Mødedato: 12.06.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Takstkatalog for 2024

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tages stilling til Teknik og Miljøforvaltningens takstbilag (bilag 2) skal indgå i budgetprocessen for 2024. Takstbilaget skal derefter viderebehandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Derudover bemyndiges Teknik og Miljøforvaltningen til at lave administrative ændringer efter kommuneaftalen, samt foretage mindre redaktionelle ændringer i takstkataloget. Der er i alt 143 takster, hvoraf størstedelen af taksterne forbliver uændrede. Der er to ud af de seks takstområder, der oplever mindre stigninger, som er beskrevet yderligere i løsningsafsnittet. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de foreløbige takster for 2024 udgør forvaltningens takstbilag (jf. bilag 2).
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at korrigere taksterne, når pris- og lønindekset er kendt efter kommuneaftalen, samt foretage mindre redaktionelle ændringer i takstkataloget.  

Problemstilling

Som en fast del af budgetprocessen for det kommende budgetår forelægges Teknik- og Miljøudvalget et samlet katalog over foreløbige takster og gebyrer til godkendelse. Når Teknik- og Miljøudvalget har behandlet indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sende det samlede takstbilag til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling. I lighed med sidste år er taksterne for 2024 udarbejdet i overensstemmelse med de fælles retningslinjer for beregning af takster og interne priser i Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøudvalget giver med denne indstilling Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndigelse til at foretage administrative ændringer af taksten efterfølgende. 

Løsning

Takstbilaget for 2024

Der er overordnet seks takstområder: Miljø og affald, Parkering, Trafik og byliv, Kirkegårde, Renhold og Byggeri (se bilag 2). På de seks takstområder er taksterne underopdelt i logiske grupperinger efter kategorier. På takstområdet parkering er der fx tre ordninger: ”Parkeringsafgift”, ”Betalingsparkering” og ”Øvrige licenser”.
Overordnet set oplever Teknik- og Miljøforvaltningen ikke markante ændringer for takstområdet (se bilag 4).

Parkeringsområdet behandles først ved augustindstillingen, da budgettet for timeparkeringen er aktivitetsbaseret ud fra aktivitetstal, som er baseret på 1. halvår 2023. Teknik og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen fastlægger budgettet baggrund af datagrundlaget. Derfor er taksterne for parkeringsområdet pris- og lønindeksreguleret fra 2023 til 2024, og der er ikke beregnet noget provenu for 2024.

Der er tre takstområder, hvor der sker ændringer, som er beskrevet nedenfor.  

Affaldsområdet

Forslaget for affaldsgebyrerne i 2024 indebærer en stigning for en gennemsnitlig husstand på 172 kr. udover pris- og lønfremskrivninger sammenlignet med taksten i 2023. Ligesom for gebyrerne i 2023 er den foreslåede stigning til 2024 større end, hvad der isoleret set kan tilskrives Ressource- og Affaldsplanen 2024 Cirkulær København (BR den 18. december 2018) og dens tillægspakke (BR den 22. september 2022), idet der også er andre omkostninger, som er stigende. En yderligere stigning blev allerede varslet i den flerårige gebyrprognose (se tabel 1 i bilag 3), som blev præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget den 21. juni 2021 i forbindelse med behandlingen af gebyrerne for 2022 og flugter beløbsmæssigt hermed.

Derudover skal der med virkning fra 1. juli 2023 opkræves markedspriser for erhvervsaffald, så affaldsgebyrerne fremover kun skal dække omkostningerne til håndtering af husholdningsaffald. Takstkataloget i bilag 2 indeholder derfor både affaldsgebyrer og markedspriser for erhvervsaffald.

I husholdningsregulativet, som pt. er i offentlig høring, foreslås det at afskaffe muligheden og gebyrerne for bestilling af midlertidige containere til storskrald og haveaffald. Erfaringerne viser, at der sker en sammenblanding af forskellige affaldstyper i de store containere, hvilket har betydning for affaldets renhed og dermed genanvendelighed. Afskaffelsen af de særlige gebyrer for bestilling af midlertidige containere til storskrald og haveaffald vil medføre både færre indtægter, når der ikke længere skal foretages gebyropkrævning, og færre udgifter, når containerne ikke skal stilles op. Indtægterne og udgifterne ligger i størrelsesordenen 3 mio. kr. årligt.

Forudsætningerne for affaldsgebyrerne og markedspriserne for erhvervsaffald er beskrevet nærmere i bilag 3.

Kirkegårdsområdet
I forbindelse med at kirkegårdene hver 4. år har genberegnet deres interne processer (for tidsmålinger og forbrug) i forbindelse med opgaver, er der mindre ændringer i nogle af områdets takster, hvor der generelt er marginale stigninger i taksterne, men enkelte oplever også fald.

Trafik og byliv

Der er en anden indstilling på vej til Teknik- og Miljøudvalget, hvor der lægges op til ændringer af afregningsmetoden for el-løbehjul og bycykler. Hvis indstillingen godkendes, vil det betyde en ændring af gebyret, der efterfølgende vil blive ændret i takstkataloget for 2024.

Bemyndigelse til at korrigere taksterne

Det er en videreførelse af tidligere års praksis, når forvaltningen i indstillingens andet at-punkt søger bemyndigelse til at korrigere taksterne, når pris- og lønindekset er kendt efter kommuneaftalen, og desuden får mulighed for at foretage mindre redaktionelle ændringer i takstbilaget. Det skyldes dels, at en række takster på takstområdet parkering først endeligt pris- og lønfremskrives efter godkendelse af takstbilaget.

Taksterne for parkering forventes at blive behandlet endeligt i augustindstillingen, efter aftale med Økonomiforvaltningen.

Endelig kan der i den videre proces med Økonomiforvaltningen opstå behov for mindre præciseringer af teksten i takstkataloget.

Politisk handlerum
Der er et begrænset politisk handlerum for hovedparten af taksterne, som afhænger af, hvilke regler der gælder for det pågældende takstområde (se nedenfor).

Byggeri

Det kan politisk besluttes at nedjustere taksterne. Taksterne må ikke være højere end det angivne beløb i takstkataloget, da indtægterne ikke må overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med opgaven. Hvis det besluttes at sætte taksterne ned, vil det betyde, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har et budget i balance på området.

Taksten for miljøgodkendelserne er fastsat af Miljøstyrelsen, og kan ikke afviges.

Kirkegårde

Det kan politisk besluttes at nedjustere taksterne. Taksterne må ikke være højere end det angivne beløb i takstkataloget, da indtægterne ikke må overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med opgaven. Hvis det besluttes at sætte taksterne ned, vil det betyde, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har et budget i balance på området.

Renhold

Renholdtaksterne er i udbud, så Teknik- og Miljøforvaltningen skal følge udbudsreglerne på området.

Trafik og byliv

Det kan politisk besluttes at nedjustere taksterne. Taksterne må ikke være højere end det angivne beløb i takstkataloget, da indtægterne ikke må overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med opgaven. Hvis det besluttes at sætte taksterne ned, vil det betyde, at Teknik og Miljøforvaltningen ikke har et budget i balance på området.

Rottebekæmpelse

Taksten kan ændres, men da området er omfattet af en hvile-i-sig-selv bevilling, vil taksterne blive reguleret de kommende år, alt efter indtægterne i 2024.

Affaldsområdet

Alle takster kan ændres, men det forudsætter at Teknik- og Miljøudvalget genbesøger tidligere politiske beslutninger om de flerårige affaldsplaner. Desuden er området omfattet af hvile-i-sig-selv bevilling, hvilket betyder at taksterne blive reguleret de efterfølgende år.

Taksterne for erhvervsmæssig brug af genbrugsstationerne er godkendt af ARCs bestyrelse, så det vil kræve en dialog med bestyrelsen, hvis disse takster skal ændres.

Parkering

P-afgifter fastsættelse ud fra lovgivning og kan ikke fraviges. Der er et politisk valg om at indføre taksterne i Københavns kommune.

Betalingsparkering fastsættes af Borgerrepræsentationen. Taksterne fastsættes ud fra niveauet for den adfærdsregulering af bilisterne, der er behov for. Dette prisfastsættelsesprincip er det eneste lovlige i forhold til betalingsparkering.

Økonomi

Som det ses af takstbilaget i bilag 2, medfører de genberegnede takster ikke de store ændringer i forhold til 2023-taksterne med undtagelse af affaldsområdet, som oplever en stigning på 7,8% i forventet indtægter for 2024, som er yderligere beskrevet i bilag 3 (se tabel 1).

Af tabel 1 nedenfor fremgår udviklingen i indtægter fra 2023 til 2024 for forvaltningens takstområder.

Tabel 1 Udvikling i indtægter fra 2023 til 2024

 

Sum af Indtægter 2023

Sum af Indtægt 2024

Indtægtsudvikling

Byggeri

2,4 mio. kr.

2,4 mio. kr.

0 mio. kr.

Kirkegårde

54 mio. kr.

55,8 mio. kr.

1,8 mio. kr.

Renhold

22,2 mio. kr.

22,2 mio. kr.

0 mio. kr.

Trafik & byliv

15,2 mio. kr.

15,1 mio. kr.

-0,1 mio. kr.

Rottebekæmpelse

17,6 mio. kr.

18,2 mio. kr.

0,6 mio. kr.

Affaldsområdet

1118,4 mio. kr.

1205,8 mio. kr.

87,4 mio. kr.

Videre proces

Takstbilaget indgår i den samlede proces for Budget 2024. Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen sende gebyrerne sammen med det samlede takstbilag til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling.

Søren Wille

/ Thomas Højlt

 


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. juni 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”For partierne er det vigtigt, at der fra forvaltningen er fokus på at holde taksterne på et så lavt niveau som muligt af hensyn til byens borgere, specielt set i lyset af det seneste års markant stigende inflation”.

Til top