Endelig vedtagelse af tillæg til lokalplan 299 Hvidkildevej, Vanløse
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 299 Hvidkildevej. Lokalplanforslaget muliggør bilparkering på grundene til Hvidkildehusene på Hvidkildevej nr. 39 til 125.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende tillæg 1 til lokalplan 299 Hvidkildevej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 10. august 2020 et medlemsforslag om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal fremlægge et forslag til ændring af lokalplan 299 Hvidkildevej, så grundejerne til den bevaringsværdige bebyggelse på Hvidkildevej nr. 39 til 125 (ulige husnumre) får mulighed for parkering på egen grund (bilag 10).
Lokalplanforslaget blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 6. december 2021 med en ændring om, at der til Hvidkildevej nr. 75 er mulighed for parkering i forhaven i stedet for baghaven.
Lokalplanforslaget har været i høring fra den 13. december 2021 til den 17. januar 2022. Forvaltningen har modtaget 75 henvendelser (bilag 4). Høringen har givet anledning til ændringsforslag, der har været i supplerende høring fra den 9. marts 2022 til den 26. april 2022. Forvaltningen har modtaget 53 henvendelser (bilag 6). Den supplerende høring har ikke givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen.
Løsning
Lokalplanområdet ligger i Vanløse i et område, som kaldes Grøndalskvarteret, med mange velbevarede boligbebyggelser fra samme periode. Hvidkildehusene er en rækkehusbebyggelse fra 1928 med højbevaringsværdi (SAVE-værdi 3) Hvidkildehusene er en del af en samlet rækkehusbebyggelse på Hvidkildevej, Mågevej og Hulgårdsvej, der er fastlagt som bevaringsværdige i den eksisterende lokalplan 299 Hvidkildevej. Der er i dag parkering på egen grund til 20 ud af bebyggelsens i alt 44 rækkehuse, som var etableret inden den gældende lokalplan blev bekendtgjort i 1998. Hvidkildehusene er opført med inspiration i arkitekturstilen Bedre Byggeskik, der blandt andet er kendetegnet ved, at hus og udearealer er tænkt sammen som en helhed. De grønne forhaver er et særkende for Hvidkildehusene og spiller sammen med forhaverne til kulturmiljøet Genforeningspladsen på modsatte side af Hvidkildevej. Fra Hvidkildevej 39 til Hvidkildevej 67 er forhaverne hævet op til ca. 1 m fra gadeniveau, og det vil derfor være nødvendigt at terrænregulere ved etablering af parkeringsareal (bilag 2, s. 5-6).
Lokalplantillægget muliggør, at grundejerne af Hvidkildevej nr. 39 til 125 (ulige numre) kan etablere bilparkering på terræn på hver enkelt matrikel i den eksisterende rækkehusbebyggelse. Ændringen kræver et tillæg til lokalplan, da det ikke er tilladt at etablere parkering i forhaverne inden for rammerne i gældende lokalplan 299 Hvidkildevej, som er en bevarende lokalplan fra 1998. For at begrænse den påvirkning, som etablering af parkeringspladserne vil have på stedets bevaringsværdier, fastlægger planforslaget bestemmelser om, hvor parkeringsarealerne skal placeres, og hvordan arealerne skal indrettes. Lokalplanens indhold er nærmere beskrevet i bilag 2 på side 6 og 7.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår, at lokalplanforslaget ændres, så rækkehusene på hjørnegrundene på matrikel 892, 916, 917, 925 og 926 får mulighed for at etablere et parkeringsareal enten i forhaven mod Hvidkildekildevej eller i baghaven mod henholdsvis Æblevej, Blåbærvej eller Tyttebærvej (bilag 8 og 9). Det sker i forlængelse af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning ved behandling af lokalplanforslaget den 6. december 2021 om, at der på Hvidkildevej nr. 75, matrikel 917, skal være mulighed for parkering i forhaven med adgang fra Hvidkildevej i stedet for i baghaven med adgang fra Tyttebærvej. Ændringen betyder, at der skal nedlægges yderligere tre offentlige parkeringspladser end, hvad der først var angivet i lokalplanforslaget. Dermed nedlægges op til i alt 28 offentlige parkeringspladser på Hvidkildevej.
Høringen har desuden givet anledning til, at forvaltningen foreslår at ændre lokalplanforslagets bestemmelser om hegning blandt andet for at hindre indblik og for at videreføre hegnets oprindelige karakter. De præcise forslag til ændringer er beskrevet i bilag 5, bilag 8 og bilag 9.
Høring
Planforslaget har været i høring i perioden den 13. december 2021 til den 17. januar 2022. Forvaltningen har modtaget 75 henvendelser (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Vanløse Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 16):
Vanløse Lokaludvalg har fulgt sagen løbende og været i dialog med grundejerforeningen og kan på den baggrund anbefale, at forslag til tillæg 1 for lokalplan 299 Hvidkildevej, der er sendt i offentlig høring, vedtages.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
- 64 henvendelser handler om nedlæggelse af offentlige parkeringspladser. Flere mener, at der i dag er mangel på parkeringspladser i området, og at lokalplanen vil forværre situationen for beboerne og andre brugere af området. Størstedelen af høringssvarene er således indsigelser imod at nedlægge offentlige parkeringspladser og enkelte er positive overfor nedlæggelsen.
- 11 høringssvar handler om, at trafiksikkerheden bliver forringet med lokalplanforslaget.
- 13 høringssvar handler om områdets grønne karakter. Heraf mener ni høringssvar, at etablering af parkeringspladserne sker på bekostning af grønne arealer med træer og beplantning, som er en del af områdets særlige karakter.
- Et høringssvar ønsker, at placering af parkeringsareal på grunden til Hvidkildevej 57 ændres fra placering i ejendommens baghave med adgang fra Blåbærvej til placering i forhaven med adgang fra Hvidkildevej.
- Et høringssvar omhandler Hvidkildehusenes Ejerlavs (bygherre) ønsker til ændringer af lokalplanforslagets bestemmelser om hegn. Herunder placering af hegn mod fælles stier og naboskel, hegnets materialer, farver og højde.
- Et høringssvar er fra Ejerforeningen Mågevej, som gerne vil omfattes af lokalplantillægget for at få mulighed for parkeringsareal til det enkelte rækkehus i bebyggelsen. Ejerforeningen Mågevej er også omfattet af den gældende lokalplan 299 Hvidkildevej, delområde 3.
Forvaltningens bemærkninger
- Lokalplanen medfører, at der skal nedlægges op til 28 offentlige parkeringspladser på Hvidkildevej og det offentlige parkeringsudbud i området vil dermed falde. Lokalplanen muliggør kun etablering af nye private parkeringspladser. Parkeringsbelægningen i området er højt især tæt på Fuglebakken St. og parkeringszonen i Nordvest. Et lavere antal offentlige parkeringspladser vil medføre en endnu højere parkeringsbelægning. I Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø og Å) er der afsat midler til oprettelse af 15 parkeringszoner i byens yderområder med tidsbegrænset parkering på tre timer. Baggrunden herfor er ønsket om at mindske parkeringspresset i områderne. Dette vil blandt andet medføre oprettelse af en ny parkeringszone på Hvidkildevej og de omkringliggende veje, hvilket kan medføre, at parkeringsbelægningen falder i området.
- Forvaltningen er enig i, at etablering af parkeringspladserne vil betyde, at der vil ske en reduktion af friarealet på den enkelte matrikel, der i dag primært er anlagt som haver, hvilket kan reducere forhavernes grønne præg med op til ca. 1/3. For at begrænse reduktionen af stedets grønne præg fastlægger lokalplanen, hvor meget areal der må være befæstet. Otte ud af 13 træer, som lever op til kriterierne for at kunne gøres bevaringsværdige, fastlægges som bevaringsværdige.
- Forvaltningen er enig i, at etablering af flere overkørsler på Hvidkildevej vil have en negativ indvirkning på trafiksikkerhed og fremkommelighed for især fodgængere. Lokalplanforslaget fastlægger bestemmelser for indretning af parkeringsarealer og overkørsler til de enkelte matrikler, som er med til at begrænse den negative påvirkning af trafiksikkerheden.
- På baggrund af høringssvaret foreslår forvaltningen, at lokalplanforslaget ændres, så rækkehusene på matrikel 892, 916, 925 og 926 får mulighed for at placere parkeringsareal i forhaven mod Hvidkildevej. På disse matrikler kan parkeringsarealet således placeres enten i forhaven eller i baghaven mod henholdsvis Æblevej, Blåbærvej eller Tyttebærvej. Derudover foreslås det, at matrikel 917 også får mulighed for at placere parkeringsareal i baghaven. På denne matrikel kan parkeringsarealet således placeres enten i forhaven eller i baghaven ud mod Tyttebærvej. Se også afsnittet Løsning. De præcise forslag til ændringer er beskrevet i bilag 5, bilag 8 og illustreret i bilag 9.
- På baggrund af høringssvaret foreslår forvaltningen at ændre lokalplanforslagets bestemmelser om hegn blandt andet for at hindre indblik og for at videreføre hegnets oprindelige karakter. De præcise forslag til ændringer er beskrevet i bilag 5, bilag 8 og illustreret i bilag 9.
- Forhaverne på Mågevej 1-9 (ulige numre) adskiller sig ved at være væsentlig mindre end forhaverne på Hvidkildevej 39-125 (ulige numre). Forvaltningen vurderer på det foreliggende grundlag, at det ikke er muligt at etablere en standardparkeringsplads i forhaverne til husene på Mågevej. Derudover vurderer forvaltningen på baggrund af forhold om trafiksikkerhed og trafikmængde, at Hvidkildevej er bedre egnet end Mågevej til at have flere overkørsler. Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at den nuværende afgrænsning af lokalplantillægsområdet fastholdes. Dog vil en endelig afklaring af, om det er muligt at etablere parkeringsarealer i de pågældende forhaver, forudsætte en nærmere undersøgelse af de enkelte ejendomme i samarbejde med grundejerne.
Supplerende høring
Forslag om ændringer til lokalplanforslagets bestemmelser om placering af parkeringsarealer og hegning har været i supplerende høring fra den 9. marts 2022 til den 26. april 2022. Forvaltningen har modtaget 53 henvendelser (bilag 6). Den supplerende høring har ikke givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen.
Hovedsynspunkter i den supplerende høring
- 42 høringssvar handler om nedlæggelse af offentlige parkeringspladser og mangel på parkeringspladser i området.
- Otte høringssvar mener, at etablering af parkeringspladserne sker på bekostning af grønne arealer med træer og beplantning, som er en del af områdets særlige karakter. Høringssvarene er derfor imod lokalplanforslaget.
- Syv høringssvar handler om, at trafiksikkerheden bliver forringet med lokalplanforslaget.
Forvaltningens bemærkninger:
- Se forvaltningens bemærkning nr. 1 til Høringen.
- Se forvaltningens bemærkning nr. 2 til Høringen.
- Se forvaltningens bemærkning nr. 3 til Høringen.
Politisk handlerum
- Det kan besluttes at ændre lokalplantillæggets afgrænsning, så bebyggelsen i Ejerforeningen Mågevej (delområde 3 i lokalplan 299) skal indgå i lokalplantillægget. Ændringen vil kræve, at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på, at der udarbejdeset nyt lokalplanforslag, som inkluderer ejerforeningen Mågevej og foretages ny offentlig høring. Alternativt kan der udarbejdes et nyt separat lokalplanforslag for ejerforeningen Mågevej. Det vil i en eventuel lokalplanproces skulle undersøges nærmere, om det er muligt at etablere parkeringsarealer til ejendommene.
- Det kan besluttes at muliggøre færre parkeringspladser til Hvidkildehusene, hvilket vil betyde nedlæggelse af færre offentlige parkeringspladser. Ændringen vil som minimum kræve supplerende høring af bygherre.
- Det er muligt at ændre på, hvor parkeringsarealer og overkørsler til matrikel 892, 916, 917, 925 og 926 skal placeres. Ændringen vil, alt afhængig af omfanget af ændringerne, kræve supplerende høring.
- Det er muligt at ændre på, hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes. Fx andelen af befæstet areal, beplantning, og hvordan der må terrænreguleres og hegnes. Forudsat de pågældende ændringer ikke skønnes at have væsentlig betydning for hverken bygherre eller de omkringboende, vil ændringerne kunne foretages uden supplerende høring.
- Det er muligt at beslutte, at fem træer mere skal fastlægges som bevaringsværdige. Det vil betyde, at der ikke kan etableres parkeringsarealer i forhaverne på de fem ejendomme, hvor træerne er placeret. Ændringen vil som minimum kræve supplerende høring af bygherre.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. juni 2022
Indstillingen blev ikke anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi støtter muligheden for parkering på privatgrund; men ønsker at de tabte offentlige parkeringspladser reetableres, dette kunne f.eks. opnås via adgang til parkering ved Grøndalcentret med beboer parkeringslicens.”
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”De eksisterende private p-pladser er etableret før den bevarende lokalplan, og dels på baggrund af indkomne høringssvar ser vi ikke et behov for at afvige fra denne. Da forslaget til den nye lokalplan hverken forbedrer trafiksikkerheden eller tilfører nyt grønt til lokalområdet kan partierne ikke stemme for. Samtidig bliver der snart udrullet tidsbegrænset parkering i området, som kan forventes at frigøre p-pladser til beboere både med og uden egen forhave”.