Istedgade, finansiering af nedlæggelse af P-pladser
I forbindelse med godkendelsen af projektforslaget Bedre forhold for cyklister i Istedgade besluttede Borgerrepræsentationen at nedlægge 11 parkeringspladser i Grøn zone ved anlæg af etape 1. Finansieringen af provenutabet skal nu godkendes.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at servicemåltallet i forbindelse med provenutabet på 154.000 kr. (2011 p/l) i 2012 og frem som følge af nedlæggelsen af 11 parkeringspladser i Grøn zone i forbindelse med ombygningen af Istedgade finansieres af den p-pulje, som skal etableres i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte 26. august 2010 nedlæggelse af 11 parkeringspladser i Grøn zone i etape 1 i forbindelse med projektet Bedre forhold for cyklister i Istedgade under forudsætning af, at der blev tilvejebragt finansiering af provenutabet i forhandlingerne om Budget 2011. Da dette ikke skete, skal en ny finansiering af provenutabet nu godkendes af Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Teknik- og Miljøudvalget godkendte 21. juni 2010 projektforslag for hele Istedgade samt anvendelse af anlægsmidler til detailprojektering og anlæg af 1. etape af Bedre forhold for cyklister i Istedgade. Indstillingen indebar godkendelse af nedlæggelse af 21 parkeringspladser i Grøn zone, heraf 11 i 1. etape, som Borgerrepræsentationen godkendte 26. august 2010 under forudsætning af, at der blev tilvejebragt finansiering af provenutabet. Indstillingens parkeringsredegørelse anviste finansiering af den forventede nedgang i parkeringsindtægterne via budget 2011.
Inden budget 2011 var forhandlet færdig, havde Folketinget vedtaget ”Lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af kommunale parkeringsindtægter”, og som følge deraf blev der ikke tilvejebragt en finansieringsbeslutning for nedlæggelse af de 11 parkeringspladser i budget 2011.
Nedlæggelsen af de 11 parkeringspladser medfører et provenutab på 154.000 kr. (2011 p/l) fra 2012 og frem. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller provenutabet for 2012 finansieret af den p-pulje, som skal etableres i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
Fra 2012 er der beregnet en reduktion i kommunes bloktilskud som følge af parkeringsindtægter, som overstiger 2007 niveau, jf. ”Lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af kommunale parkeringsindtægter”. Provenutabet på 154.000 i 2012 og frem modsvares af en tilsvarende mindre reduktion af kommunens bloktilskud i 2012 og frem.
Økonomi
Nedlæggelse af de 11 betalingsparkeringspladser i Grøn zone vil give et provenutab på 14.000 kr. pr. plads pr. år, i alt 154.000 kr. (2011 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, funktion 2.22.07.1 fra 2012 og frem. Det manglende servicemåltal i forbindelse med provenutabet foreslås finansieret af den p-pulje, som skal etableres i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
Videre proces
Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse vil forvaltningen sende anlægsprojektet i udbud hos entreprenører. Projektet forventes udført i løbet af forår / sommer 2012.
Hjalte Aaberg / Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Der blev stillet teknisk ændringsforslag til indstillingen:
1. at-punkt blev ændret
fra:
1. at servicemåltallet i forbindelse med provenutabet på 154.000 kr. (2011 p/l) i 2012 og frem som følge af nedlæggelsen af 11 parkeringspladser i Grøn zone i forbindelse med ombygningen af Istedgade finansieres af den p-pulje, som skal etableres i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
til:
1. at servicemåltallet i forbindelse med provenutabet på 154.000 kr. (2011 p/l) i 2012 og frem som følge af nedlæggelsen af 11 parkeringspladser i Grøn zone i forbindelse med ombygningen af Istedgade finansieres af den p-pulje, som, med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse af kommunens samlede regnskab for 2011, forventes etableret i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Indstillingen blev godkendt.