Kalvebod Miljøcenter, Byggeri i Nordhavn
Borgerrepræsentationen skal godkende, at der gives en anlægsbevilling på 11 mio. kr. til etablering af administrationshus, maskinhaller, værksted og modtageplads til brug for det kommende depot for forurenet jord i Nordhavn.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at der frigives en anlægsbevilling på 11,0 mio. kr. i 2012 til etablering af administrationshus, maskinhaller, værksted og modtageplads i forbindelse med anlæg og drift af nyt depot for forurenet jord i Nordhavn. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, funktion 1.38.66.3. Der anvises finansiering via omplacering af 11,0 mio. kr. i 2012 fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret drift, funktion 1.38.66.1 til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, funktion 1.38.66.3. (Teknik- og Miljøudvalget) |
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 31. marts 2011 ”Aftale om deponering af forurenet jord” af 27. januar 2011, som er indgået med By & Havn. Efter denne aftale skal Teknik- og Miljøforvaltningen drive det nye depot for forurenet jord i Nordhavn.
Jorddepotet åbner omkring 1. juli 2012 og i den forbindelse flytter Kalvebod Miljøcenter sine nuværende aktiviteter fra Selinevej til Nordhavn. Det betyder, at der skal etableres en række nye faciliteter. Ifølge den indgåede aftale dækker By & Havn 19 mio. kr. af omkostninger til anlæg af bygninger m.m., mens kommunen skal betale resten.
Løsning
For at drive det kommende depot i Nordhavn, skal der indrettes et administrationshus til 15 medarbejdere, haller til opbevaring, værksted til service af gravemaskiner m.m., samt modtageplads for forurenet jord. For at leve op til visionen om en grøn bydel i Nordhavn, ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at opføre byggeriet som et samlet grønt byggeri, fx med græs på taget, med meget lavt energiforbrug og med anvendelse af grønne teknologier. Byggeriet skal understøtte Københavns Kommunes identitet som miljømetropol og understøtte målsætningen i kommunens klimaplan om en CO2-neutral by i 2025.
Byggeriet kan således også bruges som demonstrationsprojekt for kommende byggerier i bydelen.
I bilag 1 ses en skitse af modtageplads med byggeri.
Økonomi
Nedenfor ses et prisoverslag af det udarbejdede skitseprojekt. For flere detaljer henvises til bilag 2.
Administration og mandskabsfaciliteter 12,5 mio. kr.
Haller, værksted og vaskeplads 6,0 mio. kr.
Hegn, belægning mm. 3,5 mio. kr.
Udgravning og jordhåndtering 3,0 mio. kr.
Projektering og tilsyn 2,5 mio. kr.
Øvrige omkostninger 2,5 mio. kr.
I alt 30,0 mio. kr.
Ifølge den indgåede aftale med By & Havn af 27. januar 2011, dækker By & Havn 19 mio. kr. af omkostninger til anlæg af bygninger mm., mens Københavns Kommune dækker det resterende beløb på 11 mio. kr.
Københavns Kommunes udgift afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, funktion 1.38.66.3. Der anvises finansiering via omplacering fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret drift, funktion 1.38.66.1.
Videre proces
Anlægsprojektet udbydes af By & Havn jf. ”Aftale om deponering af forurenet jord” af 27. januar 2011, og byggeriet forvendtes påbegyndt ved udgangen af 2011.
Hjalte Aaberg
/Charlotte Korsgaard
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet.