagte byggefelter. Andelen af cykelparkering som må placeres på terræn kan dog øges til 10 pct. for kulturelle formål, når cykelparkeringen indpasses under hensyn til arealernes brug mv.

Der søges om dispensation til at placere alle cykelparkeringspladserne til bebyggelsen uden for de i lokalplanen fastlagte byggefelter.

Ansøger begrunder ansøgningen med, at Kedelhusets vest-, syd- og østvendte facader iht. lokalplanen skal fremstå aktive og derfor ikke kan anvendes som adgang for cykelparkering i konstruktion. Desuden begrundes ansøgningen med, at bygningen kun rummer to mindre kælderrum, hvor der skal indføres hovedforsyninger, hvorfor disse ikke kan disponeres til cykelparkering.

Det vurderes, at den ansøgte placering af cykelparkeringspladser vil være en hensigtsmæssig måde at sikre, at de i lokalplanen angivne aktive facader på det fredede Kedelhus, kan opretholdes.

Høring
Dispensationen har været i naboorientering fra den 8. november 2021 til den 29. november 2021 (bilag 2). Forvaltningen har modtaget ét høringssvar fra Metroselskabet, der ikke har bemærkninger til naboorienteringen (bilag 4).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen træffe afgørelse om dispensation for det ansøgte, såfremt der ikke er flere eller vægtige høringssvar.

 

                                      Søren Wille

                                                                 / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. december 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top