Høringssvar til forslag om nyt kommissorium for ’Samarbejdsforum for den åbne stofscene’, Vesterbro
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at høringssvar afgives til Mændenes Hjem, jf. bilag 4.
Problemstilling
Stofindtagelsesrummet på Halmtorvet 17 (H17) på Vesterbro overgik den 1. juni 2019 fra Socialforvaltningen til en driftsoverenskomst med den selvejende institution Mændenes Hjem. På den baggrund ønsker Mændenes Hjem et nyt kommissorium for følgegruppen for H17, der siden åbningen af stofindtagelsesrummet i 2014 har haft til formål at sikre dialog mellem H17, lokalområdet og politikere. Teknik-og Miljøforvaltningen har hidtil haft en repræsentant i følgegruppen.
Forslaget fra Mændenes Hjem til et nyt kommissorium forelægges Socialudvalget den 29. januar 2020. Forud herfor er forslaget sendt i høring i Teknik- og Miljøforvaltningen. Da forslaget blandt andet indeholder forslag om fremtidig deltagelse af en repræsentant fra Teknik- og Miljøudvalget, forelægges Teknik- og Miljøudvalget her forvaltningens forslag til høringssvar til godkendelse.
Løsning
I forbindelse med beslutningen om at etablere stofindtagelsesrummet H17 i Kødbyen besluttede Socialudvalget den 7. maj 2014 samtidigt at nedsætte en følgegruppe, der skal sikre dialog mellem H17 og lokalområdet og politikere. I følgegruppen indgår, foruden repræsentanter fra Socialforvaltningen, også medlemmer af Vesterbro Lokaludvalg, udvalgte naborepræsentanter, repræsentanter fra NGO’er omkring stofbrugerne, erhvervslivsrepræsentanter fra Kødbyen, en repræsentant fra Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. Desuden har politikere fra Socialudvalget deltaget i ca. hvert andet møde i følgegruppen. Kommissoriet for den nuværende følgegruppe er vedlagt som bilag 2.
Forslag om kommissorium for ’Samarbejdsforum for den åbne stofscene’
Den 9. maj 2019 besluttede Borgerrepræsentation, at stofindtagelsesrummet H17 skulle virksomhedsoverdrages fra Socialforvaltningen til den selvejende institution Mændenes Hjem pr. 1. juni 2019. I forbindelse hermed ønsker Mændenes Hjem et nyt kommissorium for følgegruppen for H17.
Mændenes Hjems forslag til kommissorium rummer en række nye elementer, der i betydelig grad ændrer på følgegruppens sammensætning og arbejdsfelt. Mændenes Hjem foreslår blandt andet:
-
H17 følgegruppe ændrer navn til ´Samarbejdsforum for den åbne stofscene´, og at gruppens virkeområde udvides til at dække hele indre Vesterbro (´den åbne stofscene´). Arbejdsfeltet udvides således fra at handle om det ”nære miljø” omkring H17 til at omfatte hele indre Vesterbro.
-
Følgegruppen ændres fra en følgegruppe til et såkaldt samarbejdsforum med en bred kreds af interessenter (fx Gadejuristen, Brugernes Akademi, Reden, Københavns Politi, Lokaludvalget, naboer, erhvervsvirksomheder fra Kødbyen, Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen m.fl.).
-
Ét medlem af Teknik- og Miljøudvalget udpeges, der sammen med to medlemmer af Socialudvalget, deltager på to møder i løbet af året.
Mændenes Hjems forslag til nyt kommissorium er vedlagt i sin helhed i bilag 3.
Med Mændenes Hjems forslag til et kommissorium for et ’Samarbejdsforum for den åbne stofscene’, vil virkefeltet for Samarbejdsforummet blive væsentligt ændret fra den hidtidige følgegruppe, der var forankret i Socialforvaltningen. Hvor den tidligere følgegruppes fokus snævert knytter sig til de umiddelbart omliggende arealer ved H17, ønskes der nu et forum, der i bredere forstand kan drøfte og komme med forslag til både socialpolitiske og byrumsudviklingsmæssige tiltag, der tilgodeser både stofbrugerne, men også borgere og interessenter på hele Vesterbro.
På den baggrund anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at der afgives et høringssvar som beskrevet i det følgende.
Høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget
Af forslaget til høringssvar jf. bilag 4 fremgår det, at Teknik- og Miljøudvalget finder forslaget om et udvidet samarbejdsforum positivt, og at udvalget derfor ønsker en fortsat deltagelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen i det nye og udvidede samarbejde.
Det fremgår imidlertid, at Teknik- og Miljøudvalget vurderer, at Teknik- og Miljøforvaltningens rolle i den nuværende følgegruppe over tid er blevet mindre, dels da forvaltningens drift i byrummet omkring H17 nu er normaliseret, efter en periode med indkøring og tilpasning, og dels da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke deltager i forbindelse med den konkrete daglige drift af H17, der varetages af Københavns Ejendomme.
Det bemærkes ligeledes, at det ifølge forslaget til kommissoriet skal være samarbejdsforummets formål: ”at arbejde for det bedst mulige udbytte for brugerne af tilbuddene for socialt udsatte på indre Vesterbro og bidrage til trygheden på indre Vesterbro.” På den baggrund vurderes det, at formålet med Samarbejdsforummet i vid udstrækning relaterer sig til Socialforvaltningens arbejdsområde, og kun i mindre omfang til Teknik- og Miljøudvalgets primære arbejdsfelt, herunder særligt drift og renhold af byrummet.
Som det fremgår af høringssvaret, er det derfor Teknik- og Miljøudvalgets vurdering, at der ikke skal udpeges et medlem af udvalget til at deltage i det foreslåede samarbejdsforum.
I stedet foreslås, at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsat skal være repræsenteret i samarbejdet, så forvaltningen fortsat har mulighed for at følge med i og deltage i spørgsmål relateret til udviklings- og driftsforhold i bydelen. Denne repræsentant skal så vidt muligt have beslutningskompetence i forhold til forvaltningens drift i området. I forlængelse heraf efterspørges en mere klar definition af den tiltænkte rolle og mandat for forvaltningsudpegede repræsentanter fra hhv. Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Dette skal være med til at fremme den gensidige forståelse af, hvad forvaltningerne kan og skal bidrage med til samarbejdsforummet.
Slutteligt fremgår det af høringssvaret, at driften af Vesterbro, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. juni 2019, skal udliciteres pr. 1. januar 2021. I den forbindelse fremgår det, at der er opmærksomhed på, hvilke bekymringer dette eventuelt kan give i forhold til den daglige dialog og fleksibilitet mellem lokale aktører, stofbrugerne og kommunen, når driftsopgaven overgår til en ekstern entreprenør. Det understreges derfor, at det af så vidt muligt vil fremgå tydeligt af udbudsmaterialet, at der er en række særlige opgaver på Vesterbro, blandt andet i forhold til renhold af stofrelateret affald, samt spuling og drift af stofbrugertoiletter i den Brune Kødby, som skal løftes som en del af udliciteringen. Desuden, at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsat vil være ansvarlig for driften af bydelen, og således i den egenskab fortsat vil være i dialog med bydelens borgere og interessenter. Forvaltningen vil sørge for at bringe indholdet af denne dialog i spil i forhold til den kommende entreprenør, som forvaltningen vil have ansvaret for at styre og føre tilsyn med.
Alternativ
Hvis Teknik- og Miljøudvalget ønsker det, kan Teknik- og Miljøudvalget imødekomme forslaget om at udpege en repræsentant fra udvalget, som to gange årligt deltager på møder i samarbejdsforummet. Høringssvaret vil blive ændret i overensstemmelse hermed.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sendes høringssvaret til Mændenes Hjem og kommissoriet for ’Samarbejdsforum for den åbne stofscene’ behandles i Socialudvalget den 29. januar 2020.
Søren Wille
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. januar 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.