Bevillingsmæssige ændringer 2. kvartal 2018
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,
-
at de bevillingsmæssige ændringer pr. 2. kvartal 2018, som beskrevet i Bilag 2, godkendes
-
at frigivelsen af en anlægsbevilling på 3,5 mio. kr. til projektet ” Skøjtebane i Enghaveparken” indarbejdes i Økonomiforvaltningens sag om de bevillingsmæssige ændringer, som forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
I forbindelse med flytning af opgaver mellem bevillinger eller kommunens forvaltninger, samt ved igangsætning af nye aktiviteter, har Teknik- og Miljøforvaltningen behov for at få omplaceret/tilført det tilhørende budget, så budgetterne er placeret sammen med deres opgaver.
For så vidt angår frigivelsen af anlægsbevillingen til anlægsprojektet ”Skøjtebane i Enghaveparken” kan dette kun ske med Borgerrepræsentationens godkendelse. Selve frigivelsen sker først med Borgerrepræsentationens godkendelse af sagen om de bevillingsmæssige ændringer den 30. august 2018.
Løsning
Nedenfor gennemgås de bevillingsmæssige ændringer, som forvaltningen har registreret i løbet af 2. kvartal 2018. De ændringer, som medfører budgetomplaceringer til andre udvalg, er godkendt af den relevante forvaltning.
Ændringer på udvalgets styringsområde Service kan ses i afsnittene nedenfor.
Modtagelse af midler fra Den Franske Ambassade til marmortavler på Assistens Kirkegård
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget et tilsagn fra Den Franske Ambassade på 0,1 mio. kr. til renovering af 23 marmortavler på Assistens Kirkegård. Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund opskrives med 0,1 mio. kr. i 2018 på bevillingen Ordinær drift. Der skal ikke betales fondsmoms af bidraget fra Den Franske Ambassade.
Overførsel af driftsmidler til afsluttede anlægsprojekter
På Økonomiudvalgets budget er der afsat en pulje til den afledte drift af de politisk vedtagne anlægsprojekter. Fra denne pulje skal der overføres budgetmidler i forbindelse med afslutningen på anlægsprojekterne ”Bedre forhold for cyklister – afledt drift til cykelparkering” (BR 6. oktober 2016), ”Cykelpakke – Nye forbindelser” (BR 2. oktober 2014), ”Helhedsrenovering af Folehaven” (BR 2. oktober 2014), ”Investering i busfremkommelighed – 3A” (BR 1. oktober 2015), ”Trafikpakke Nørrebro - trafiksanering af Guldbergsgade” (BR 5. oktober 2017) og ”Tingbjerg-Husum byduviklingsstrategi - belysning” (BR 6. oktober 2016). Der skal samlet set overføres 0,9 mio. kr. i 2018, 1,0 mio. kr. i 2019 og 1,2 mio. kr. i 2020 og frem til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift. Driftsbevillinger per projekt fremgår af Bilag 2.
Finansiering af IT projektrådet i Koncern IT
Den 26. april 2018 vedtog de administrerende direktører i de syv forvaltninger, at aktiviteterne og bemandingen af IT-projektrådet i Koncern IT skal finansiers af forvaltningerne. Der skal på den baggrund overføres 0,2 mio. kr. i 2018 og 0,3 mio. kr. i 2019 og frem til Økonomiudvalget fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift.
Frikøb fra en tilskudsdeklaration
I årene 1919-1923 blev der ydet tilskud til at opføre ejendomme i København. Som vilkår for støtten blev ejendommene pålagt tilskudsdeklarationer, der bestemmer, at en eventuel fortjeneste ved salg af ejendommene skulle afgives til Københavns Kommune til boligsociale formål. Ved en lovændring i 1964 fik ejerne af ejendommene mulighed for at frikøbe sig fra deklarationerne, hvilket B/F Sønder Boulevard har benyttet sig af. Frikøbsbeløbet er på 79,5 mio. kr., og derfor budgetteres der med en indtægtsbevilling på 79,5 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift i 2018. De 79,5 mio. kr. tilgår kommunekassen og skal anvendes til boligsociale formål.
Ny bevilling til håndtering af tabslån
Som opfølgning på Indkaldelsescirkulæret for 2019 er der udarbejdet en model, hvor tabslån isoleres på en ny bevilling ved navn Byfornyelseslån. På denne bevilling vil der ikke være overførselsadgang imellem regnskabsårene og et eventuelt mer-/mindreforbrug på bevillingen skal tilføres kommunekassen. Med denne sag skal budgettet til betaling af renter og afdrag på tabslån i forbindelse med byfornyelsesprojekter flyttes fra bevillingen Byfornyelse, ydelsesstøtte til den nye bevilling Byfornyelseslån. Der skal i alt overføres 157,6 mio. kr. i 2019 og frem.
Indarbejdelse af effektiviseringsgevinsten vedr. investeringsforslaget Udbud af datalinjer
Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet opmærksom på, at den varige effektiviseringsgevinst i det tværgående investeringsforslag ”Udbud af datalinjer” ikke er blev indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets budget i forbindelse med Overførselssagen 2017-2018 (BR 3. maj 2018). Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund nedskrives med 0,1 mio. kr. i 2018 og 0,2 mio. kr. i 2019 og frem på bevillingen Ordinær drift.
Overførsel af medarbejdere fra TMF til KS/Center for Betaling og Debitorstyring
Det tidligere Betaling og Kontrol i Kultur- og Fritidsforvaltningen - nu Center for Betaling og Debitorstyring i Koncernservice - har fået overført tre medarbejder fra Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med en tilsvarende opgaveportefølje, da de pågældende opgaver på betalingsområdet fremadrettet skal løses i Koncernservice. Derfor skal der overføres 1,8 mio. kr. i 2018 og 1,7 mio. kr. i 2019 og frem fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift til Økonomiudvalget.
Tilbageførsel af budgetmidler vedrørende anlægsprojekter
Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet opmærksom på, at der blev overført for mange driftsmidler til fire anlægsprojekter i den første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2018 (TMU 7. maj 2018). Det drejer sig om anlægsprojekterne ”Drift af nye tiltag i Naturpark Amager”, ”Støjlindring ved Damhussøen ud mod Roskildevej”, ”Ungdomsboligbidrag (Budget 2015)” og ”Ungdomsboligbidrag til 450 almene ungdomsboliger”. Der skal i alt tilbageføres 1,0 mio. kr. i 2019 og 0,1 mio. kr. i 2020 og frem. Beløbet på de tilbageførte driftsbevillingerne per projekt fremgår af Bilag 2.
Ændringer på udvalgets styringsområde Anlæg kan ses af afsnittene nedenfor.
Overførsel af midler til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende skaterrampe
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. december 2017 blev det besluttet at overføre 0,4 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget til opførsel af en skaterrampe i Fælledparken. De 0,4 mio. kr. overføres til Kultur- og Fritidsudvalget med denne sag, og Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund nedskrives med 0,4 mio. kr. på bevillingen Ordinær anlæg i 2018.
Overførsel af restbudgetter efter aflagt anlægsregnskab
I forbindelse med godkendelse af sagen ”Forelæggelse af anlægsregnskaber, maj 2018” (TMU 7. maj 2018) skal overskuds-/underskudsmodellen tilføres 27,2 mio. kr., heraf kommer 2,4 mio. kr. fra ordinære anlægsprojekter, 24,7 mio. kr. fra genopretningsprojekter og 0,1 mio. kr. fra projekter vedrørende parkering. Herudover overføres 0,1 mio. kr. fra takstfinansierede anlægsprojekter til bevillingen Affaldsområdet, og der skal derfor overføres 2,2 mio. kr. fra annullerede projekter til kommunekassen. Beløbet på de tilbageførte anlægsbevillinger per projekt fremgår af Bilag 2.
Tilretning af budgettet vedr. anlægsprojektet ”Cykelparkering ved Tietgensbro”
Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet opmærksom på, at indtægtsbudgettet på anlægsprojektet ”Cykelparkering ved Tietgensbro” ved en fejl er blevet opskrevet med 0,7 mio. kr. (BR 26. november 2015). Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker derfor at nedskrive projektets indtægtsbudget med 0,7 mio. kr. med denne sag. Indtægtsbudgettet nedskrives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg.
Overførsel af midler fra O/U-modellen til anlægsprojektet Skøjtebane i Enghaveparken
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11. juni 2018 besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at der skulle overføres 3,5 mio. kr. til projektet ”Skøjtebane i Enghaveparken” (BR 22. juni 2017) fra Teknik- og Miljøudvalgets overskuds-/underskudsmodel. Frigivelse af anlægsbevillinger kan kun ske med Borgerrepræsentationens godkendelse.
Økonomi
Alle de bevillingsmæssige ændringer fremgår på oversigtform i Bilag 2.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 30. juli 2018 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer samt frigivelsen af anlægsbevillingen fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 22. august 2018 og af Borgerrepræsentationen den 30. august 2018.
Pernille Andersen
/Anna Schou Johansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. august 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.