Mødedato: 12.12.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af lokalplan "Kraftværkshalvøen" (udsat på TMUs møde den 28.11.2011)

Se alle bilag
Efter den offentlige høring skal Borgerrepræsentationen tiltræde hvidbogen samt tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan ”Kraftværkshalvøen” med tilhørende kommuneplantillæg og miljøvurdering.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at tiltræde hvidbogen med resultatet af den offentlige høring for så vidt angår lokalplanforslaget (bilag 1)

2.                  at lokalplan ”Kraftværkshalvøen” med miljøvurdering vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder areal der udgår af lokalplanen, valg af opfyldningsalternativ og rettelse af miljøvurderingen i overensstemmelse med Naturstyrelsens bemærkninger

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.                  at tiltræde hvidbogen med resultatet af den offentlige høring for så vidt angår forslaget til kommuneplantillæg (bilag 1)

4.                  at kommuneplantillæg for ”Kraftværkshalvøen” med miljøvurdering vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder valg af opfyldningsalternativ samt tydeliggørelse af O1*-området på kort og i tekst

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller over for Borgerrepræsentationen

            5.         at Miljøstyrelsens sammenfattende redegørelse om høringen i forbindelse med etablering af et nyt          affaldsbehandlingscenter tages til efterretning (bilag 3)

Problemstilling

Forslag til lokalplan ”Kraftværkshalvøen” med tilhørende kommuneplantillæg og miljøvurdering blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 15. juni 2011 og har været i offentlig høring fra den 29. juni til den 29. september 2011 (bilag 6). Formålet med lokalplanen er bl.a. at fastholde området til offentlige tekniske anlæg og at muliggøre opførelse af et nyt forbrændingsanlæg i over­ensstemmelse med de byggeønsker, som I/S Amagerforbrænding har fremlagt. Et forslag til kom­muneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse samt udkast til miljøgodkendelse for et nyt forbrændingsanlæg, udarbejdet af Miljøstyrelsen, der er myndighed på dette, var samtidig i høring (bilag 8). Der blev den 23. august 2011 afholdt informationsmøde om planforslagene, jf. bilag 4. Der er i høringsperioden indkommet 17 høringssvar, heraf 7 fra myndigheder og 10 fra ejere, brugere mv. Alle svarene er resumeret og vurderet i hvid­bogen, bilag 1.

Løsning

Det nye anlæg forbrændingsanlæg ønskes bygget nord­vest for det eksi­ste­rende, hvorefter det gamle anlæg nedrives. Der tages udgangspunkt i det maksimale anlæg, men anlægget kan blive mindre. Planen fastlægger rekreative aktiviteter på taget af det nye for­brændingsanlæg. Plangrundlaget indeholder samtidig en mulighed for at flytte den eksi­sterende opfyld­nings­mulighed fra nordsiden til spidsen af Kraft­værks­halvøen, hvilket vil give Amager­værket mulighed for at etablere yder­ligere biomasselager og forarbejdningsfaciliteter. Planen skal desuden sikre, at der kan opføres et bio­massebaseret kraftvarmeværk, når det nuværende Amager­for­bræn­­d­ing er revet ned. Dette samt yder­­­­ligere større nye anlæg vil dog forud­sætte en VVM-redegørelse med kommune­plan­tillæg samt tillæg til lokalplanen.

Høring

De 17 høringssvar omhandler de opsummerede temaer nedenfor.

Amager Øst Lokaludvalg ser frem til et miljømæssigt moderne anlæg med rekreative faciliteter. Anlægget bør medvirke til øget sortering og genbrug af affald og integreres med geotermi i området, og så stor en del af affaldet som muligt ønskes transporteret ad søvejen. Udvalget ønsker desuden en kanal mellem havnen og Amager Strand­park.

Trafikintensitet og -støj: I to høringssvar anføres, at stigningen i trafikken som konsekvens af etablering og udvidelse af forbrændingsanlægget vil medføre støj- og andre forureningsgener i kolonihaverne langs Kløvermarksvej og Forlandet. Der opfordres til, at der etableres foranstaltninger mod støj. Andre påpeger, at det giver trafikafviklingsproblemer.

Forvaltningerne vurderer, at en stigning i trafikken ikke vil være hørbar. Grænseværdierne for trafikstøj overskrides i dag, og derfor er slidlaget på Kløvermarksvej planlagt udskiftet til en støjdæmpende type inden for de næste fem år, hvilket typisk vil betyde en hørbar reduktion af vejtrafikstøjen.

 

I miljøvurderingen er det anført, at den tunge trafik kan give anledning til afviklingspro­blemer i krydset Vermlandsgade/Kløvermarksvej og Forlandet/Kraftværksvej, men disse vil kunne afværges ved etablering af signalregulering, ombygning af svingbaner mv.

 

Affaldsbehandlingsløsninger: Danmarks Naturfredningsforening ønsker mere fokus på andre affaldsbehandlingsløsninger, herunder en større grad af genbrug og vedvarende energiformer som solvarme og geotermi.

Forvaltningerne bemærker, at affaldsforbrænding i dag er en god måde at nyttiggøre energien i affald, men at det generelt er bedre miljømæssigt at udnytte ressourcerne via genanvendelse. Forvaltningerne vurderer, at der er behov for et forbrændingsanlæg på Amager, men vurderer ikke, at det nye anlæg bremser genanvendelse eller ny teknologi.

Opfyldningsmuligheder: Planforslagene viser 2 alternative opfyldningsmuligheder ved Amagerværket. Den ene ligger på nordsiden af Kraftværkshalvøen og den anden på østsiden. Vattenfall, der ejer Amagerværket, og Refshaleøen Holding peger på, at det østlige opfyldningsalternativ bør vælges, hvorved man fortsat kan udnytte de eksisterende havneanlæg på nordsiden.

Forvaltningerne anbefaler, at det østlige opfyldningsalternativ vælges.

Anvendelsen: By & Havn finder anvendelsen til tekniske anlæg af offentlig / almen karakter for begrænsende og ønsker anvendelsen udvidet. Alternativt at deres arealer udgår af lokalplanen. Endvidere ønskes, at lokalplanens bestem­melser vedrørende byggemuligheder præciseres, og at Vindmøllevej ikke nedlægges.

Forvaltningerne vurderer, at arealerne i kommuneplanen bør fastholdes til virksomheder af offentlig / almen karakter, idet der fremover vil være behov for mere areal til bl.a. oplag af biomasse. Med hensyn til lokalplanen er der ikke aktuelt konkrete projekter på det pågældende areal, og det vil kunne udgå af lokalplanen uden konsekvenser for de øvrige anlægsprojekter. Den eksisterende lokalplan 65 ophæves dermed ikke for dette område. Arealet er beliggende i landzone og vil forblive i landzone, idet en zoneændring kun kan ske gennem en lokalplan. Den fremtidige regulering af området vil derfor ske gennem landzonetilladelser. Vindmøllevej er i lokalplanen foreslået nedlagt som vej, fordi det grundareal, der er til stede for et nyt forbrændingsanlæg, er begrænset, idet det eksisterende anlæg først kan nedrives, når det nye er sat i drift. Endvidere er der taget hensyn til besøgende til forbrændings­anlægget samt ønsket om at separere trafikken. Lokalplanen hindrer ikke adgang til By & Havns arealer.

 Afstandskrav: Refshaleøen Holding bemærker, at med de afstandskrav til forureningsfølsom anvendelse, som er indarbejdet i lokalplanen, vil en del af Refshaleøen være inden for disse og dermed lægge begrænsninger på anvendelsen ved en fremtidig byudvikling.

Forvaltningerne bemærker, at der er tale om vejledende afstandskrav, og disse vil kunne justeres ved en konkret vurdering af anlæggenes forureningsgrad. I relation til, at Refshaleøen er et perspektivområde, finder forvaltningen ikke, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt at foretage en sådan kon­kret vurdering.

Sejlads og rekreative arealer: Flere henvendelser drejer sig om ønsker til rekreative arealer. I relation til sejlads med lette fartøjer opfordres der til muligheder for at lægge til land, rekreative faciliteter, sikkerhed ved etablering af nye bolværker, belysning mv.

Forvaltningerne bemærker, at et areal langs Forlandet er udlagt til senere disponering i forbindelse med en mulig havnetunnel. Her muliggøres bl.a. midlertidige rekreative aktiviteter. Hertil kommer anvendelsen af den store tagflade på den nye Amagerforbræn­ding. Som det fremgår af bemærkningen til By & Havns høringssvar udgår deres arealer af lokalplanen og derved også underområde III til offentlige formål.

Ændringer af lokalplan og kommuneplantillæg

På baggrund af ovenstående foreslår forvaltningen, at planerne ændres på følgende punkter, jf. bilag 1 og bilag 2:

-          § 1, formålsbestemmelsen ændres, idet ”Der sikres mulighed for udvidelse af rekreative arealer til brug for maritime fritidsanlæg og lignende på syd siden af Margretheholm Havn” udgår som følge af at arealet udtages af lokalplanen

-          § 3, stk. 2, tegning nr. 1 og tegning a, justeres idet opfyldningen mod øst fastholdes og den alternative opfyldning mod nord bortfalder. Samme ændring foretages i kommuneplantillæggets T4*-området ”Amagerværket”. Desuden tydeliggøres O1*-området på kort og i redegørelsestekst. Endvidere ændres områdeafgrænsningen, idet et areal nord for Vindmøllevej udgår af lokalplanen, og dermed også underområde III. Øvrige tegninger konsekvensrettes. Den eksisterende lokalplan 65 ophæves dermed ikke for dette område.

-          § 4, stk. 3, idet anvendelsesbestemmelsen for underområde III til offentlige formål udgår.

-          § 5, stk. 5, med tilhørende kommentar udgår

-          Redaktionel ændring af tegning nr. 3, idet markeringen af arealet med den eksisterende Amagerforbrænding som parkerings- og tilkørselsarealer til den nye Amagerforbrænding ikke er korrekt, og derfor ændres.

-          Situationsplanen på side 6 i lokalplanens redegørelsesdel ændres, idet det skal fremgå, at der kan opføres et kraftværk, hvor det eksisterende forbrændingsanlæg ligger. Endvidere markeres beliggenhed af geotermianlæg og arealet nord for Vindmøllevej markeres uden farve.

-          I lokalplanens redegørelsesdel indsættes en bemærkning om, at mindre areal af underområde II ligger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Christianshavns Vold, og at der ikke må foretages arbejder her, medmindre der meddeles dispensation, eller Naturstyrelsen ændrer grænsen.

-          Miljøvurderingen rettes i overensstemmelse med Naturstyrelsens bemærkninger

 

Miljøstyrelsens høring

Syv af de indkomne høringssvar vedrører delvis Miljøstyrelsens høring vedrørende forslaget til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse, og et svar vedrører miljøgodkendelsen. Svarene er resumeret og kommenteret i bilag 3. Miljøstyrelsen har ikke fundet anledning til at ændre på det offentliggjorte materiale på nær et enkelt punkt. Det drejer sig om indsættelse i VVM-tilladelsen af et vilkår om, at der vil være et behov for at overvåge trafikudviklingen i Amager­for­brændings nærområde med henblik på at sikre en fortsat fornuftig afvikling af trafikken. Når der foreligger en udtalelse fra Københavns Kommune vil Miljøstyrelsen kunne træffe afgørelse om kommuneplantillægget. Med Borgerrepræsentationens vedtagelse af plangrundlaget vil forvaltningerne meddele dette til Miljøstyrelsen.

Økonomi

I/S Amagerforbrænding er bygherre på det nye forbrændingsanlæg. Opførelsen ventes at kunne koste op til 3,95 mia. kr. i 2016-prisniveau afhængig af anlægsstørrelse. Der er automatisk låneadgang til investering, men låneoptagelsen skal godkendes af ejerkom­munerne, der hæfter for gælden. Heraf udgør Københavns Kommunes hæftelse ca. 63 pct. svarende til ejerandelen. Amagerforbrændings bestyrelse har den 22. september 2011 besluttet at bygge et anlæg på 2x35 tons/time, og selskabet har anmodet ejerkom­munerne om godkendelse af låneoptaget. Denne anmodning forventes politisk behandlet ultimo 2011.

Transportbelastningen fra det nye anlæg kan stige, alt efter transportvalg og udnyttel­sesgrad, og kan derfor medføre en nødvendig trafiksikkerhedsmæssig og trafikal om­byg­ning af krydsene Forlandet/Kraftværksvej og Vermlandsgade/Kløvermarksvej. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at etablering af det nødvendige signalanlæg på Forlandet/Kraftværksvej vil koste ca. 2 mio. kr. Etablering af signal­anlæg mv. i dette kryds betales af Amager­for­brænding. Dog vurderes en omlægning under de nuværende forudsætninger ikke nødvendig indenfor det nærmeste årti.

Videre proces

Når plangrundlaget er endeligt vedtaget i Borgerrepræsentationen, bekendtgøres dette i henhold til reglerne i planloven. Det samme gælder Miljøstyrelsens kommuneplantillæg med VVM-redegørelse for det nye affaldsbehandlingscenter. Miljøstyrelsen skal meddele Amagerforbrænding en VVM-tilladelse og miljøgodkendelse, før projektet kan rea­li­seres.

 

         Claus Juhl                                         Hjalte Aaberg

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at tiltræde hvidbogen med resultatet af den offentlige høring for så vidt angår lokalplanforslaget (bilag 1)

2.                  at lokalplan ”Kraftværkshalvøen” med miljøvurdering vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder areal der udgår af lokalplanen, valg af opfyldningsalternativ og rettelse af miljøvurderingen i overensstemmelse med Naturstyrelsens bemærkninger

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.                  at tiltræde hvidbogen med resultatet af den offentlige høring for så vidt angår forslaget til kommuneplantillæg (bilag 1)

4.                  at kommuneplantillæg for ”Kraftværkshalvøen” med miljøvurdering vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder valg af opfyldningsalternativ samt tydeliggørelse af O1*-området på kort og i tekst

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller over for Borgerrepræsentationen

            5.         at Miljøstyrelsens sammenfattende redegørelse om høringen i forbindelse med etablering af et nyt          affaldsbehandlingscenter tages til efterretning (bilag 3)

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 28. november 2011

Der blev stemt om at behandle indstillingen på dagens møde:

For stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og I.
Imod stemte 8 udvalgsmedlemmer. A,F,Ø og B
1 udvalgsmedlem undlod at stemme: O

Indstillingen blev udsat.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 28. november 2011

Der blev stemt om at behandle indstillingen på dagens møde:

For stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og I.
Imod stemte 8 udvalgsmedlemmer. A,F,Ø og B
1 udvalgsmedlem undlod at stemme: O

Indstillingen blev udsat.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 12. december 2011

Som konsekvens af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i sagen om ”Låneramme for nyt forbrændingsanlæg I/S Amagerforbrænding” stillede Teknik- og Miljøborgmesteren ændringsforslag til indstillingen om:

”At lokalplanforslag for ”Kraftværkshalvøen” konsekvensrettes i overensstemmelse med Teknik- og miljøudvalgets beslutning i sagen om Låneramme for nyt forbrændingsanlæg I/S Amagerforbrænding.

Konsekvensrettelserne skal ske således at,

  • Det fremgår af lokalplanforslaget, at lokalplanforslaget muliggør etablering af et fremtidigt affaldsforbrændingsanlæg, og at lokalplanforslaget således ikke udgør en beslutning om anlæggets art og / eller størrelse / kapacitet.
  • Der ved henvisninger til størrelse, kapacitet og effekter af et eventuelt nyt forbrændingsanlæg til Amagerforbrændingen tilføjes, at der er tale om maksimale størrelser, som kan blive mindre.
  • Samt at beskrivelsen af et nyt forbrændingsanlæg i lokalplanforslagets redegørelsesdel – herunder på side 7-9 under overskriften ”Den nye Amagerforbrænding” - konsekvensrettes, så det fremgår af teksten, at der er tale om et projekt udarbejdet af Amagerforbrændingen, som ikke er besluttet, og som kan få en mindre størrelse / kapacitet end beskrevet.”
Der blev stemt om ændringsforslaget:

For ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, C, F, og I.
Imod ændringsforslaget stemte: ingen.
Tre udvalgsmedlemmer undlod at stemme: B, O og Ø.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, C, F og I.
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: B, O og Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev anbefalet.

Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten afgav protokolbemærkning:

” Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten undlader at stemme, da vi mener, at lokalplanen burde tilrettes af udvalget selv i forhold til beslutningerne i dagsordenens punkt to.”
Til top