Mødedato: 12.09.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vedtagelse af Strategi for biologisk mangfoldighed

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende ”Plads til naturen - Strategi for biologisk mangfoldighed i København” efter endt høring.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til ”Plads til naturen - Strategi for biologisk mangfoldighed i København” (bilag 1) vedtages.

Problemstilling

”Plads til Naturen – Strategi for Biologisk Mangfoldighed i København” blev den 28. februar 2011 fremlagt for udvalget, som vedtog at sende strategien i offentlig høring fra den 14. marts til den 25. april 2011. Der er i høringsperioden indkommet 11 høringssvar, som alle generelt er positive overfor strategien.

 

Den biologiske mangfoldighed er i Danmark under pres fra byudvikling, intensivt landbrug, transportveje, forurening, tilgroning m.v.

Danmark har gennem FN Konventionen om Biologisk Mangfoldighed (Biodiversitets-konventionen, CBD) forpligtet sig til at bremse nedgangen i arter på verdensplan, og Københavns Kommune er derfor også forpligtet til at bidrage med sin del i arbejdet for biologisk mangfoldighed.

 

Ligeledes er Københavns Kommune i kraft af sit medlemskab i det tværkommunale samarbejde Green Cities forpligtet til at opstille en liste over prioriterede dyre- og plantearter i kommunen, samt hvert år at foretage overvågning af en ny art fra denne liste.

Af ressourcemæssige grunde tager Strategien afsæt i Teknik- og Miljøforvaltningens egne arealer. På længere sigt vil forvaltningen arbejde på at strategien for biologisk mangfoldighed udbygges til at dække både land- og vandområder og omhandle alle forvaltninger, private grundejere, boligforeninger mv.

Løsning

Høringssvar til strategien

Høringssvarene har givet anledning til enkelte ændringer i ”Plads til naturen - Strategi for biologisk mangfoldighed i København”(bilag 1), bl.a. udpegning af yderligere forslag til grønne spredningskorridorer og enkelte præciseringer af forekomsten af dyre- og plantearter i København. Ændringer fremgår af kommentarerne til høringssvarene i vedlagte bilag 2.

Høringssvarene fremstår generelt meget positive over for at Københavns Kommune nu har fået en strategi for biologisk mangfoldighed. Der er også store forventninger til implementeringen af strategiens handlingsplan. I nogle høringssvar skriver afsenderne, at de er kede af, at strategien ikke dækker alle kommunens arealer, men i første omgang kun prioriterer Teknik og Miljøforvaltningens arealer.

 

Strategien skal være et led i arbejdet med at øge den biologiske mangfoldighed i København. Strategiens overordnede mål er, at der inden for byens rammer udvikles en grønnere by med plads til liv for både dyr, planter og mennesker.

 

Driften af Københavns grønne områder skal tilrettelægges, så den i højere grad øger den biologiske mangfoldighed og byplanlæggerne skal inddrage hensynet på lige fod med andre hensyn, som vægtes i byudviklingen. Strategien skal forankres bredt for at have effekt.

 

Under udarbejdelse af strategien har forvaltningen internt afstemt strategiens indhold, herunder arbejdet med at indføre hensynet til biologisk mangfoldighed i lokalplaner. I det videre implementeringsarbejde vil forvaltningen inddrage bl.a. Københavns Ejendomme, som administrerer mange grønne områder.

 

Strategien skal løbe frem til 2015, hvorefter det forventes at ny viden på området og gennemførelsen af aktiviteter vil nødvendiggøre en revision.

 
Strategiens handlingsplan

Handlingsplanen består af fysiske tiltag, vidensindsamling og formidling.

 
Fysiske tiltag

Tiltagene udføres som projekter under de enkelte centre i forvaltningen og som tværgående projektsamarbejder i forvaltningen eller med eksterne samarbejdspartnere.

Her kan nævnes forsøg med etablering af naturlig blomstereng i udvalgte parker og naturområder og genåbning af Grøndals Å.

 
Vidensindsamling

Opdatering af viden i forvaltningen omfatter overvågning af arter og undersøgelser af mulige tiltag i arbejdet for at øge den biologiske mangfoldighed. En del af den vidensindsamling og de undersøgelser, der skal laves, skal finansieres gennem allerede planlagte projekter og anlægsarbejder.

 

Den nye viden skal indarbejdes løbende i naturforvaltningen og i strategien ved revisionen i 2015. Ny viden om spredningskorridorer og beskyttede arter indføres i kommuneplanen ved dennes revision hvert 4. år.

 

Forvaltningen vil fortsætte overvågningen, som først og fremmest prioriterer de arter på kommunens liste, som også er omfattet af EU-direktivernes krav om beskyttelse. Prioriteringen er gjort ud fra en faglig vurdering af behovet for overvågning.

 
Formidling

I handlingsplanen for biologisk mangfoldighed er formidlingen af tiltag prioriteret højt, fordi det er vigtigt med opbakning og handling på borgerniveau for at bevare den biologiske mangfoldighed. Formidlingen skal rettes mod borgerne, men i særlig grad også kommunens forvaltninger, som administrerer og planlægger byens udvikling. Det er vigtigt, at strategiens principper indarbejdes i kommunens planarbejde, så hensynet til biologisk mangfoldighed bliver vægtet sammen med hensynet til fx miljø og sundhed.

Økonomi

Tiltagene skal i de fleste tilfælde finansieres inden for forvaltningens driftsbudgetter, idet mange af tiltagene kan udføres via ændret drift. Større projekter, som er vigtige, hvis kommunen skal gøre en væsentlig forskel for den biologiske mangfoldighed, er indtil videre ufinansierede, og skal derfor indgå som elementer i kommende budgetforhandlinger. En supplerende mulighed er at søge midler i fonde og gennem EU, hvilket ofte kræver en tilkendegivelse af medfinansiering i størrelsesordenen 50 %. Derudover indarbejdes arbejdet med biologisk mangfoldighed i allerede eksisterende projekter i forvaltningen.

Videre proces

Forvaltningen reviderer handlingsplanen hvert år og hver fjerde år revideres strategien, så den stemmer overens med den nyeste viden. Forvaltningen vil forestå revisionen og vurderer at den ikke vil kræve fornyet politisk godkendelse, da revisionen hovedsageligt vil bestå af opdateringer på arters udbredelse og status.


Hjalte Aaberg                                           
                                                                 /Jon Pape

Beslutning

Skriftlig votering i Teknik- og Miljøudvalget onsdag den 7. september 2011 - mandag den 12. september 2011, kl. 15.00

Indstillingen blev godkendt.
Til top