Drøftelse af forslag til Kommuneplan 2015
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte forslaget til Kommuneplan 2015, som efter en igangværende fagudvalgshøring vil blive sendt til offentlig debat fra medio august til medio oktober 2015. Drøftelsen giver grundlag for at beslutte et høringssvar på udvalgets møde den 27. april 2015.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
- at Teknik- og Miljøudvalget drøfter forslaget til Kommuneplan 2015 med tilhørende miljøvurdering som grundlag for at udarbejde et høringssvar til Økonomiudvalget.
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 17. marts 2015 at sende forslag til Kommuneplan 2015 med tilhørende miljøvurdering til høring i alle fagudvalg. Se bilag 1 og 2.
Det fremsendte forslag til kommuneplan, tager udgangspunkt i de rammer for revisionen, der er fastlagt i Kommuneplanstrategi 2014, som vedtaget af Borgerrepræsentationen i december 2014.
Teknik- og Miljøudvalget drøftede på sit møde den 1. december 2014 de emner for revisionen, som ville være særligt relevante for udvalgets ressort. Her var der især fokus på ”Et grønt København”, parkering og en større variation i boligsammensætningen.
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte det fremsendte materiale, som tager udgangspunkt i udvalgets tidligere drøftelser og de fokusområder, der har været fremført fra Teknik- og Miljøforvaltningens side i samarbejdet med Økonomiforvaltningen.
Løsning
Kommuneplanstrategi 2014 satte 5 pejlemærker for den aktuelle revision af kommuneplanen. Disse pejlemærker omsættes til fem strategiske temaer i kommuneplanforslaget: Grøn boligby, Sammenhængende by, Kvalitet i bylivet, Vækst og arbejdspladser, og Greater Copenhagen.
I bilag 3 gennemgås de 5 temaer fra Teknik- og Miljøforvaltningens perspektiv. Bilag 4 og 5 er udarbejdet af Økonomiforvaltningen og er en gennemgang af forslag til helt konkrete ændringer af kommuneplanens retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen.
Miljøvurderingen gennemgår de vigtigste ændringer i den nye Kommuneplan 2015, set i forhold til Kommuneplan 2011.
Teknik- og Miljøudvalgets fokusområder i kommuneplanrevisionen
Forslag til Kommuneplan 2015 afspejler i høj grad de fokusområder, som Teknik- og Miljøudvalget pegede på i temadrøftelsen om kommuneplanrevisionen i december 2014:
Et grønt København
’Det grønne’ er indarbejdet på flere niveauer i den politiske hovedstruktur og retningslinjerne for byudviklingen. Der er fokus på bevaring og udvikling af de eksisterende grønne områder, og udpegningen af nye grønne områder – især i byudviklingsområderne.
Større variation i boligsammensætningen
Kommuneplanforslaget lægger op til mere fleksible retningslinjer for boligstørrelser, der muliggør opførelsen af mindre boliger. Kommuneplanforslaget lægger op til, at alternative boligformer kan tilgodeses med mulighed for mindre lejligheder til gengæld for større fælles boligarealer
Parkering
Kommuneplanforslaget lægger op til en justering af parkeringsnormen for biler for C-områder (til blandet bolig og serviceerhverv) og S-områder (til serviceerhverv) i tætbyen og byudviklingsområderne. Formålet er at skabe mulighed for større fleksibilitet i planlægningen, ved at p-normen kan maksimeres til 1 p-plads pr. 100 m2 eller minimeres til 1 p-plads pr. 200 m2 på baggrund af en konkret vurdering.
Parkeringsnormen foreslås ændret fra 1 p-plads pr. 200 m2 til 1 p - plads pr. 150 m2 for C-områder, så de bliver identiske med p-normen for S-områder.
Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til emner for høringssvar
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der er 4 konkrete emner i forhold til det fremsendte kommuneplanforslag, som Teknik- og Miljøudvalget bør drøfte:
- Den foreslåede ændring af B3, C1 og S1-rammen, hvor friarealprocenten for boliger nedsættes fra 60 til 50
Ændringen foreslås for at imødekomme et ønske om at opføre rækkehuse i 2 etager i byudviklingsområder. Det har vist sig, at bygherren ikke kan udnytte den fulde bebyggelsesprocent på 110 i disse rammeområder, når friarealkravet er på 60 %. Teknik- og Miljøforvaltningen finder en generel nedsættelse af friarealkravet betænkeligt i forhold til at udvikle en grøn boligby, bl.a. set i lyset af, nedsættelsen alene sker af hensyn til grundudnyttelsen til én specifik boligtype. Det vil få den konsekvens, at alle andre boligtyper i disse rammeområder (f.eks. rækkehuse i 3 etager, punkthus- og stokbebyggelser) vil blive omfattet af ændringen og effekten derfor bliver meget større. Der må sikres friarealer af høj kvalitet i en tid, hvor befolkningsudviklingen skærper behovet for nye boliger og presset på friarealer generelt stiger.
Til drøftelse:
Bør høringssvaret anbefale overfor Økonomiudvalget, at en nedsættelse af friarealkravet for boliger B3, C1 og S1-rammer ikke er foreneligt med at udvikle København som en grøn boligby?
- Krav til cykelparkering
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. februar 2015 blev fremlagt et orienteringsnotat, udarbejdet i dialog med Økonomiforvaltningen, om behov for ændrede krav til cykelparkering i kommuneplanen. Notatet lægger op til en justering af de gældende normer for krav til cykelparkering ved nybyggeri og ombygninger generelt.
Kommuneplanforslaget fastsætter nu følgende normer:
Arbejdspladser generelt: Normen foreslås hævet fra 1,5 til 2,5 cykelparkeringsplads pr. 100 m2;
Pladskrævende cykler (ladcykler): Normen forslås hævet fra 1 til 2 pladser pr. 1000 m2 ved boliger og butikker; Boliger: den gældende norm på 2,5 pladser pr. 100 m2 fastholdes.
Normen for boliger på 2,5 pladser/100 m2 rammer ca. den gennemsnitlige belægning i bydelene, hvor der er udsving med hhv. færre og flere cykler for den enkelte bydel. En udvikling mod en højere andel cykler i trafikken og et øget ejerskab vil påvirke dette gennemsnit. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler derfor en øget p-norm for cykler ved boliger, der tager højde for udviklingen mod mere cykling i København.
Til drøftelse:
Bør høringssvaret anbefale overfor Økonomiudvalget, at fremtidssikre cykelparkering ved boliger i København med en norm for boliger på 3,0 til 3,5 pladser pr. 100 m2 etageareal?
- Trafikudvikling
Kommuneplanforslaget fastsætter mål for sammensætningen i trafikken på maksimalt 1/3 biler, mindst 1/3 cykler og mindst 1/3 kollektiv transport, samt at 2/3 af væksten i trafikken skal være grøn, altså båret af kollektiv transport og cykler. Imidlertid er der allerede i 2013 konstateret en andel for cykler på 34 % af den samlede trafik, og i forvaltningens Klimaplan er det ambitiøse mål, at 75 % af alle ture med start eller slut i København skal foretages med grøn transport (cykling, kollektiv transport og gang) og maksimalt 25 % med bil.
Til drøftelse:
Bør høringssvaret anbefale overfor Økonomiudvalget, at der sættes mål for sammensætningen af trafikken med en højere andel af cykler (f.eks. 40 %) og, som noget nyt, mål for andelen af fodgængere i Københavns Kommune frem mod 2027? Alternativt kunne Klimaplanens mål indarbejdes i kommuneplanforslaget.
- Deponering af overskudsjord
Københavns Miljøcenter Nordhavn, hvor både rent og forurenet jord er deponeret, har beregnet en restkapacitet i de eksisterende to depoter, som vil kræve nye arealreservationer indenfor en overskuelig fremtid. Ved ikke at prioritere nye arealer kan der blive forsinkelser og forhøjede bortskaffelsesomkostninger, herunder særligt for metrobyggeriet. Jorden er tilmed en værdifuld ressource, der ved en miljømæssig og økonomisk fornuftig udnyttelse kan anvendes til sikring af byen mod stigende vandstand og stormflod, samt danne grundlag for nye byudviklingsområder.
Til drøftelse:
Bør høringssvaret anbefale overfor Økonomiudvalget, at der udover at justere kapacitetsperioden for depoterne skal beskrives en hensigt om udnyttelse af overskudsjord til klimasikring og dannelse af nye byudviklingsområder i hhv. kommuneplanforslagets hovedstruktur og retningslinjerne?
Økonomi
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen vil på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets drøftelse udarbejde et forslag til høringssvar til Økonomiforvaltningen, som udvalget skal tage stilling til på sit møde den 27. april 2015. Høringssvaret vil herefter blive fremsendt til Økonomiudvalget med frist den 8. maj 2015.
Den 9. og den 18. juni forelægges en opsamling af høringssvar fra fagudvalgene for henholdsvis Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter sendes forslaget til offentlig høring i 8 uger fra den 18. august til 14. oktober 2015. Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forventes at behandle en hvidbog og endeligt vedtage forslag til Kommuneplan 2015 hhv. den 1. december og den 10. december 2015.
Pernille Andersen
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.