Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Muligheder for at sikre flere husbåde i Københavns Havn

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte muligheder for at få flere husbåde i Københavns Havn og sikre lovliggørelsen af eksisterende husbåde.  

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at processen for lovliggørelse af eksisterende husbåde tages til efterretning.

     

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår en proces med By & Havn og evt. andre relevante aktører for at afdække muligheder for at placere flere husbåde i Københavns Havn.
  3. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget stillet af Venstre på Teknik- og Miljøudvalgsmøde den 8. juni 2020 (bilag 2).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog på udvalgsmødet den 8. juni 2020 medlemsforslag stillet af Venstre, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen blev pålagt at forelægge en drøftelsesindstilling om, hvordan Københavns Kommune kan bidrage til at sikre flere husbåde og sikre lovliggørelse af de eksisterende husbåde i Københavns Havn.

Kommunen kan ifølge planloven ikke planlægge for søterritoriet på nær i byomdannelsesområder. Det vil sige, at der derudover ikke kan laves udpegninger i kommune- og lokalplaner for områder til husbåde på søterritoriet. Kommunen kan derfor som udgangspunkt alene regulere antallet af husbåde i de områder, hvor kommunen selv ejer grund og bolværk eller i byomdannelsesområder. Husbåde er omfattet af byggeloven og det kræver en byggetilladelse at benytte en husbåd som bolig. For eksisterende husbåde, der ikke har byggetilladelse, foretager forvaltningen lovliggørende byggesagsbehandling.

Løsning

Forvaltningen har ikke mulighed for at give et overblik over det samlede antal husbåde i Københavns Havn, herunder udviklingen i antallet af husbåde, idet der ikke er opgørelser over dette og at det ligeledes ikke er muligt at fremskaffe disse oplysninger via forvaltningens fagsystem. Indstillingen vil således redegøre for de gældende rammer, der er for at fremme husbåde i kommunen.

Planlovens rammer for kommunens planlægning på søterritoriet
Planklagenævnet har den 23. maj 2019 truffet afgørelse om, at planloven ikke indeholder hjemmel til at lokalplanlægge for søterritoriet, medmindre der er tale om byomdannelsesområder.

Københavns Havn har været under omdannelse, før muligheden for udpegning af byomdannelsesområder blev tilføjet i planloven. Bl.a. derfor er kun mindre dele af havnen udpeget til byomdannelsesområde. Udpegningen af havneområder som byomdannelsesområder er ikke nødvendigvis varige, idet denne status efter sit formål vil udgå af kommuneplanen, når omdannelsesprocessen er afsluttet. Det betyder, at der ikke kan planlægges for husbåde etc. i disse vandområder, når deres status som byomdannelsesområde er udgået af kommuneplanen. Økonomiforvaltningen har henvendt sig til Erhvervsstyrelsen (nu Bolig- og Planstyrelsen) for at opnå mulighed for også at planlægge for søterritoriet i andre områder end byomdannelsesområder, da det er hensigtsmæssigt at kunne planlægge for alle vandarealer i havnen.

Erhvervsstyrelsen (nu Bolig- og Planstyrelsen) har tilkendegivet, at de vil tage det med i arbejdet med den næste planlovsrevision.

Kommune- og lokalplanlægning af placering af husbåde

Efter planloven er det, jf. ovenstående, kun muligt at planlægge på vand, når et område er udpeget som byomdannelsesområde. Derfor indeholder Københavns Kommuneplan 2019 (KP19), som er vedtaget af Borgerrepræsentationen 27. februar 2020, kun rammer for placering af husbåde i disse områder. Det er en begrænsning i forhold til tidligere kommuneplaner, som indeholdt mere omfattende udpegninger af områder til placering af husbåde. Det er en konsekvens af Planklagenævnets afgørelse og ikke udtryk for en ændret kommunal politik for husbåde.

Eksisterende lokalplaner for husbåde

En række lokalplaner for byudviklingsområder indeholder bestemmelser om placering af husbåde. I forbindelse med planlægningen er der taget højde for, hvordan placeringen af husbåde passer ind i bygningsstrukturen og i udformningen af veje og promenader, maritime miljøer, den rekreative adgang til havnen og andre havnerelaterede aktiviteter, jf. KP19.

Lokalplaner giver ikke handlepligt, og derfor kan forvaltningen ikke sikre, at der faktisk kommer til at ligge husbåde i området. Det er således op til ejerne af landstykket og bolværksejeren (jf. bilag 3), om de vil leje ud til husbåde. Det er dog forvaltningens indtryk, at der er interesse for flere husbåde. Der er generelt rift om de pladser, der er til husbåde. For nogle af de områder, der allerede er planlagt for, er byggerierne ikke så langt, at der har kunnet placeres husbåde endnu. Det gælder fx Enghave Brygge-området. Det er derfor muligt, at der løbende kommer flere husbåde i dette område.

Nye muligheder til at fremme flere husbåde. 

Som ansvarlig for administrationen af Københavns Havns vandarealer er By & Havn en central interessent i forhold til et evt. ønske om at fremme flere husbåde i havneområderne.

Det kunne derfor være en mulighed, at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår i et samarbejde med By & Havn og drøfter, hvordan selskabet og forvaltningen i fællesskab kan fremme flere husbåde i København. Et andet element kunne være, at det overvejes, om lokalplaner for arealer langs vandet i højere grad skal fremme mulighederne for husbåde.

Byggesagsbehandling af husbåde og lovliggørelse

Forvaltningen skal foretage en helhedsvurdering af bebyggelsen efter bygningsreglementet. Det skal bl.a. vurderes, om bebyggelsens samlede omfang svarer til det sædvanlige eller til det, der tilstræbes i området. Husbådene skal foruden byggelovgivningen overholde anden lovgivning, der er gældende på søterritoriet.

En byggetilladelse forudsætter desuden, at ansøger ved ansøgning om byggetilladelse vedlægger fuldmagt fra de relevante parter (bl.a. administrator af vandarealet, ejer af landarealet og bolværk). Kommunen ejer i nogle tilfælde de bolværker og/eller landarealer, som husbåde skal tilknyttes (jf. bilag 3) og ansøger skal i disse tilfælde indhente fuldmagt hos kommunen. I de tilfælde, hvor kommunen ejer både landarealet og bolværket, har kommunen reguleringsmuligheder ift. placering af husbåde. Forvaltningen har imidlertid ikke mulighed for at kræve, at andre grund- og/eller bolværksejere skal give fuldmagter til placering af husbåde.

Der er i 2018 kommet nye adresse-regler i Danmark, så, at der skal fastsættes myndighedsgodkendte adresser til alle bolig- og erhvervsenheder, herunder husbåde. I forlængelse af dette arbejde har forvaltningen siden sommeren 2019 gennemført en lovliggørende proces iht. byggeloven af husbåde, som ikke har en byggetilladelse. Lovliggørelsen af husbådene sker i tæt dialog med landareals- og bolværksejer samt husbådeejerne bl.a. med henblik på at oplyse dem om gældende lovgivning og rammer. For at smidiggøre dialogen har forvaltningen udarbejdet en generel orientering med de oftest stillede spørgsmål fra ansøgere (bilag 4), hvilket der har været positiv respons på.

Forvaltningen har senest opdateret kommunens hjemmeside med en trin-for-trin vejledning om, hvordan man søger om byggetilladelse til husbåde, samt hvilke krav der stilles i forbindelse med byggesagsbehandlingen (jf. bilag 5).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen tage udvalgets drøftelser til efterretning og arbejde videre efter udvalgets evt. dessiner.

Søren Wille

/ Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. december 2021

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Indstillingen 2.-3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:  

 

”Partierne opfordrer den nye samling til at samle interessenter indenfor boliger på vand til et fælles møde med udvalget, hvor udfordringer og indsats i forhold til boliger på vand drøftes.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Partierne opfordrer til, at Københavns Kommune og By & Havn koordinerer regler og rammer for husbåde i København og samarbejder om udvikling af husbådekulturen i København”.

Til top