Mødedato: 12.09.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse vedr. Scala-grunden (udsat fra sidste møde)

Se alle bilag

Lars Berg Dueholm har bedt om at få drøftet Scala-grunden i Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter,

1.         hvorledes udvalget skal forholde sig i relation til et fremtidigt projekt på Scala-grunden.

Problemstilling

Lars Berg Dueholm ønsker, at Scala sættes på udvalgets dagsorden som drøftelsessag. Herunder ikke mindst set i lyset af stadsarkitektens udtalelser i Licitationen den 8. August 2011.

Løsning

Som baggrund for teknik- og miljøudvalgets drøftelse af sagen kan forvaltningen oplyse følgende:


Henvendelse fra Norden

Forvaltningen har på tre møder med Ejendomsselskabet Norden drøftet Nordens ønsker for den videre udvikling af Scala grunden, som Norden ejer. 

 

Norden har på møderne tilkendegivet ønske om at nedrive den eksisterende bygning på Scalagrunden og opføre et nyt byggeri. Samtidig ønsker Norden at ændre anvendelsen i den eksisterende lokalplan fra forlystelsespræget serviceerhverv til administration fra 2. sal og op.

 

Norden har endvidere oplyst, at Norden har indgået kontrakt med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel om ca. 15.000 m2 til administration. Derudover mangler Tivoli plads og ønsker 3-4.000 m² administration, hvilket Norden også ønsker at give mulighed for i den ny Scala-bebyggelse.

 

I de to nederste etager foreslår Norden, at der skal være publikumsorienterede funktioner.

 

Arkitekt Lene Tranberg er blevet engageret til at udarbejde et nyt skitseprojekt.

 

På møderne med Teknik- og miljøforvaltningen har Norden spurgt ind til mulighederne på grunden i fht. den eksisterende lokalplan og relevante forhold i området. På møderne blev det aftalt, at Norden skal fremlægge et konkret forslag, hvorefter forvaltningen vil igangsætte den egentlige sagsbehandling. Herudover har møderne ikke givet anledning til konklusioner.

 

Norden har tilkendegivet, at de forventer, at deres forslag til et nyt projekt på Scalagrunden ikke vil afvige voldsomt fra den eksisterende lokalplan i højden. Det ventes, at Nordens forslag vil medføre behov for en ny lokalplan, da Norden ønsker, at der skal ske et anvendelsesskift fra forlystelsespræget serviceerhverv til administration fra 2. sal og op.

 

Forvaltningen er endnu ikke blevet præsenteret for et konkret projektforslag af Norden.

 

Den eksisterende lokalplan

Den eksisterende lokalplan nr. 382 ”Jernbanegade” giver mulighed for et projekt der er 6 etager højt mod gaden stigende til 8 etager i den centrale del af bygningen. På hjørnet mod Axeltorv/Tivoli er der mulighed for at forhøje bygningen til 10 etager, svarende til 34 meter.

 

Forvaltningen vil, når Norden præsenterer et projektforslag gå i dialog med bygherren omkring projektet og udarbejde en startredegørelse, hvor TMU tager stilling til projektet.

 

I forvaltningens arbejde med at kvalificere projektet vil der bl.a. blive lagt vægt på

  • At der udvikles et projekt, der er tilpasset omgivelserne og forholder sig til dem,
  • At der skabes muligheder for byliv med udadvendte funktioner,
  • At der arbejdes på at skabe bæredygtige løsninger i byggeriet,
  • At der på denne særlige beliggenhed arbejdes med et højt arkitektonisk niveau.

 

Centerplans projektforslag fra 2006

Centerplan ejede tidligere Scala-grunden. Centerplan inviterede i efteråret 2006 tre tegnestuer Bjarke Ingels Group, Schmidt Hammer Lassen og Henning Larsen Architects til at give hver sit bud på en ny bygning på Scala-grunden.

 

Der indkom tre markante bud.  Alle tre bygningsforslag havde en højde på op til 147 m og udformning, som ville ændre Københavns skyline.

 

Intentionen med et nyt højhus var at skabe et multifunktionelt hus og område, som både opfyldte kommunens ønske om et "Byens Hus" med fx stadsbibliotek, kultur-, udstillings- og konferencefaciliteter - og behovet for detailhandel, restauration, parkeringspladser, hoteller og lejligheder.

 

Med Centerplans konkurs vurderede forvaltningen, at Centerplans forslag til højhusbebyggelse ikke længere var aktuelt, og sagen blev derfor opgivet, før forvaltningen havde igangsat den egentlige sagsbehandling.

 

Stadsarkitektens udtalelser

Stadsarkitekten er i Licationen den 8.august i en artikel med overskriften ”Stadsarkitekt afviser højhus” bl.a. citeret for følgende:

"jeg glæder mig til at se et projekt, men et meget højt hus ligger ikke i kortene, selvom det i visse tilfælde kan give en mere dynamisk bymidte. Derfor mener jeg debatten for og imod et højhus overfor Tivoli er overophedet".

 

Stadsarkitektens udtalelse er givet på baggrund af, at forvaltningen og herunder Stadsarkitekten endnu ikke er blevet præsenteret for et konkret projektforslag fra Norden, samt at Norden har tilkendegivet, at de forventer, at et nyt projekt ikke vil afvige voldsomt fra den eksisterende lokalplan i højden.

 

Hvis et projekt udnytter mulighederne i lokalplanen for byggeri i op til 10 etager vil det stadig være under de 40 meter, der ifølge Københavns Kommunes debatoplæg til Højhusstrategi betegner et højhus.

Videre proces

Når Norden præsenterer et projektforslag vil det blive kvalificeret og fremlagt for Teknik-og Miljøudvalget som startredegørelse. Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender startredegørelsen, vil der blive udarbejdet et lokalplanforslag.

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Simon Kjær Hansen


Bilagene til indstillingen blev udsendt til mødet den 22. august 2011 og genudsendes ikke.

Beslutning

Skriftlig votering i Teknik- og Miljøudvalget onsdag den 7. september 2011 - mandag den 12. september 2011, kl. 15.00

Indstillingen blev udsat.
Til top