Teknik- og Miljøudvalgets regnskab 2022
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
- at Teknik- og Miljøudvalget godkender Teknik- og Miljøudvalgets regnskab 2022.
Problemstilling
Med denne indstilling fremlægges Teknik- og Miljøudvalgets årsregnskab for 2022. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet regnskabet for 2022 i overensstemmelse med Regnskabscirkulæret for regnskab 2022, som er vedtaget af Økonomiudvalget den 4. oktober 2022. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende et regnskab for 2022 på baggrund af disse retningslinjer.
Som en del af årsregnskabet forelægges et særskilt samlet regnskabsresultat for Teknik- og Miljøforvaltningens bygherrefunktion. Regnskab 2022 er det første år, hvor der aflægges regnskab for den nye finansieringsmodel, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 16. december 2021.
Løsning
I det følgende fremgår Teknik- og Miljøudvalgets regnskab 2022 for de fire styringsområder: Service, Overførsler mv., Anlæg og Finansposter. Selve regnskab 2022 fremgår af bilag 2.
Service
Regnskabet for styringsområdet Service udviser et mindreforbrug på 4,4 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Regnskabsresultatet for Service (mio. kr.)
Bevilling (Mio. kr. - netto) |
Korrigeret budget 2022 |
Regnskab 2022 |
Afvigelse |
Ordinær drift |
1.510,0 |
1.515,9 |
-5,9 |
Parkering |
-587,6 |
-582,8 |
-4,9 |
Byfornyelse, ydelsesstøtte |
56,0 |
41,0 |
15,0 |
Krematoriedrift |
-6 |
-6,1 |
0,1 |
Service |
972,4 |
968,0 |
4,4 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge af dette kan der opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser merforbrug eller mindreindtægter.
Resultatet betyder overordnet, at regnskabet svarer til budgettet, da der er tale om en mindre afvigelse svarende til 5 promille af budgettet. Regnskabsresultatet for de underliggende bevillinger svarer i store træk til forventningen i sagen ’Forventet regnskab pr. november’ fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget 14. november 2022.
Regnskab 2022 for bygherrefunktionen
Regnskab 2022 er første år hvor der aflægges regnskab for den nye finansieringsmodel for bygherrefunktionen i Teknik- og Miljøforvaltningen, som blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 16. december 2021. Der er derfor lavet en særskilt samlet regnskabsforklaring jf. bilag 5.
Finansieringsmodellen er hovedsageligt baseret på registrering af de udførende medarbejderes tid, som udkonteres på de enkelte anlægsprojekter via en timetakst. Endvidere består finansieringsmodellen af en fast driftsbevilling (bilag 6).
Ordinær drift
Bevillingen Ordinær drift udviser et samlet merforbrug på 5,9 mio. kr. Merforbruget er sammensat af flere forhold, hvoraf de væsentligste er angivet nedenfor.
Den største afvigelse vedrører merforbrug på byggesagsbehandling på 17,8 mio. kr., som primært vedrører indsatser til at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 20. juni 2022 nye initiativer med fokus på forbedret sagsbehandlingstid, forbedret kundeoplevelse og attraktiv arbejdsplads. Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2022 således haft fokus på indsatser til at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Merforbrug på 17,8 mio. kr. består primært af merforbrug på 7,3 mio. kr. til behandling af byggesager hos ekstern leverandør og merudgifter til løn for 1,2 mio. kr. Derudover er der mindreindtægter på 6,9 mio. kr. som følge af forskydninger i periodiseringen mellem år af indtægter på særligt to gamle byggesager, som var budgetteret til 2022, men blev afregnet i 2021. Øvrige afvigelser fremgår af bilag 2.
Bevillingen udviser merforbrug på driftsbevillingen i finansieringsmodellen af bygherreorganisationen på 9,3 mio. kr. Årsagen til afvigelsen er nærmere beskrevet i bilag 5.
Bevillingen udviser merforbrug på energi for 8,4 mio. kr. som følge af stigende energipriser. Der er tale om et merforbrug på energi for 23,4 mio. kr. i forhold til budgetforudsætningerne fra årets start. Medio året blev 15,0 mio. kr. kompenseret gennem en tildelt P/L-regulering, hvorfor det realiserede merforbrug i regnskabet udgør 8,4 mio. kr.
I modsat retning trækker mindreforbrug på 11,1 mio. kr. på løn på tværs af hovedprodukter, som følge af vakancer og rekrutteringsudfordringer.
Bevillingen udviser endvidere mindreforbrug på vintertjenesten på 9,7 mio. kr. bl.a. som følge af en mildere vinter og heraf mindre behov for omkostningstunge udkald.
Endvidere udviser bevillingen mindreforbrug på materielinvesteringer på 9,2 mio. kr. Heraf vedrører 7,6 mio. kr. manglende rettidig levering af kontraktindgået materiel i 2022, Midlerne søges derfor overført i til budget 2023 jf. sag om Teknik- og Miljøudvalgets overførselsanmodninger 2022-2023 (TMU 13.03.23).
Der er desuden mindreforbrug på 6,2 mio. kr. vedrørende den landspolitiske aftale om 'Målrettet varmecheck og udfasning af sort energi' indgået 23. maj 2022. Midlerne var målrettet omlægning til fjernvarme og øvrige varmeforsyningsprojekter i landet. Da 99 pct. af varmeforsyningen i København i forvejen er omlagt til fjernvarme, er der i vid udstrækning tale om initiativer, der allerede er eksisterende indsatser i København. Derudover at det var vanskeligt at nå at gennemføre større energirenoveringer, idet midlerne er etårige, og dermed kun afsat i 2022, samt modtaget forholdsvis sent på året, hvilket vanskeliggjorde anvendelsen af midlerne.
Øvrige afvigelser fremgår af bilag 2.
Parkering
Bevillingen Parkering udviser et samlet merforbrug på 4,9 mio. kr.
Afvigelsen skyldes primært merudgifter til nedskrivninger fra P-afgifter som følge af klagemedhold og manglende betalinger fra udenlandske parkanter på 9,9 mio. kr. I modsat retning trækker mindreudgifter til refusion til Rigspolitiet som følge af de færre P-afgifter på 4,9 mio. kr.
Parkeringsbevillingen er i løbet af året blevet tildelt 57,3 mio. kr. i budget som kompensation for de mindreindtægter på betalingsparkering, som har realiseret sig i løbet af året. De lavere indtægter er relateret til lavere betalingsaktivitet grundet gratis parkering for nul-emissionskøretøjer samt lavere samfundsaktivitet som følge af covid-19 ved årets start. På bevillingen er der derfor tale om store aktivitetsmæssige ændringer i forhold til budgetforudsætninger fra årets start, men disse er for størstedelen imødegået af budgettilpasninger i forbindelse med sagerne om bevillingsmæssige ændringer (TMU 22.08.2022, TMU 28.11.2022).
Byfornyelse, ydelsesstøtte
Bevillingen Byfornyelse, ydelsesstøtte udviser et mindreforbrug på 15,0 mio. kr.
Afvigelsen skyldes primært, at flere byggerier ikke er blevet afsluttet efter planen, hvilket medfører mindreforbrug på grundskyldstilskuddene. Desuden har færre almene boliger ansøgt om det årlige grundskyldstilskud og ungdomsboligbidrag. Da budgettet de seneste år har været højere end udgiftsbehovet, er budgettet for budgetår 2023 reduceret (ØU 14.06.2022).
Krematoriedrift
Bevillingen Krematoriedrift udviser et mindreforbrug på 0,1 mio. kr.
Anlæg
Styringsområdet Anlæg udviser et nettomindreforbrug på 20,3 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 2.
Tabel 2. Regnskabsresultatet for Anlæg (mio. kr.)
Bevilling (Mio. kr. - netto) |
Korrigeret budget 2022 |
Regnskab 2022 |
Afvigelse |
Ordinær anlæg |
827,7 |
837,9 |
-10,2 |
Byfornyelse anlæg |
106,7 |
90,4 |
16,3 |
Klima anlæg |
90,1 |
90,3 |
-0,2 |
Takstfinansieret anlæg |
47,6 |
33,1 |
14,5 |
Anlæg |
1.072,0 |
1.051,7 |
20,3 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge heraf kan der opstå mindre afvigelser pga. afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser merforbrug eller mindreindtægter.
Overholdelse af anlægsmåltal i 2022
Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal fastsættes af Økonomiudvalget og som hovedregel én gang årligt. Teknik- og Miljøudvalget har fire hovedbevillinger. Hovedbevillingerne Byfornyelse anlæg og Ordinær anlæg indgår i opgørelsen af anlægsmåltal. Anlægsområdet styres i løbet af året brutto, men i forbindelse med årsregnskabet rapporteres resultatet netto. Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2022 var 987,0 mio. kr. Teknik- og Miljøudvalgets regnskab 2022 viser, at forvaltningen har eksekveret for 973,6 mio. kr. bruttoanlæg, og udvalget har derfor et lille mindreforbrug på 13,4 mio. kr. i forhold til anlægsmåltallet.
Ordinær anlæg
Merforbruget på Ordinær anlæg på 10,2 mio. kr. skyldes primært merforbrug på projektet Østre Gasværk, aktivitetsring og adgangsvej som følge af ekstraordinære prisstigninger på materialer samt øgede udgifter til tilkørsel af en større mængde jord end forventet. Projektet har været komplekst og præget af udskydelser, afventende koordinering med øvrige arbejder i området, en konkurs m.m. Projektets udviser pt. et samlet merforbrug på ca. 4-7 mio. kr. Forvaltningen vil i en kommende anlægsoversigt vurdere håndtering af det forventede merforbrug.
Herudover er der i 2022 realiseret et mindreforbrug på 5,1 mio. kr. på forvaltningens bygherremodel, hvilket uddybes i bilag 6.
Byfornyelse anlæg
Nettoafvigelsen på Byfornyelse, anlæg udgør 16,3 mio. kr., og skyldes primært, at bygningsfornyelsesprojektet ”Østerbrogade 88-88 A-G samt 90”, som udføres af bygningsejer, er blevet forsinket, så forbruget udskydes fra 2022 til 2023.
Klima anlæg
Ingen væsentlig afvigelse.
Takstfinansieret anlæg
Afvigelsen under bevillingen Takstfinansieret anlæg skyldes primært at myndighedsbehandlingen har taget længere tid end forventet i forbindelse med projektet ” RAP24, initiativ 1.4”, der vedr. affaldssorteringspunkter og beholdere til affaldssortering. Herudover har produktudviklingen af affaldsløsningerne taget længere tid end forventet, hvorfor der er indkøbt færre beholdere end planlagt i 2022.
For en nærmere redegørelse af mer- og mindreforbrug på de øvrige anlægsbevillinger henvises til bilag 2. Alle mer- og mindreforbrug på anlæg overføres til budgettet i 2023 jf. sagen Teknik- og Miljøudvalgets overførselsanmodninger 2022-2023, der behandles på samme møde.
Overførsler m.v.
Styringsområdet Overførsler m.v. udviser et samlet mindreforbrug på 29,5 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 3.
Tabel 3. Regnskabsresultatet for Overførsler m.v. (mio. kr.)
Bevilling (mio. kr. - netto) |
Korrigeret budget 2022 |
Regnskab 2022 |
Afvigelse |
Affaldsområdet |
24,1 |
11,2 |
12,9 |
Jorddeponi |
-150,1 |
- 166,7 |
16,6 |
Klima Drift |
- 5,3 |
- 5,2 |
- 0,1 |
Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler |
2,6 |
2,5 |
0,1 |
Overførsler mv. |
- 128,7 |
- 158,2 |
29,5 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr., hvorfor der kan opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Bevillingerne under styringsområdet Overførsler m.v. er ikke rammestyret, men skal i stedet budgettilpasses årligt, så rammen stemmer overens med de forventede udgifter og indtægter, jf. takstberegningerne og det overordnede ’hvile i sig selv-princip’, der betyder, at bevillingerne skal balancere over en årrække.
Affaldsområdet
Mindreforbruget på affaldsområdet på 12,9 mio. kr. kan henføres til merindtægter som følge af øgede mængder og højere priser for salg af papir, pap og metal.
Jorddeponi
På Jorddeponi er der merindtægt på 16,6 mio. kr. som følge af, at der er modtaget en større jordmængde til deponering end budgetteret.
Afvigelserne er nærmere beskrevet i bilag 2.
Mindreforbruget på 29,5 mio. kr. vil betyde en budgettilpasning for kommende år, således at området hviler i sig selv over en årrække.
Klima Drift
Bevillingen Klima Drift udviser et merforbrug på 0,1 mio. kr.
Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler
Bevillingen Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler udviser et mindreforbrug på 0,1 mio. kr.
Finansposter
Styringsområdet Finansposter udviser et samlet mindreforbrug på 41,5 mio. kr., hvilket fremgår af tabel 4.
Tabel 4. Regnskabsresultatet for Finansposter (mio. kr.)
Bevilling (mio. kr. - netto) |
Korrigeret budget 2022 |
Regnskab 2022 |
Afvigelse |
Langfristede balanceposter |
207,9 |
166,7 |
41,2 |
Renter m.v. |
-0,7 |
-1,0 |
0,3 |
Øvrige balanceposter |
- |
- |
- |
Finansposter |
207,2 |
165,7 |
41,5 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. Som følge af dette kan der opstå mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser merforbrug eller mindreindtægter.
Langfristede balanceposter
Teknik- og Miljøforvaltningen har på de langsigtede balanceposter et mindreforbrug på 41,2 mio. kr. Dette kan primært henføres til et mindreforbrug på 42,4 mio. kr. på indskud i Landsbyggefonden. Generelt opstår der afvigelser mellem budgettet og forbruget på Landsbyggefonden, da der er en tidsmæssig forskydning fra et byggeri har fået tilsagn, til der skal udbetales grundkapital. Gennemsnitlig går der to år fra tilsagnet er givet til selve udbetalingen, hvilket dog varierer fra byggeri til byggeri, og der vil derfor være forskydninger mellem årene.
Mindreforbruget skyldes, at der er udbetalt færre midler på projekterne Papirøen, Statoil-grunden, Strandlodsvej, Teaterhaven og Ved Amagerbanen Syd end der er blevet bevilget. Midlerne forventes udbetalt i 2023.
Rente m.v. og Øvrige balanceposter
Der henvises til bilag 2 for gennemgang af renter m.v., som viser en merindtægt på 0,3 mio. kr.
Politisk handlerum
Udvalget kan vælge at bede om uddybende regnskabsforklaringer. Efter godkendelse skal regnskabet oversendes til Økonomiforvaltningen med henblik på, at det kan indgå i kommunens samlede regnskab for 2022.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt regnskabet for 2022, vil et samlet regnskab for Københavns Kommune blive behandlet i Økonomiudvalget den 25. april 2023 og Borgerrepræsentationen den 4. maj 2023. Regnskabet oversendes herefter både til intern og ekstern revision. Derudover forelægges Teknik- og Miljøudvalget et særskilt anlægsregnskab for bygherrefunktionen og de bevillingsmæssige konsekvenser, som led i en kommende sag om anlægsregnskaber på mødet den 27. marts 2023 med henblik på videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Søren Wille
/Thomas Højlt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. marts 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.