Opstilling af kunstværket Kabul Time
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et forslag om at modtage og opstille kunstværket ”Kabul Time” permanent på en af to foreslåede lokaliteter i København. Forslagsstilleren er Den Frie Udstillingsbygning.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget at godkende,
-
at kunstværket ”Kabul Time” opstilles permanent på Hedegårdsvej, eller – hvis forholdende her gør det umuligt – alternativt på Øresundsvej
Problemstilling
Forvaltningen modtog i efteråret 2010 en ansøgning om at lade billedkunstneren Jens Haanings værk ”Kabul Time” opstille på Oslo Plads. Ansøgningen kom fra Kit Leunbach, der er udstillings- og pressekoordinator i Den Frie Udstillingsbygning. DSB så dog meget nødig, at et sådant ur blev opstillet på Oslo Plads, og forvaltningen indstillede i stedet i juni 2011 en placering ved Lyngbyvej. På udvalgsmødet blev der fremsat et ændringsforslag, hvor forvaltningen fik til opgave at afdække interessen blandt relevante aktører, herunder Grundejerforeningen i Ørestad, for en opstilling af ”Kabul Time” i Byparken, Ørestad.
Kunstneren har ikke fundet lokaliteten egnet, idet han ikke mener, at kunstværket kan forenes med stedets ånd og skalaforhold. Grundlæggende mener kunstneren, at kunstværket skal placeres ved et trafikknudepunkt, og ikke i en park.
I dialog med kunstneren er der fundet to alternative placeringer i det københavnske byrum, nemlig (i prioriteret rækkefølge):
- Hedegårdsvej (ved Lagunebroen, bilag 1)
- Øresundsvej (over for Krimsvej, bilag 2)
Kunstværket er udformet som et ur, der ligner andre ure i det offentlige rum. Det har påskriften ”Kabul” for at indikere, at uret viser lokal tid i den afghanske hovedstad. Urskiven vil blive dobbelt så stor i diameter (150 cm) som standardurene i byrummet og anbragt højere (ca. 5-7 m), og derved visuelt skille sig ud fra disse (Bilag 3).
Kunstværket er støttet af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum og har været i høring i Københavns Kommunes Billedkunstneriske Udvalg.
Løsning
Billedkunstudvalget gav følgende høringssvar i forhold til det oprindelige forslag til placeringen:
”Et flertal af udvalget finder, at Jens Haanings ”Kabul Time” er et interessant værk, der nøgternt - med et simpelt greb - kan forstyrre byrummet og sætte tanker i gang.
Værket kommenterer usentimentalt en aktuel konflikt uden selv at tage stilling for og imod. Værket har samtidig en styrke, der gør, at udvalget vurderer, at det - også på længere sigt - kan fungere i byrummet.
Udvalget mener, at den endelige udformning af værket er afgørende, herunder at værket i størrelse og udformning ligner de øvrige DSB-ure i København samt at det forholdsvis let kan aflæses, at uret viser tiden i Kabul.
Et mindretal bestående af Leslie Arentoft finder ikke, at værket egner sig som permanent kunstværk i byrummet, men at det glimrende kan fungere som et midlertidigt projekt.”
Den lokale tid i Kabul er tre og en halv time foran tiden i København. Den forbipasserende vil således se et ur, som ”går foran”, hvilket vil afføde reaktionen: ”Er klokken så mange” og hvad det måtte afstedkomme af tanker. Værket vil således virke som en skæv kommentar til det moderne menneskes afhængighedsforhold til tid, og selve urets symbolske og eviggyldige fortælling om tidens gang og altings forgængelighed vil indgå i den specifikke historiske tidsramme.
Et banalt element i byrummet vil få en ny betydning, fordi det refererer til Afghanistans hovedstad og dermed kobler til, at Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan.
Da forvaltningen har forstået, at udvalget så problemer i en placering af kunstværket midt i et trafikknudepunkt, og de misforståelser det kunne medføre i forhold til kunstværkets tidsangivelse, peges der i stedet på placeringer på mindre trafikerede lokaliteter i København end den tidligere foreslåede placering på Lyngbyvej.
Begge placeringer forholder sig, i mindre målestok, dog fortsat til steder med trafik i København, i forbindelse med en metrostation. Uret placeres dog ikke direkte på metroforpladsen, men i en afstand derfra, så man forstår, at der ikke er tale om en service i forbindelse med metrodriften.
Intentionen bag værket er at forbinde Danmark med Afghanistan, sådan at den forbipasserende kan bruge værket som en ramme for refleksion i forhold til såvel den kollektive som den individuelle bevidsthed. Kunstværket opfylder dermed en række væsentlige krav som identitets- og debatskabende element, der er knyttet til stedets ånd og en bestemt tid, men samtidig går ud over disse. Det rejser spørgsmål, men afkræver ikke entydige svar.
Mange mennesker, der færdes i København, benytter ofte den samme vej, eksempelvis til og fra arbejde. Disse vil hurtigt vænne sig til urets benspænd. Ved indvielsen af værket vil medierne desuden forklare sammenhængen. Når den første forvirring har lagt sig, vil uret komme til at fungere i sin egen ret som udgangspunkt for individuelle refleksioner.
Forslagene til kunstværkets placering er fundet i dialog med kunstneren. De to valgte placeringsforslag falder inden for samme idékoncept. Selv om de er anført i prioriteret rækkefølge, vil det ene sted i princippet være lige så godt som det andet. Det giver dog en større fleksibilitet at have to muligheder i tilfælde af, at der viser sig at være tekniske og praktiske forhindringer med hensyn til placeringen i forhold til ledningsplaner, trafiksikkerhed mm.
Økonomi
Kunstværket finansieres af Statens Kunstfond. Omkostningerne i forbindelse med at etablere kunstværket afholdes over forvaltningens monumentkonto inden for en ramme af 50.000 kr.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt kan kunstværket sættes op og indvies i foråret 2012. Efter afsløringen overtager forvaltningen dets drift og vedligeholdelse.
Hjalte Aaberg
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget stillede ændringsforslag om at ændre indstillingens 1. at-punkt
fra:
”1. at kunstværket ”Kabul Time” opstilles permanent på Hedegårdsvej, eller – hvis forholdende her gør det umuligt – alternativt på Øresundsvej”
til:
”1. at Teknik- og Miljøudvalget fastholder, at kunstværket ikke skal opstilles ved et trafikeret sted fordi den ’forkerte’ tidsangivelse vil skabe forvirring hos trafikanter, metropassagerer mfl. Udvalget takker derfor nej til at modtage og opstille kunstværket.”
Indstillingen blev godkendt.