Mødedato: 13.01.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Indtægtsbevilling til områdefornyelsesprojektet Sammen om Sundholm, Amager Vest

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering til et projekt om en samlet udviklingsplan for Sundholms udearealer. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende at modtage finansieringen jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af tilskud fra Realdania til projektet ’Sammen om Sundholm’ under Områdefornyelse Sønderbro med 1,5 mio. kr.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Realdania på 1,5 mio. kr. til projektet ’Sammen om Sundholm’. Der skal på den baggrund gives og frigives en tillægsbevilling som en indtægtsbevilling på 1,5 mio. kr. og en udgiftsbevilling på 1,2 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg samt en udgiftsbevilling på 0,3 mio. kr. på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter til betaling af fondsmoms, jf. økonomiafsnittet

Problemstilling

Af Københavns Kommunes Bevillingsregler, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024, fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.

Teknik- og Miljøforvaltningen har fået tilsagn den 12. november 2024 om tilskud fra Realdania til at indgå i et projekt, der understøtter Kvarterplanen for Områdefornyelse Sønderbro (BR 22. august 2024). Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under løsning beskrives kort det projekt, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra Realdania kan modtages og anvendes til områdefornyelsesprojektet ’Sammen om Sundholm’.

Løsning

Projektet ’Sammen om Sundholm’ er et projekt i kvarterplanen for Områdefornyelse Sønderbro (BR 22. august 2024). Projektet har til formål at løfte udearealerne på Sundholm, der i dag håndterer nogle af de mest udsatte borgere i København, med bl.a. forskellige herberg og bosteder for hjemløse samt brugere med bl.a. psykiske problemstillinger og misbrug.

Sundholm er opført i 1908 som en tvangs- og arbejdsanstalt med omkringliggende voldgrav, der dog ikke eksisterer i dag. Arkitektonisk lukker Sundholms udearealer sig derfor om sig selv med høje hegn og få adgangsveje. Sundholms udearealer fremstår mange steder nedslidt og opholdsmulighederne er få, hvilket medvirker til at højne koncentrationen af områdets udsatte brugergrupper omkring de eksisterende opholdsområder. Som følge heraf oplever mange af områdets brugere et højt konfliktniveau og ringe muligheder for at være sammen i mindre fællesskaber, ligesom mange af områdets naboer ikke føler sig trygge ved at færdes igennem området.

Der eksisterer i dag ikke en samlet plan for udviklingen af Sundholms udearealer, der udvikles sporadisk, når der opstår behov eller ønsker om nye faciliteter. Den første fase af områdefornyelsens projekt ’Sammen om Sundholm’ indebærer derfor, at der i tæt samarbejde med områdets brugere, naboer, institutioner, Socialforvaltningen og Københavns Ejendomme udarbejdes en visionsplan for Sundholms udearealer. Visionsplanen skal bl.a. pege på, hvordan Sundholm kan udvikles, så området løftes og åbnes området mere op, så det understøtter Sundholms institutioner og tilbud bedre og så området opleves trygt og inkluderende. Visionsplanen skal ligeledes samle områdets mange aktører omkring en fælles retning for, hvordan området kan indrettes. Donationen fra Realdania muliggør et styrket visionsarbejde med tværfaglige rådgiverteams og en grundigere inddragelse af Sundholms institutioner og brugere, så sikkerheden, for at det bliver den helt rette plan for Sundholm, øges.

Arbejdet med udarbejdelsen af visionsplanen forventes at være afsluttet medio 2026. Visionsplanen forventes at pege på et hovedgreb med en række delelementer, som kan anlægges samlet eller enkeltvis. Der er afsat 4,0 mio. kr. i kvarterplanen for Områdefornyelse Sønderbro til anlæg og realisering af enkelte delelementer i visionsplanen. Områdefornyelsens sekretariatet vil sideløbende arbejde for at tiltrække yderligere investeringer til realisering af de øvrige elementer.

Politisk handlerum
Såfremt Teknik- og Miljøforvaltningen ikke modtager tilskud, vil det ikke være muligt at gennemføre projektet med det nuværende ambitionsniveau.

Økonomi

Københavns Kommunes del af visionsplanens økonomi udgør 1,5 mio. kr. af en samlet økonomisk ramme på 3,0 mio. kr. Visionsplanen er 50 % finansieret af Realdania, og Københavns Kommune finansierer dermed selv 50 % via Områdefornyelse Sønderbros kvarterplansmidler. Der skal betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer ingen afledte driftsudgifter som følge af denne indstilling.

Udgifterne til projektet afholdes inden for forvaltningsanlægsmåltal i 2025. Forvaltnings anlægsmåltal for 2025 er allerede presset da forvaltningens overbooking i 2025 9 pct. point større end året før jf. 4. anlægsoversigt 2024 (TMU. 18. november 2024). Forvaltningen vurderer dog at udfordringen er begrænset da beløbet er relativt småt. 

De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med modtagelse af de 1,5 mio. kr. fra Realdania fremgår af tabel 1 og frigivelse af midlerne fremgår af tabel 2.

 

 

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I)/ Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?
ja/nej

2025

2026

I alt

1.

TMU

2010 – Byfornyelse anlæg

0.25.15.3

I

-675

-825

-1.500

Nej

1.

TMU

2010 – Byfornyelse anlæg

0.25.15.3

U

413

825

1.238

Nej

1.

ØU

2500 - Finansposter

8.22.05

U

263

0

263

Nej

I alt

-

-

-

-

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af midler

Ud-valg

Aktivitet/ projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I)/

Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.

2025

2026

I alt

TMU

Sammen om Sundholm

2010 – Byfornyelse anlæg

0.25.15.3

I

-675

-825

-1.500

TMU

Sammen om Sundholm

2010 – Byfornyelse anlæg

0.25.15.3

U

413

825

1.238

I alt

-

-

-

-263

0

-263

 

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Realdania om, at tilskud modtages og igangsætter projektet som beskrevet.

 

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top