København H - Metrostationsplads
Efter offentlig høring af forslag til lokalplan skal Borgerrepræsentationen endeligt behandle lokalplan ” København H Metrostationsplads”, herunder tage stilling til forslag til ændringer af lokalplanen.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at lokalplan ” København H Metrostationsplads” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, primært at cykelparkering langs Hovedbanegården på tegning 2 fjernes.
Problemstilling
Forslaget til lokalplan ”København H Metrostationsplads” blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 15. juni 2011 med henblik på offentliggørelse. Forslaget vedlægges som bilag 1.
Planen har været i offentlig høring fra den 13. juni til den 3. oktober 2011. Der er som led i dialogstrategien afholdt borgermøde den 13. september 2011. Referat og evaluering af mødet er vedlagt som henholdsvis bilag 5 og 6.
Løsning
Lokalplanen gør det muligt at etablere stationsplads i Stampesgade. Metroselskabet har i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010, og den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere. I de nu foreliggende dispositionsplaner, fastlægges trafikløsningerne herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.
Forpladsarealet ved København H består overordnet af to dele. En del i selve Stampesgade, hvor stationselementerne ligger, og et areal beliggende på den tidligere Byhave, hvor hovedparten af cykelparkeringen afvikles. De to delområder bindes sammen med en gennemgående belægning. I Stampesgade er stationselementerne placeret i et lige bånd. Nord for elementerne udlægges et areal til dobbeltrettet cykelsti, mens det om eftermiddagen soleksponerede areal syd for stationselementerne er friholdt til ophold. En zone langs begge facader skal være friholdt for nagelfast byrumsudstyr af hensyn til brandredning. Byhaven reduceres med ca. 50% og i Stampesgade etableres en ny plads, hvor der i dag er gennemkørende trafik. Arealet tættest på hovedtrappen ved metro disponeres med en rationel opstilling af cykelparkering, mens arealet tættest på Halmtorvet igen udlægges til have med mulighed for at genoprette den stemning og de funktioner, som findes i dag.
Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene
Ved det afholdte borgermøde deltog 3 borgere, og der blev på mødet drøftet sociale forhold på stationspladsen, cykelstativers udformning, samt ophold på pladsen m.v.
Parkering
Der nedlægges 75 parkeringspladser til metroelementer og cykelparkering i forbindelse med etablering af metroforpladsen.
Økonomiudvalget besluttede den 11. oktober 2011, at der udarbejdes en oversigt over permanente parkeringsnedlæggelser på samtlige metrocityrings stationer. Økonomiudvalget bemærkede dertil, at pladserne først nedlægges permanent i 2018, hvorfor man kan afvente at finde erstatningspladser. Behovet for erstatningspladser skal dog afklares før 2018
I bilag 7 er nærmere redegjort for nedlagte parkeringspladser i forbindelse med metrostationspladsen samt for parkeringsbelægning i områder nær ved metrostationerne.
Høring
Lokaludvalget
Der kom ingen henvendelse fra Vesterbro Lokaludvalg, men forvaltningen har været i løbende dialog med lokaludvalget igennem processen.
Fra høringsperioden er indkommet 8 høringssvar, der omhandler parkering under byggeriet, sociale forhold i området under og efter etableringen af metroen, underjordisk cykelparkering, samt en omplacering af cykelstien. De modtagne henvendelser fremlægges som bilag A. Som bilag 2 vedlægges en liste over henvendelserne. I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger hertil.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at der er taget højde for parkering under byggeriet ved at p-licenszonen midlertidigt kan udvides for borgere og virksomheder, der er berørt af metroarbejder.
Forvaltningen og Metroselskabet har i fællesskab forsøgt at skabe et byrum der henvender sig til en bred sammensætning af den københavnske befolkning.
Analyser viser, at hovedparten af de cyklende til stationen vil komme fra Vesterbroretning (vest) og det er derfor mest optimalt at placere cykelparkeringen vest for hovednedgangen til metroen. Dette er for at forhindre de mange fejlparkerede cykler ved stationen. Den foreslåede løsning med en krydsende cykelsti er ikke mulig, da cykelstien vil krydse over ovenlys til stationen, som er fastlagt ved lov.
Forslag til ændringer i lokalplanforslaget
Forvaltningen har set nærmere på cykelparkeringen og vurderer på den baggrund, at der ikke er plads til cykelparkering langs Hovedbanegården ved rampen til Tietgensbroen. De pågældende cykelparkeringspladser er ikke en del af de pladser der skal anlægges i forbindelse med etableringen af cityringen, men tænkt som en mulighed for yderligere cykelparkering.
Forvaltningen forslår derfor, at den viste cykelparkering langs Hovedbanegården tættest på Tietgensbroen på tegning 2 fjernes, jf. bilag 4.
Økonomi
Indstillingen har umiddelbart ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev udsat