Mødedato: 12.12.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Retningslinjer for anvendelse af Skateparken i Fælledparken

Teknik- og Miljøudvalget skal tage en principbeslutning om benyttelse af Skateparken i Fælledparken på grund af aktuelle konflikter mellem brugergrupperne.

Indstilling og beslutning

Problemstilling

Efter indvielsen 17. juni 2011 har Skateparken vist sig at være en stor succes med mange brugere og flere brugergrupper end forventet.

 

Oprindeligt var det brugere af skateboards, der tog kontakt til forvaltningen med forespørgsel om en restaurering af den gamle bane og ønsket om bedre muligheder for en stærkt voksende sportsgren, der ikke må dyrkes på vejarealer.

 

Der var organiserede brugere med i processen omkring udførelse og indretning af banen. Gennem hele projekteringsfasen var der fokus på skateboards og rent teknisk blev banen bygget i forhold til denne sportsgren, sekundært til rulleskøjter og BMX-cykler. Et af formålene med renoveringen og udbygningen af den gamle skatepark var således at få en skatepark i verdensklasse til de mange brugere af skateboards. Projektet er realiseret som en del af fornyelsen af Fælledparken.

 

Siden åbningen af Skateparken er der opstået adskillige konflikter, fordi der ofte er farlige situationer, når anlægget benyttes. Det skyldes primært, at en uforudset brugergruppe har indtaget banen også, nemlig børn på løbehjul. Børnene er helt ned til 3-4 år, og ofte opholder deres forældre sig også på banerne, som er beregnede til sportsudøvere, der kører i høj fart. Banen er indrettet med skarpe kanter og dybe huller (bowls). For at kunne benytte anlægget forsvarligt, er det en forudsætning, at man kan reagere hurtigt og bevidst i forhold til de øvrige brugere af banerne. Det er små børn og uøvede ikke i stand til. Sikkerhedsproblemerne har betydet, at mange af de tiltænkte brugere af skateparken med skateboards, ikke længere benytter anlægget.

 

Forvaltningen har modtaget mange henvendelser fra frustrerede brugere og forældre til brugere, og der har været en del episoder på selve banen.  På et nyligt afholdt brugermøde vedrørende Skaterparken gav de deltagende samlet udtryk for, at der manglede tydelige retningslinjer i Skateparken. Dette galt både i forhold til brugergrupper og anlæggets funktion.

 

Derfor ser forvaltningen et behov for at afklare de forskellige brugergruppers brug af Skaterparken.

Løsning

Forvaltningen foreslår at opsætte tydelige skilte med retningslinjer på banen samt at offentliggøre dem på Fælledparkens hjemmeside. Ud fra udvalgets principielle beslutning vil forvaltningen udarbejde retningslinjer for Skateparken.

Forvaltningen ser tre principielle muligheder i forhold til udarbejdelsen af retningslinjer for banerne. Mulighederne er opstillet i forvaltningens prioriterede rækkefølge:

1. Princip: Skateparken er, jf. den oprindelige idé med anlægget, til skateboards, sekundært rulleskøjter og BMX-cykler.

I forlængelse af dette princip skal det understreges, at Skateparken ikke er en legeplads og at løbehjul ikke må anvendes i anlægget. Vedtagelsen af denne principielle retningslinje vil betyde, at sikkerheden højnes markant og Skateparken vil leve op til det oprindelige formål, der blev vedtaget i forbindelse med den politiske behandling af projektet ’Fornyelse af Fælledparken’. Banen var oprindeligt tiltænkt skateboardbrugere, sekundært rulleskøjter og BMX-cykler, og ikke løbehjulsbrugere, hvoraf mange er mindre børn. Reglerne vil være enkle at forstå og forvaltningen vil kunne fokusere driften i forhold til en meget entydig brug af banen.

2. Princip: Skateparken er til skateboards, sekundært rulleskøjter og BMX-cykler, jf. den oprindelige idé med anlægget, men en dag om ugen er Skateparken forbeholdt løbehjulsbrugere.

Dette princip er et kompromis, hvor der tages hensyn til at løbehjulsudøvere og andre brugere også ønsker at benytte Skateparken. Da banen ikke er sikkerhedsgodkendt som legeplads og mange af løbehjulsbrugerne er små børn, vil det skulle understreges over for brugerne via de opstillede retningslinjer, at al færdsel er på eget ansvar og bør ske med stor agtpågivenhed.

3. Princip: Skateparken må benyttes af alle, altid.

Retningslinjen vil være enkel at forstå og der vil blive taget hensyn til de andre brugergrupper. Forvaltningen vurderer at konsekvensen af denne principielle retningslinje vil blive, at Skateparken vil blive domineret af børn på løbehjul. Samtidig vil sikkerheden være meget problematisk og da det i praksis er den tilstand, der er i dag, vil det ikke mindske konflikterne. Skateboardbrugere vil sandsynligvis i høj grad vælge andre baner, da de ikke kan køre hurtigt og køre med deres tiltænkte flow uden at kollidere med løbehjulsbrugere. Dette  vurderer forvaltningen vil være uheldigt set i lyset af banens historie og det oprindelige formål med Skateparken: at lave et Skateanlæg, der ville give Københavns skatere en af verdens bedste skateparker. Også her vil det skulle understreges over for brugerne via de opstillede retningslinjer, at al færdsel er på eget ansvar og bør ske med stor agtpågivenhed.

Skiltning om generel hensyntagen
Uanset hvilken principiel retningslinje udvalget beslutter sig for, vil en skiltning i Skateparken indeholde et budskab om, at brugen til enhver tid skal ske under hensyn til andre og at der bør anvendes sikkerhedsudstyr.

Alternativ for løbehjulsbrugere og andre brugere
Forvaltningen arbejder i øjeblikket på udviklingen af en alternativ bane i Fælledparken for det stigende antal brugere af løbehjul og lignende. En alternativ bane vil ikke få samme professionelle karakter og størrelse som Skateparken, men vil dog være en bane med niveauforskelle og bakker, der giver sportslige udfordringer ved kørsel på løbehjul og lignende. Forud for iværksættelsen af dette alternativ for løbehjulsbrugere m.fl. vil brugergruppen skulle inddrages og der skulle tages højde for brugernes lavere alder ved anlæggelsen af banen.

Forvaltningens anbefaling
På baggrund af det oprindelige formål for Skateparken, skaternes meget engagerede deltagelse i projekteringsfasen, sikkerheden for brugerne og værdien af at have en klar letforståelig retningslinje, anbefaler forvaltningen det første princip. Her præciseres det at Skateparken er forbeholdt brugere med skateboards, sekundært BMX og rulleskøjter.

Økonomi

Retningslinjerne vil blive finansieret over forvaltningens driftsbudget. Finansieringen til en eventuel ny løbehjulsbane i Fælledparken er p.t. uafklaret.

Videre proces

Efter vedtagelse af princippet for brugen af Skateparken vil der blive udarbejdet en pressemeddelelse og den nødvendige skiltning vil blive sat op. Fælledparkens hjemmeside opdateres tilsvarende. Forvaltningen vil desuden arbejde videre med en alternativ bane for løbehjulsbrugere i Fælledparken.

Da der har været utroligt meget debat og mange henvendelser om Skateparken, må det forventes at der fortsat vil være stort fokus på stedet.

Hjalte Aaberg                                           

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 12. december 2011

Indstillingen blev godkendt.
Til top