Dispensation fra lokalplan nr. 497 "Bispebjerg Hospital" til lovliggørelse af forudgående fældning af 10 bevaringsværdige træer, Bispebjerg (udsat sag)
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal meddeles lovliggørende dispensation til fældning af 10 bevaringsværdige træer, der er fældet uden forudgående tilladelse.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 7, stk. 16, pkt. d og tegning nr. 4 (Bevaringsværdige træer og værdifulde grønne træk) i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” til at fælde 10 bevaringsværdige træer, der er fældet uden forudgående tilladelse af Bispebjerg Hospital, på vilkår om genplantning af erstatningstræer, jf. bilag 3.
Problemstilling
Bispebjerg Hospital har søgt om lovliggørelse af 10 fældede bevaringsværdige træer, som hospitalet har fældet uden forudgående dispensation fra København Kommune. I den gældende Lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” er de fældede træer forudsat bevaret. Det betyder, at de ikke må fældes uden en dispensation fra lokalplanen.
Dispensationen til at fælde de 10 træer bliver forelagt Teknik- og Miljøudvalget, da der generelt er stor bevågenhed på fældning af bevaringsværdige træer, og da syv af de fældede træer indgår i allébeplantningen omkring Vestre Længdevej og Østre Længdevej. Træalléerne er karakteristiske for hospitalsområdet og har betydning som grøn markering af Vestre Længdevej og Østre Længdevej.
Sagen blev udsat af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 18. juni 2018.
Løsning
Lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” fastlægger rammerne for en udvidelse af Bispebjerg Hospital til et moderne hospital med forskning og uddannelse mv., hvor ny bebyggelse indpasses sammen med eksisterende bygninger, træer og et karakteristisk landskab samt fredede bygninger og haveanlæg. Lokalplanen har udpeget 307 bevaringsværdige træer i området. 202 bevaringsværdige træer (markeret med grønt i bilag 2) må ikke fjernes uden tilladelse fra Teknik- og Miljøudvalget. I de tilfælde, hvor dispensationen ikke er af principiel karakter, eller naboorienteringen ikke har medført mange og/eller vægtige indsigelser, har Teknik- og Miljøudvalget delegeret sin beslutningskompetence til Teknik- og Miljøforvaltningen.
I forbindelse med dispensation kan forvaltningen betinge, at der plantes nye erstatningstræer for fældede træer. 105 bevaringsværdige træer (markeret med rødt i bilag 2) må fjernes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri.
Hvis Københavns Kommune havde modtaget en ansøgning om dispensation til at fælde de bevaringsværdige træer, inden de bevaringsværdige træer blev fældet, kunne kommunen have givet afslag på ansøgningen. Alternativt kunne kommunen have anbefalet dispensation til fældning af træerne – enten med betingelse om, at der plantes erstatningstræer eller uden betingelser. Teknik- og Miljøforvaltningen har indskærpet overfor Bispebjerg Hospital, at der fremover skal søges om dispensation inden et bevaringsværdigt træ fældes.
Københavns Kommune er efter planlovens § 51 stk. 3 forpligtiget til at lovliggøre forholdene. Det kan ske enten ved:
- dispensation uden vilkår om genplantning af erstatningstræ,
- dispensation på vilkår om genplantning af ét eller flere erstatningstræer evt. suppleret med krav til størrelse på erstatningstræ/-er samt evt. krav til placering af erstatningstræ/-er,
- at afvise at give dispensation efterfulgt af påbud om fysisk lovliggørelse af forholdene ved plantning af et erstatningstræ på samme sted, hvor det fældede træ stod.
Der kan i forbindelse med dispensationen stilles vilkår som fx genplantning af et eller flere erstatningstræer. Her skal dog tages hensyn til proportionalitetsprincippet. I forhold til de fældede bevaringsværdige træer betyder det, at der skal være et rimeligt forhold mellem ”værdien” af det fældede, bevaringsværdige træ og fx prisen på genplantning af de træer, der stilles vilkår om i forbindelse med dispensation. Forvaltningen vurderer, at det for allétræernes vedkommende vil være et rimeligt krav at stille vilkår om genplantning af træer med en stammeomkreds svarende til stammeomkredsen på de allétræer, som er nærmest det fældede træ. Det vil dog ikke være rimeligt at stille krav om større stammeomkreds end 60-70 cm svarende til de største træer, der sælges fra planteskoler i Danmark.
For de øvrige bevaringsværdige træers vedkommende vurderer forvaltningen, at det vil være rimeligt, at stille vilkår om genplantning af op til tre træer med en stammeomkreds på minimum 30 cm for hvert af de fældede bevaringsværdige træer. Omkredsen af de op til tre træer må dog ikke overstige omkredsen af det fældede træ.
Bilag 3 er forvaltningens gennemgang og vurdering af Bispebjerg Hospitals begrundelser for at have fældet de bevaringsværdige træer. Bispebjerg Hospital har oplyst, at et træ er fældet i forbindelse med ledningsarbejder, to træer er fældet i forbindelse med rørarbejder, fem træer er fældet i forbindelse med opførelse af en laboratorie- og logistikbygning, et træ er fældet på grund af skader på træet, og et træ er fældet i forbindelse med renovering af en tunnel.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at 10 træer er fældet i strid med lokalplanen. Heraf er de syv træer også fredede. Fældning af de syv fredede træer langs henholdsvis Vestre Længdevej og Østre Længdevej, som Bispebjerg Hospital har fældet, forudsætter også godkendelse fra fredningsmyndigheden, Slots- og Kulturstyrelsen. Bispebjerg Hospital fældede fem af de syv fredede træer i 2014 i forbindelse med opførelse af en laboratorie- og logistikbygning. Slots- og Kulturstyrelsen har i sin tilladelse af 18. oktober 2017 stillet vilkår om, at træerne genplantes, således at Vestre Længdevej får sin allé-karakter tilbage, når byggeriet står færdigt. Bispebjerg Hospital fældede et fredet træ i 2016 på grund af skader forårsaget af vejsalt og traktose samt skader på træets stamme og et fredet træ blev fældet i 2017 i forbindelse med renovering af tunnel. Slots- og Kulturstyrelsen har i sin tilladelse af 26. juni 2018 stillet vilkår om, at de fældede træer skal erstattes med nye træer, hvor det endnu ikke er sket og begrunder kravet med, at Østre Længdevej og Vestre Længdevej skal have deres karakter af allé tilbage. Der ud over stilles der uddybende vilkår bl.a. om, at erstatningstræerne skal have en stammeomkreds på min. 16 - 20 cm – eller større - under forudsætning af, at vækstbetingelserne er til stede og supplerer med krav til drift de første tre år. I forbindelse med dispensation kan Københavns Kommune stille andre supplerende krav til genplantning af erstatningstræer end Slots- og Kulturstyrelsens har gjort i sin afgørelse f.eks. krav om større erstatningstræer (træer med større stammeomkreds). Kommunens afgørelse må dog ikke være modstridende med Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse da grundejer skal kunne agere i forhold afgørelserne fra de to myndigheder.
Relaterede dispensationer på Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital ønsker at opføre nybyggerierne Ny Psykiatri Bispebjerg samt Bispebjerg Akuthus på Bispebjerg Hospitals område. Begge projekter forudsætter dispensationer for at kunne gennemføres.
Dispensationer til nybyggeriet Ny Psykiatri Bispebjerg omfatter også fældning af to bevaringsværdige træer foruden indretning af bilparkering i stueetagen med tilhørende tilkørsel mod sydøst. Dette behandles i særskilt indstilling til Teknik- og Miljøudvalget den 18. juni 2018.
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at fremlægge en indstilling om dispensationer til projektet for Bispebjerg Akuthus for Teknik- og Miljøudvalget i 3. kvartal 2018.
105 bevaringsværdige træer (markeret med rødt i bilag 2 og i lokalplanen) må fjernes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri. Tilladelse til fældning af disse vil blive behandlet administrativt i forbindelse med byggesagsbehandlingen af de enkelte byggerier og forudsætter ikke dispensation. Bispebjerg Hospital har dog, uden forudgående ansøgning, allerede fældet 37 af de bevaringsværdige træer markeret med rødt i bilag 2 og i lokalplanen. I forbindelse med byggesagsbehandlingen skal forvaltningen vurdere om kriterierne for fjernelse af de 37 træer fortsat er opfyldt. Hvis det er tilfældet, vil forvaltningen godkende fjernelsen af de 37 bevaringsværdige træer (markeret med rødt i bilag 2) i forbindelse med meddelelse af byggetilladelse til byggeprojekterne for henholdsvis Ny Psykiatri Bispebjerg og Bispebjerg Akuthus. Alternativt vil forholdene vedrørende disse træer også skulle lovliggøres.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensationerne.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. august 2018
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag:
”at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 7, stk. 16, pkt. d og tegning nr. 4 (Bevaringsværdige træer og værdifulde grønne træk) i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” til at fælde 10 bevaringsværdige træer, der er fældet uden forudgående tilladelse af Bispebjerg Hospital, på vilkår om genplantning af erstatningstræer, jf. bilag 3, dog således, at stammens omkreds på samtlige erstatningstræer skal være 60-70 cm.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med ti stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: I.
Den således ændrede indstilling blev godkendt.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne finder det stærkt kritisabelt, at Bispebjerg Hospital har fældet bevaringsværdige træer, der i den gældende lokalplan for området er forudsat bevaret, uden forudgående dispensation fra København Kommune.”