Ansøgning til finansiering fra Københavns Kommunes Megaeventpulje til at være UNESCO World Capital of Architecture 2023
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om finansiering fra Københavns Kommunes Megaeventpulje til at gennemføre UNESCO World Capital of Architecture i København i 2023.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at Teknik- og Miljøforvaltningen søger om 6,5 mio. kr. fra København Kommunes Megaeventpulje til fejring af København som UNESCO World Capital of Architecture i 2023, jf. bilag 2.
Problemstilling
Titlen som World Capital of Architecture er en ny UNESCO-titel, der fejres hvert tredje år, første gang i Rio i 2020. Tildeling af UNESCO World Capital of Architecture 2023 til København støttes af den danske UNESCO-nationalkommission (se bilag 3), men forudsætter, at Københavns Kommune tager imod titlen. Der er ikke faste krav og retningslinjer for at modtage titlen, så Københavns Kommune afgør selv formatet for en markering. Megaeventpuljen støtter internationale events, der brander København og Greater Copenhagen som en levevenlig, grøn og mangfoldig verdensby og som fremmer vækst og erhvervsudvikling. Yderligere lægges der vægt på lokal forankring og blivende værdi for byen. Muligheden for, at København kan blive udnævnt som UNESCO World Capital of Architecture 2023 forudsætter således finansiering til at markere året gennem events, brandinginitiativer og borgerrettede aktiviteter.
Løsning
For at kunne modtage titlen og sikre gennemførelse af København som UNESCO World Capital of Architecture 2023 anbefaler forvaltningen, at Teknik- og Miljøudvalget ansøger om midler fra Københavns Kommunes Megaeventpulje. Med midler fra megaeventpuljen kan Teknik- og Miljøforvaltningen understøtte et københavnsk arkitekturår gennem koordinering og samarbejde med relevante offentlige og private aktører. Forvaltningen vil markere året gennem events, brandinginitiativer og borgerrettede aktiviteter, der understøtter kriterierne for Københavns Kommunes Megaeventpulje.
En vigtig aktør er UIA, International Union of Architects, der afholder verdenskongres i København i juli 2023. Sekretariatsarbejdet for verdenskongressen UIA 2023 CPH er placeret hos Arkitektforeningen, der sammen med Wonderful Copenhagen og Realdania har arbejdet for at hente kongressen til Danmark. UIA 2023 CPH har økonomisk opbakning fra en række fonde, til at gennemføre en ambitiøs verdenskongres, herunder Realdania, der støtter kongressen med 18 mio. kroner. Derudover modtager UIA 2023 CPH støtte fra yderligere seks organisationer og fonde, der støtter med finansiering eller andre bidrag for samlet 30 mio. kroner. Teknik- og Miljøforvaltningen vil understøtte synergi mellem UIA 2023 CPH-sekretariatet og World Capital of Architecture gennem fælles sekretariatsarbejde og koordinering af indsatser for presse, partnerskaber og events. World Capital of Architecture vil blive koblet til de arkitekturevents, der i forvejen finder sted hvert år i København, ikke mindst den årlige arkitekturfestival CAFx.
Københavns Kommunes Megaeventpulje kan søges ved afholdelse af store internationale events, der har potentiale til at skabe positive og blivende effekter i relation til både hovedstadens kultur-, fritids- og foreningsliv samt vækst og erhvervsudvikling, inkl. turismeøkonomisk omsætning. World Capital of Architecture forventes at have en sådan størrelse og effekt, at det vil være relevant, at der afsættes midler til afholdelsen herigennem. Da Teknik- og Miljøforvaltningen har ressort på arkitekturområdet, er det aftalt med Økonomiforvaltningen, at Teknik- og Miljøforvaltningen har ansvaret for projektledelsen, og at andre forvaltninger, herunder Økonomiforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen inddrages, hvor det er relevant. Kultur- og Fritidsforvaltningen er orienteret om arbejdet med at afholde UNESCO World Capital of Architecture 2023 og mulig involvering og ansvarsfordeling, se bilag 2 for detaljer. Kultur- og Fritidsudvalget skal jf. processen for ansøgninger til Københavns Kommunes Megaeventpulje høres om ansøgningen forud for, at Økonomiudvalget tager stilling til udmøntningen, jf. ØU 12. 06. 2018.
Økonomi
Wonderful Copenhagen og Arkitektforeningen har i sommeren 2019 finansieret en rapport udarbejdet af Rambøll Management, der beskriver mulige scenarier for at afholde et arkitekturår i København 2023 ud fra forskellige budget- og ambitionsniveauer. På baggrund af rapporten anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen en skalerbar model, hvor aktiviteter og ambitioner vil have mulighed for at blive opskaleret, hvis der opnås yderligere funding, men at udgangspunktet er et minimumsbudget på 6,5 mio. kr. til at afvikle World Capital of Architecture. Med dette budget muliggøres 1) Kommunikation lokalt og internationalt om titelåret. 2) Afholdelse af minimum tre borgerrettede signaturevents. 3) En partnerskabsplatform for eksternt drevne aktiviteter. 4) Sekretariatsbetjening og koordinering med UIA-sekretariatet. Uden midler fra megaeventpuljen vil det ikke være muligt at løfte disse fire hovedopgaver.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil i samarbejde med UIAs sekretariat forsøge at fundraise yderligere 6 mio. kr. til at øge aktivitetsniveauet.
Midlerne fra megaeventpuljen skal fordeles på fire overordnede budgetposter jf. nedenstående tabel. Alle beløb er i 1.000 kr. (2020 p/l):
Aktiviteter |
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
Samlet |
Kommunikation og presse |
300 |
200 |
200 |
700 |
1.400 |
Signatur- og borgerevents |
0 |
0 |
0 |
2.000 |
2.000 |
Partnerskabsplatform |
200 |
200 |
300 |
700 |
1.400 |
Sekretariatsbetjening |
200 |
300 |
500 |
700 |
1.700 |
Samlede udgifter |
700 |
700 |
1.000 |
4.100 |
6.500 |
Udover midler fra megaeventpuljen vil Teknik- og Miljøforvaltningen lægge egenfinansiering på 1,7 mio. kroner over fire år, svarende til sekretariatsbetjening, der kan understøtte de forskellige budgetposter.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sendes ansøgningen i høring hos Kultur- og Fritidsforvaltningen, før Økonomiudvalget endeligt tager stilling til udmøntning af midler fra megaeventpuljen i foråret 2020. En endelig afgørelse vil træde i kraft efter Økonomiudvalgets udmøntning. Ved vedtagelse igangsætter forvaltningen planlægning og organisering i samarbejde med UIAs sekretariat og øvrige forvaltninger.
Udvalget orienteres ved udgangen af hvert år om status for projektet og involveres ved eventuelle kommende budgetønsker.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. januar 2020
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 2.
For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og O.
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser frem til, at Københavns Kommunes engagement i forberedelse og afholdelse af World Capital of Architecture 2023 skal involvere både bydækkende og helt lokale aktører.”
Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne synes ikke, at det er nødvendigt at bruge offentlige penge på at støtte denne event.”