Mødedato: 13.12.2006, kl. 15:00

Om "hvile i sig selv" princippet, takster og deponeringskapacitet for forurenet jord

Om "hvile i sig selv" princippet, takster og deponeringskapacitet for forurenet jord

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. december 2006

 

 

Sager til drøftelse

 

21.      Om "hvile i sig selv" princippet, takster og deponeringskapacitet for forurenet jord

 

TMU1005/2006  J.nr. 26.0036/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

 

at Teknik- og Miljøudvalget drøfter rammerne for "hvile i sig selv" princippet, takster og deponeringskapacitet på baggrund af denne indstilling.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2006

Sagen blev udsat

 

 

RESUME

I forbindelse med behandlingen af indstilling om takstnedsættelse for deponering af forurenet jord, TMU 650/2006 den 25. oktober 2006 anmodede udvalget om en indstilling til diskussion om "hvile i sig selv" princippet, takster og deponeringskapacitet. Notatet beskriver problemstillingen og de juridiske rammer for fastsættelse af takster og modtagelse af forurenet jord.

 

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. december 2006, men blev udsat.

 


SAGSBESKRIVELSE

Modtagelse af jord

Kalvebod Miljøcenter(KMC/PS) har siden 1997 modtaget forurenet jord til deponering. Oprindeligt var taksterne baseret på modtagelse af ca. 100.000 tons jord om året. Jordmængderne har været meget svingende, men med opadgående tendens. Både i 2006 og 2007 forventes der modtaget ca. 900.000 tons. For tiden kommer der en lastvogn med 30 tons jord hvert 3. minut.

 

"Hvile i sig selv" princippet

Modtagelse af forurenet jord er en kommunal affaldsordning, og den samlede økonomi i ordningen skal reguleres efter det kommunalretlige "hvile i sig selv" princip. Dette betyder, at indtægter og udgifter i ordningen på sigt skal balancere. Midlerne i ordningen må kun anvendes til formål, der er eller kommer til gavn for den brugergruppe, der financierer ordningen. I dette tilfælde er brugergruppen grundejere, bygherrer, entreprenører m.fl., der betaler for at komme af med den forurenede jord.

 

Princippet om, at affaldshåndtering økonomisk skal hvile i sig selv, tjener flere formål. Et af formålene er at undgå, at takstsystemet anvendes som et middel til skatteudskrivning. Hvis opsparede midler ikke anvendes, må der ske en tilbageførsel ved at nedsætte taksterne. Tilbageførslen kan ske over en årrække for at undgå for store udsving. Et alternativ til en egentlig tilbageførsel er fx at flytte midlerne til andre investeringer, som brugergruppen ellers skal medvirke til at spare op til, fx til anlæg af nye depoter.

 

 

Taksternes fastsættelse

Grundlaget for takstfastsættelsen skal bl.a. findes i Rådets Direktiv 1999/31/EF om deponering af affald (Deponeringsdirektivet). Direktivet er indarbejdet i miljøbeskyttelsesloven (mbl). Her fastslås det bl.a., at alle omkostninger ved etablering og drift af deponeringsanlæg samt omkostninger ved nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, skal kunne dækkes af den takst, som kommunen forlanger. Det fremgår af lovgivningen, at taksterne skal omfatte omkostninger i forbindelse med

o       planlægning og etablering af anlægget, herunder udvidelser

o       investeringer i bygninger, materiel mv., samt

o       omkostninger og risikokapital i den periode, hvor anlægget modtager affald og frem til efterbehandlingen af anlægget er afsluttet mm.

 

I følge Miljøstyrelsens Vejledning nr. 4/1994, kan der hensættes midler til "opbygning af tilstrækkelig kapital til investering i nye ordninger og ny teknologi og til at dække omkostninger forbundet med efterbehandling af nedlagte anlæg, eksempelvis kommunale lossepladser".

 

Regulering af taksterne

Som følge af de kraftigt stigende mængder forurenet jord har forvaltningen oparbejdet rigelige hensættelser. Disse er søgt nedbragt ved gradvis nedsættelse af taksterne fra netto ca. 130 kr. pr. ton i år 2000 til ca. 80 kr. pr. ton pr. 1. januar 2007. Takstnedsættelsen pr. 1. januar 2007 vil vende væksten i hensættelserne.

Forvaltningen vurderer for tiden ikke, at det er hensigtsmæssigt at nedsætte taksterne yderligere. Lavere takster vil tiltrække større mængder jord fra det øvrige Sjælland. Som tommelfingerregel koster det ca. 1 kr. at transportere et tons jord én kilometer. Dette betyder, at når taksten nedsættes med 10 kr. pr. ton, kan jorden "hentes" 10 km længere væk fra København. Samtidig ligger taksterne allerede i underkanten af markedsprisen.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen tager ved takstfastsættelsen også et bredere samfundsmæssigt hensyn i den forstand, at hvis taksten bliver for lav, vil øvrige anlæg og anlægsprojekter (fx deponering i støjvolde) gå i stå, og større mængder jord fra Sjælland vil blive transporteret til København. Dette vil forøge forureningen fra transporten og vil belaste deponeringskapaciteten yderligere. Ca. 80 % af jorden, der deponeres på KMC / PS, stammer i dag fra Københavns Kommune.

 

Aktiviteter der p.t. gennemføres og planlægges under "hvile i sig selv" princippet

Af nettotaksten på ca. 80 kr. pr. ton betales 73,20 kr. til leje af Prøvestensdepotet. Prøvestensselskabet, der ejes af Københavns Kommune og Københavns Havn, anvender lejeindtægten til forrentning af investeringen i depotet, herunder investeringen i erhvervshavn, rekreative arealer og lystbådehavn i tilknytning til depotet. De resterende ca. 7 kr. pr. ton dækker sammen med lejeindtægter på KMC og renteindtægter fra hensatte midler omtrent KMC´s samlede driftsomkostninger.

 

En mindre del af taksterne anvendes i dag til gennemførelse af forsøg med forurenet jord på KMC. Over de næste 4-5 år gennemføres en række udvaskningsforsøg, der kan beskrive, hvilke forurenende stoffer der kan udvaskes fra jorden til undergrunden. Således vil de miljømæssige konsekvenser ved jordforurening blive væsentligt bedre dokumenteret. Resultaterne vil være et væsentligt bidrag til at opfylde EU krav om kendskab til affaldets egenskaber inden deponering. Resultaterne sammenholdes med gængse laboratorietests for at undersøge deres pålidelighed og for på s igt at kunne vælge bedre analysemetoder. Forsøget har betydelig international bevågenhed.

 

Herudover udføres der forsøg med rensning af forurenet jord ved hjælp af forskellige plantetyper. Det planlægges at kombinere denne rensemetode med en renseteknik, hvor man anvender en svag strøm til at nedbryde organiske stoffer i jorden (geooxidation)

 

Den viden, der opnås ved forsøgene i depoterne, kan anvendes andre steder  og kan på sigt være med til at udvikle billigere bortskaffelses- og rensemetoder og reducere de miljømæssige konsekvenser ved forurenet jord.

 

For at reducere KMC/PS´s CO2 bidrag undersøges mulighederne for at dække energiforbruget ved hjælp af solceller.

 

Ny deponeringskapacitet

Depotet på Prøvestenen forventes at være opfyldt om ca. 1½ år, og der arbejdes på at skaffe ny kapacitet. Derfor påregnes det, at der i 2007-2008 skal anvendes 40- 50 mio. kr. af de hensatte midler til anlæg af et nyt depot på KMC. Dette vil nedbringe de hensatte midler væsentligt. I indstilling om takstnedsættelse for deponering af forurenet jord (TMU 768/2006) nævnes det, at der i år 2011 kun forventes at restere 56 mio. kr. af de hensatte midler. Dette beløb hensættes til den lovpligtige risikodækning.

Ovennævnte og beslægtede aktiviteter, der har direkte tilknytning til driften af KMC/ PS eller kommende deponeringsanlæg, skal gennemføres efter "hvile i sig selv" princippet. Det skal bemærkes, at anvendelsesmulighederne for midlerne i en "hvile i sig selv" ordning er begrænsede og kræver en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

 

Økonomi

-

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

 

Høring

-

 

 

Jørgen Lund Madsen


 

Til top