Mødedato: 13.01.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til byplan 44 Røde Mellemvej, Amager Vest

Se alle bilag

Grønjordskollegiet har ansøgt kommunen om at nedlægge 38 parkeringspladser for at kunne anlægge en klimahave. Projektet kræver et tillæg til gældende byplan 44 Røde Mellemvej, som betyder at kollegiet får mulighed for at nedlægge op til 134 bilparkeringspladser. Samtidig udpeges der bevaringsværdige træer inden for området, som er sædvanlig praksis i lokalplansprocessen. Der er modtaget tre høringssvar, som ikke giver ikke anledning til ændringer. Amager Vest Lokaludvalg er positive overfor projektet. Borgerrepræsentationen skal beslutte, om tillæg 1 til byplan 44 skal endeligt vedtages.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til byplan 44 Røde Mellemvej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
  2. at medlemsforslag om lokalplantillæg til den gældende byplan for Grønjordskollegiet stillet af Enhedslisten, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 10. juni 2024 (bilag 6), hermed er håndteret.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. juni 2024, på baggrund af medlemsforslag fra Enhedslisten, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde et lokalplantillæg til den gældende byplan for Grønjordskollegiet. Lokalplantillægget muliggør, at kollegiet kan nedlægge op til 134 bilparkeringspladser, så der kan etableres en klimahave.

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplantillægget har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Lokalplanområdet ligger i bydelen Amager Vest med Amager Fælled på den ene side og Urbanplanen på den anden, ca. 300 meter syd for DR-byen metrostation. Lokalplanområdet ligger i overgangen mellem fælled og by, som markeres af Ørestads Boulevard. Der er markante grønne træk i området, der muliggøres af varierende bebyggelses- og vejtyper, som giver området en grøn karakter.

Tillægget til lokalplanen muliggør en genberegning af parkeringsnormen for kollegiets matrikel. Hermed får kollegiet mulighed for at nedlægge parkeringspladser, som giver plads til, at den ønskede klimahave kan etableres. Foruden en genberegning af parkeringsnormen, udpeges der 106 bevaringsværdige træer. Alle øvrige planmæssige forhold vil fortsat være reguleret i den ved siden af gældende byplan 44 Røde Mellemvej.

Parkering

Et lokalplantillæg er nødvendigt, da antallet af bilparkeringspladser er fastlagt i den oprindelige byggetilladelse, såkaldte byggelovspladser. Jf. byggeloven er det ikke muligt at nedlægge byggelovspladser, medmindre der er tale om en relevant ændring på ejendommen, fx en ændret anvendelse, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Da dette ikke kan gøres med en byggetilladelse, kræver det en lokalplan.

Kommuneplan 2024 stiller krav om, at der i forbindelse med kollegie- og ungdomsboliger, sikres én parkeringsplads pr. 857 kvadratmeter etageareal. For Grønjordskollegiet betyder det 36 parkeringspladser. Potentielt kan kollegiet nedlægge 134 ud af de eksisterende 170 parkeringspladser, hvilket er mere end de 38 parkeringspladser, som kolliget har ansøgt om at nedlægge. Da der jf.  planloven ikke er handlepligt på en lokalplan, er kollegiet ikke tvunget til at nedlægge alle parkeringspladserne, men får med lokalplantillægget mulighed for det. Efter nedlæggelse af parkeringspladserne, vil det ikke være muligt for kollegiet at genetablere disse. 

Kollegiet har i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen overvåget belægningsgraden på deres parkeringsarealer to gange dagligt i perioden den 17. til den 27. maj 2024. Gennemsnitligt havde kollegiet en belægningsgrad på 21 %, svarende til 36 parkeringspladser (bilag 5), hvorfor forvaltningen vurderer, at genberegningen af parkeringsnormen er passende i forhold til ejendommens anvendelse.

Bevaringsværdige træer

Københavns Kommune har med kommunens træpolitik vedtaget at bevare flest mulige træer. Det er derfor sædvanlig praksis at undersøge om der er bevaringsværdige træer i forbindelse med lokalplanprocessen. For at et træ kan udpeges som bevaringsværdigt, kræver det, at træet har en alder på minimum 20 år og har en restlevetid på over 25 år. Inden for lokalplansforslagets afgrænsning har forvaltningen registreret 106 eksisterende træer, der lever op til kriterierne for at kunne gøres bevaringsværdige i lokalplanen. Af de 106 træer er ca. 75% af hjemmehørende art (bilag 4).

Henvisning til Kommuneplan 2024

Da lokalplanforslaget var i offentlig høring, var Kommuneplan 2019 gældende. Siden er Kommuneplan 2024 blevet vedtaget. Hvis lokalplanforslaget bliver endeligt vedtaget, henføres der i lokalplanen til Kommuneplan 2024, hvor det tidligere var Kommuneplan 2019. Dette har ingen indholdsmæssige konsekvenser.

Høring

Forslag til tillæg 1 til byplan 44 Røde Mellemvej var i høring fra den 11. oktober 2024 til den 15. november 2024. Forvaltningen har modtaget tre henvendelser (bilag 3). Høringen har ikke givet anledning til ændringer. De to modtagne henvendelser, foruden Amager Vest Lokaludvalgs henvendelse, havde ingen bemærkninger.

Amager Vest Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 3, henvendelse nr. 2)

  1. Amager Vest Lokaludvalg lægger vægt på, at området med de nedlagte parkeringspladser anlægges som grønt område og med biodiversitetsfremmende foranstaltninger samt inviterer til socialt samvær og motion.
  2. Lokaludvalget gør opmærksom på behovet for handicapparkering.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen anerkender behovet for etablering af grønne, biodiverse og inviterende byrum. Imidlertid regulerer Tillæg 1 til byplan 44 Røde Mellemvej ikke hvad der skal ske med arealerne efter nedlæggelsen af parkeringspladserne. De ubebyggede arealer reguleres i den ved siden af gældende byplan 44 Røde Mellemvej. Kollegiet har desuden oplyst, at der er deres plan at anlægge en klimahave.
  2. Der er i tillæg 1 til byplan 44 sat krav om tre handicapparkeringspladser, i forbindelse med genberegning af parkeringsnormen.

Politisk handlerum

  • Det kan besluttes ikke at udpege de 106 træer som bevaringsværdige. Derved indeholder tillæg 1 til byplan 44 kun en genberegning af bilparkeringsnormen.
  • Det kan besluttes alene at muliggøre nedlæggelsen af præcis 38 parkeringspladser, som ansøgt af kollegiet. Det vil kræve, at der udarbejdes et kommuneplantillæg til lokalplanen. Beslutning herom skal træffes af Borgerrepræsentationen. Det vil betyde, at planerne skal i offentlig høring igen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

                                     Søren Wille
                                                                 / Karsten Biering Nielsen

Til top