Dispensation fra lokalplan Århusgadekvarteret i Nordhavn, Østerbro
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der i forbindelse med byggeri på et byggefelt mellem Trelleborggade, Billedvej og Århusgade i Århusgadekvarteret i Nordhavn skal gives dispensation til at nedrive dele af bebyggelse, der er udpeget som bevaringsværdig i lokalplanen.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra lokalplan nr. 463 med tillæg 1, 2 og 3 Århusgadekvarteret i Nordhavn vedtaget den 15. december 2011 (bilag 5) til at nedrive bevaringsværdige bygninger under vilkår, der fremgår af afsnittet løsning.
Problemstilling
En bygherre har søgt om dispensation til at nedrive dele af en bebyggelse, der i lokalplan Århusgadekvarteret i Nordhavn er udpeget som bevaringsværdig og ikke uden Teknik- og Miljøudvalgets tilladelse må nedrives. Lokalplanen blev vedtaget den 15. december 2012.
Ansøgningen har været i naboorientering fra den 20. august til den 11. september 2019, hvor forvaltningen modtog 23 høringssvar. Antallet af høringssvar betyder, at Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispensationen.
Løsning
I forbindelse med udvikling af et byggefelt mellem Trelleborggade, Billedvej og Århusgade har bygherren søgt om dispensation til at nedrive dele af bebyggelse, der er udpeget til at være bevaringsværdig (bilag 6). Bebyggelsen har en SAVE-værdi på otte, der er den næstlaveste værdi på skalaen. Dispensationen omhandler nedrivning af bygninger, der ikke selvstændigt er vurderede til at være bevaringsværdige. I lokalplanen er det angivet, at bebyggelsens bevaringsværdi primært findes i lokalmiljøets struktur med tæt og varieret bebyggelse og den kulturhistoriske reference til den tidligere havn.
Bygherre begrunder ansøgningen med bebyggelsens stand og konstruktion, der egner sig dårligt til om- eller tilbygning. For at understøtte den nuværende bebyggelses fortælling om den røde by og Nordhavns historie ønsker bygherre at opføre ny bebyggelse i samme materiale og farve som de eksisterende bygninger og genanvende teglstenbygningens facadematerialer i ny bebyggelse, hvor det er muligt. Der er ikke ved lokalplanudarbejdelsen taget særlig stilling til, hvilke af de på det tidspunkt eksisterende bygninger, der egner sig til om- eller tilbygning. En række andre bygninger i området er ombygget eller har fået til- og påbygninger (bilag 7).
I bilag 6 fremgår illustration af bygherres ønskede projekt på byggefeltet samt billeder af den bevaringsværdige bygning, der ønskes nedrevet.
Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering af ansøgningen
Dispensationen omhandler kun nedrivning af bygninger, der ikke i sig selv er vurderede til at være bevaringsværdige.
Den sydlige del af den nuværende bebyggelse fremstår i teglsten uden vinduesåbninger i stueetagen, og der er i bygningen konstateret forurening med blandt andet tungmetaller. Bygningen er svær at udnytte ved om- eller tilbygning, da den har forskudte etagedæk og en lav loftshøjde på 1,7 meter. Den nordlige del af bebyggelsen består hovedsageligt af en træbygning og en tilbygning i teglsten, som har ringe mulighed for ombygning.
Formålet med dispensationen er at sikre mulighed for at opføre bebyggelse, der kan opfylde lokalplanens visioner om aktive og udadvendte stueetager, hvor de eksisterende bygninger fremstår lukkede. Forvaltningen vurderer, at dispensationen til nedrivning bør gives på betingelse af, at ny bebyggelse i stueetagen opføres i samme materiale og farve i form af røde teglsten, som de nedrevne bygningers facader består af i dag. På den baggrund anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen dispensationen.
Dispensationen omhandler de forhold, der i skemaform er vist nedenfor.
Muliggjort i lokalplan nr. 463 ”Århusgadekvarteret”: |
Muliggøres med dispensation: |
Forvaltningens vurdering: |
§ 6, stk. 3 – Bevaring af bygninger – bebyggelser der skal opretholdes: ”Bygninger og anlæg, der er markeret med grå skravering på tegning nr. 2, er bevaringsværdige og må ikke uden Teknik- og Miljøudvalgets tilladelse nedrives.” |
Nedrivning af udpeget bebyggelse (bilag 2 og 5). |
De dispensationskrævende forhold omhandler bebyggelse med lav bevaringsværdi både i bygningernes egen konstruktion og udtryk og for området som helhed. Nedrivning vil give mulighed for at opføre bebyggelse, hvor stueetagen kan aktiveres. Dispensationen bør betinge, at ny bebyggelse i stueetagen opføres i samme materiale og farve, som de nedrevne bygningers facader består af i dag, i form af røde teglsten. |
Høring
Dispensationen har været i nabohøring i perioden fra den 20. august til den 11. september 2019 (bilag 2). Forvaltningen har modtaget 23 høringssvar (bilag 3). Forvaltningens gennemgang af høringssvarene fremgår af bilag til sagen (bilag 4). Borgernes hovedsynspunkter i høringssvarene er anført nedenfor.
Hovedsynspunkter i borgernes høringssvar, der vedrører dispensationssagen:
- Nedrivning af bygninger, der er udpeget til opretholdelse i lokalplanen, er imod lokalplanens principper og dispensationer udvander lokalplanen. (Indgår i 12 høringssvar).
- Den udpegede bebyggelses stand var kendt ved lokalplanens godkendelse i 2011 og bør derfor ikke være et argument for nedrivning i dag. Bebyggelsen bidrager til områdets egenart og repræsenterer områdets lokale historie som industrihavn, og udsigten over den røde by var et aktiv ved køb af nabolejligheder. (Indgår i 8 høringssvar).
- Ny bebyggelse på byggefeltet vil skabe en tæt bebygget by og højden på det skitserede byggeri mod Billedvej vil skabe skygge- og indbliksgener for byrum og naboer. (Indgår i 7 høringssvar).
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen er enig i, at det er et centralt element i byudviklingen af Århusgadekvarteret at opretholde og bevare eksisterende bygninger med reference til havnens historie. Nedrivning af bygninger udpeget som bevaringsværdige er dog ikke imod lokalplanens principper, og lokalplanen muliggør, at der kan meddeles dispensation til nedrivning. Efter lokalplanens bestemmelser kan bygninger, der er udpeget til opretholdelse, nedrives efter godkendelse af Teknik- og Miljøudvalget.
- Blandt andet på grund af bygningernes stand og arkitektur ved lokalplanudarbejdelsen i 2011 har bygningerne en lav bevaringsværdi (SAVE-vurdering). Bebyggelsens primære bevaringsværdi består i dens reference til Nordhavns historie og kulturarv. Dispensationen omhandler kun nedrivning af bygninger, der ikke selvstændigt er vurderede til at være bevaringsværdige og ikke ny bebyggelse på byggefeltet. Den eksisterende lokalplan giver mulighed for at bygge til- og påbygninger i op til 20 meters højde på de eksisterende bygninger og nybyggeri i op til 20 meters højde, hvis lokalplanens bestemmelser om afstand til andre bygninger kan overholdes. En evt. dispensation ændrer ikke på muligheden for at bygge højere og derved tage udsigten fra omkringliggende ejendomme.
- En tæt by er del af lokalplanens principper og fortætning af bebyggelse på byggefeltet muliggøres allerede af eksisterende lokalplan.
Forvaltningen har præsenteret bygherre for de indkomne høringssvar, og bygherre har justeret sit projektforslag for at imødekomme synspunkterne heri. Bygherre foreslår at tage en etage af bebyggelsen, der opføres som tilbygning mod Billedvej (illustreret i bilag 6). Lokalplanen giver dog mulighed for at bygge op til 20 meter som til- og påbygning på bygninger, der skal opretholdes, og der kan derfor ikke stilles skærpede vilkår om bygningshøjden i dispensationen. Bygherre ønsker at genanvende byggematerialer fra de nedrevne bygninger, men der kan ikke stilles krav herom i dispensationen. I stedet stilles krav om, at nybyggeri har samme materiale og farve i form af røde teglsten. Bygningerne skal desuden opfylde lokalplanens krav til eksempelvis højde.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil forvaltningen meddele dispensationen.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. januar 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser frem til at følge nybyggeriet, pladsdannelsen og renoveringen, der skal ske med respekt for områdets historie og med fokus på genanvendelse af byggemateriale som bygherre, har indikeret er en del af planerne for området.”