Mødedato: 13.05.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Miljøfestival 2013

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende anvendelsen af midler til Miljøfestivalen 2013 og Miljøprisen 2013.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at bevillingen til Miljøfestival i 2013 anvendes som optakt til København som European Green Capital i 2014
  2. at bevillingen til Københavns Miljøpris i 2013 anvendes som optakt til København som European Green Capital i 2014

Problemstilling

Formålet med Miljøfestivalen og Københavns Miljøpris er at sætte miljøet på dagsordenen hos københavnerne. København har modtaget Europakommissionens pris som European Green Capital i 2014. For at give københavnerne mulighed for at bidrage til programmet for European Green Capital i 2014, skal involveringen af københavnerne starte allerede i 2013.

Lokaludvalgene og deres netværk, herunder miljøpunkterne, skal have mulighed for at bidrage til Miljøfestival 2013 med lokale arrangementer i bydelene. Endelig foreslås, at afviklingen af Københavns Miljøpris ændres, så den anvendes til at inddrage københavnerne i udvikling af aktiviteter til fejringen af København som European Green Capital i 2014. 

Løsning

Københavns miljøfestival og miljøpris anvendes i 2013 til at involvere københavnerne i, hvordan European Green Capital skal fejres i 2014.

Gennem en række aktiviteter bliver der sat fokus på nogle af de miljøemner, som er baggrunden for, at København har vundet European Green Capital Award. De endelige temaer for fejringen af København som European Green Capital i 2014 vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i en selvstændig indstilling.  

 

Miljøfestivalen og miljøprisen vil blive gennemført som fire aktiviteter:

  • Miljøprisen gennemføres som en ny type idékonkurrence på et eller flere sociale medier
  • Medfinansiering af tilknyttede aktiviteter i bydelene gennemført af lokaludvalgene og deres netværk i uge 41.
  • Pilotaktiviteter gennemføres i samarbejde med lokale kulturinstitutioner
  • Kulturnatten den 11. oktober 2013 med involvering af københavnere på Rådhuspladsen

 

Miljøprisen
Forvaltningen gennemfører en idékonkurrence på sociale medier for at understøtte København som European Green Capital. Aktiviteterne skal skabe opmærksomhed om initiativer og ideer, som gør byen bæredygtig, samt indhente københavnernes bud på, hvordan de synes at København skal fejre European Green Capital i 2014. Aktiviteterne skal bygge videre på forvaltningens erfaringer med involvering af borgerne gennem sociale medier, f.eks. fra aktiviteterne i forbindelse med Grønne Erhverv og Fairtrade By København. 

Forvaltningen foreslår, at miljøprisen i 2013 anvendes til at understøtte idekonkurrencen på sociale medier, da forvaltningen vurderer, at prisen ikke tidligere har opnået den ønskede effekt hos borgerne. Kun 950 borgere stemte ved prisuddelingen i 2011.

Medfinansiering af bydelsaktiviteter
Forvaltningen afsætter en pulje til medfinansiering af lokale aktiviteter på op til 300.000 kr. til lokaludvalgene. Lokaludvalgenes medfinansiering kan samlet give aktivitetsmidler på op til 600.000 kr. I de bydele, hvor lokaludvalgene samarbejder med miljøpunkter opfordres lokaludvalgene til at inddrage miljøpunkterne i aktiviteterne. Aktiviteterne skal planlægges i dialog med forvaltningen omkring temaerne fra København som European Green Capital i 2014.

Pilotaktiviteter
Forvaltningen vil i samarbejde med udvalgte institutioner under Kultur- og Fritidsforvaltningen inddrage nye målgrupper for at udvikle og gennemføre lokale pilotevents. Målet er at afprøve inddragende oplevelser for københavnerne lokalt, som udgangspunktet for European Green Capital aktiviteter i 2014.

Kulturnat

Endelig vil Miljøfestivalen 2013 udnytte det store potentiale, som årets kulturnat udgør, til at understøtte European Green Capital. I 2012 besøgte over 20.000 personer Københavns Rådhus på Kulturnatten. Der gennemføres en række inddragende aktiviteter på Rådhuspladsen, der på en underholdende måde viser, hvorfor København er European Green Capital i 2014, samt hvordan københavnerne har bidraget hertil.

Økonomi

De beskrevne initiativer indeholdes inden for den nuværende budgetramme via de afsatte midler til Miljøfestival. Til Miljøprisen er afsat 85.000 kr. Miljøfestival 2013 afholdes inden for rammerne af den faste bevilling, som i 2013 er på ca. 907.220. kr. Midlerne fordeles med 1/3 til hver af de 3 hovedaktiviteter: bydelsaktiviteter, pilotaktiviteter og Kulturnatten.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt udvikler og planlægger forvaltningen de beskrevne aktiviteter, så de bedst muligt understøtter Københavns som European Green Capital 2014. En indstilling om frigivelse af anlægsbevilling til aktiviteterne i forbindelse med European Green Capital 2014 er forelagt Teknik- og Miljøudvalget i en selvstændig indstilling.



                    Pernille Andersen 
                                                                    /Mette Margrethe Elf

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 13. maj 2013:
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: B, A, F, Ø
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: O, C, I
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev godkendt. 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte dette udgiftsforslag, når der i forvejen er et oparbejdet underskud på 112 mio kr som borgerne skal indbetale.”

 

Til top