Mødedato: 12.06.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af affaldsordning for bleer til genanvendelse

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til serviceniveauet for affaldsordningen for bleer til genanvendelse i Københavns Kommune, som blev vedtaget med Cirkulær København (BR den 13. december 2018). Den indstillede ordning vil medføre en affaldsgebyrstigning på ca. 33 kr. årligt pr. husstand og bidrage med ca. 3.400 tons bleaffald til genanvendelse. Ordningen træder i kraft, når forvaltningen har indgået aftale om en behandlingsløsning, der medfører en høj grad af genanvendelse og er klimamæssigt bedre end forbrænding.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at implementere bleaffaldsordningen, som indgår i Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København. jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Hvert år ender mere end 46 mio. brugte bleer i restaffaldet i Københavns Kommune, hvor de i gennemsnit udgør 8 % af den samlede mængde restaffald. Det svarer til ca. 11.800 tons, som ender i forbrændingen. Beslutningen om en bleaffaldsordning og dens økonomi, herunder en gebyrstigning på 19 kr. årligt, blev vedtaget med Cirkulær København (BR den 13. december 2018). En storskala indsamlingstest viser dog, at der kan indsamles markant større mængder bleaffald end først antaget ved hjælp af flere beholdere ved flere etageejendomme og institutioner, som vil medføre en yderligere gebyrstigning på 33. kr. årligt. Der findes behandlingsløsninger for genanvendelse af bleer, men pt. har de ikke kapacitet til kommunens bleaffald. Det nødvendiggør en udbudsproces for at få en behandlingskontrakt med en genanvendelsesvirksomhed. En udvidelse af ordningen er i tråd med Cirkulær Københavns målsætninger for genanvendelse samt en reduktion af CO2-udledningen.

Løsning

Affaldsordningen for bleaffald

Den indstillede bleaffaldsordning bliver målrettet etageejendomme med minimum seks blebørn (nul-fire år). Det betyder, at der vil blive opsat 4600 beholdere hos målgruppen, som er identificeret vha. dataudtræk, der viser, hvor der bor borgere med børn i alderen fra nul-fire år. Derudover inkluderer ordningen de cirka 200 kommunale daginstitutioner, som allerede er en del af ordningen for husholdningsaffald, hvor der ligeledes vil blive opsat 200 beholdere. Desuden vil der være en tilvalgsordning for alle øvrige husstande, inkl. villaer med blebørn.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer det første år at kunne indsamle cirka 3.400 tons bleaffald til genanvendelse årligt via de ca. 4.800 stk. beholdere, der bliver sat ud ved etageejendomme og daginstitutioner. Det svarer til ca. 30 % af det samlede bleaffald i Københavns Kommune. Til sammenligning blev der i 2022 indsamlet lige under 5.000 tons plastaffald til genanvendelse fra 26.750 beholdere fordelt ved husholdningerne i København.

Der er et yderligere potentiale fra plejesektoren, da der årligt købes mere end seks mio. voksenbleer i Københavns Kommune, som i dag også ender i restaffald. Herudover er der ca. 266 kommunale daginstitutioner i Københavns Kommune, som er omfattet af en ordning for erhvervsaffald, hvor der på sigt vil kunne etableres en særskilt indsamlingsordning under Københavns Ejendomme og Indkøb.

Bleaffaldsordningen understøtter de overordnede målsætninger i Cirkulær København om, at 70 % af husholdningsaffaldet i Københavns Kommune skal indsamles til genanvendelse samt om at få plast ud af affaldsforbrændingen mhp. at reducere CO2-udledningen.

Drift af bleaffaldsordningen

Teknik- og Miljøforvaltningen har opnået gode erfaringer fra et forsøg om bleindsamling gennemført i efteråret 2022 (bilag 2). Blandt andet er det erfaret, at bleaffaldet kan indsamles i standardbeholdere og tømmes med standard el-skraldebiler. Der forventes ikke særlige lugtgener, da bleerne som i dag oftest er emballeret i en eller flere poser, inden de bliver smidt i blebeholderen nede i gården.

Forsøget viste, at 43 % af bleaffaldet i de medvirkende etageejendomme blev frasorteret, mens 85 % blev frasorteret i de medvirkende børneinstitutioner.

Interviews og spørgeskemaundersøgelse ifm. indsamlingsforsøget viser, at der er stor opbakning fra københavnerne i målgruppen til en indsamlingsordning for bleaffald. Yderligere er det under forsøget erfaret, at mange husstande i forvejen har deres bleaffald adskilt fra deres andet affald, fx vha. blespande, hvorfor der ikke forventes særlige udfordringer ved sorteringen.

Markedet for genanvendelse af bleaffald

Der findes genanvendelsesvirksomheder til bleaffald i bl.a. Holland, Italien og Wales, men pt. ingen anlæg i Skandinavien. Der er tale om et marked under konstant udvikling, og der er gode afsætningsmuligheder for plast- og cellulose. Ved flere af behandlingsløsningerne bliver disse materialestrømme brugt til at fremstille fx byggematerialer og andre plastprodukter (se bilag 3). 

Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Affald- og Ressourceindustrien haft en dialog med genanvendelsesvirksomheder i Danmark med interesse i at investere i et blegenanvendelsesanlæg. Som det første skridt i udbudsprocessen, vil forvaltningen i de kommende måneder påbegynde en markedsdialog med disse genanvendelsesvirksomheder. Desuden har forvaltningen en løbende dialog med en række danske, svenske og norske kommuner, der også har vist interesse i at etablere en indsamlingsordning for bleaffald og på sigt bruge samme genanvendelsesvirksomhed som Københavns Kommune.

Udbudsproces

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at gennemføre en EU-udbudsproces fra efteråret 2023 med henblik på at indgå en behandlingskontrakt for bleaffaldet i løbet af 2024. Herefter udrulles ordningen, som efter planen vil få en reel effekt fra 2025. I udbuddet vil der efterspørges en behandlingsløsning, der skal sikre genanvendelse af både plast og cellulose, og som er klimamæssigt bedre end forbrænding af bleer. Den kommende liberalisering af affaldsforbrænding har ingen betydning for indstillingen, da liberaliseringen omhandler forbrændingssektoren, og bleaffaldet bliver sendt direkte til en genanvendelsesvirksomhed.

Klimaeffekt og trængsel

Teknik- og Miljøforvaltningen har beregnet, at der med ordningen kan blive genanvendt 3.340 tons bleaffald om året. Det vil medføre, at 3-400 tons plast årligt tages ud af forbrændingen og i stedet genanvendes.

Transport vedr. indsamling sker i elbiler og bleaffaldet vil blive omlastet i Storkøbenhavn. Klimabelastningen forbundet med den videre transport til behandlingsanlægget afhænger af afstandene. Hvis der etableres et anlæg fx 100 km fra Rådhuspladsen, så vil transporten udgøre ca. 2 % af de samlede CO2-besparelser som følge af genanvendelsen. Forvaltningen forventer ikke, at ordningen vil medføre mere trængsel på vejene, da den understøtter minimering af restaffaldskapaciteten i gårdene og overgangen til 70/30 ordningen.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at

  • ·vedtage en ordning, som er mere omfattende end den indstillede: En ordning for alle kundeforhold i byen med blebørn, der automatisk får leveret en beholder til bleaffald. Dette alternativ forventes at resultere i ca. 4.267 tons bleaffald årligt og forventes at koste 24,6 mio. kr. pr. år i drift, hvilket svarer til 5.766 kr. pr. tons. Det vil medføre en årlig affaldsgebyrstigning på ca. 56 kr. per husholdning udover en gebyrstigning på 19 kr., der er godkendt i forbindelse med godkendelsen af Cirkulær København.
  • ·vedtage en ordning, som er mindre omfattende end den indstillede: En ordning for kundeforhold, hvor der er mindst 10 blebørn kombineret med en tilvalgsordning for øvrige kundeforhold. Dette alternativ forventes at resultere i ca. 2.795 tons bleaffald årligt og forventes at koste 12,3 mio. kr. pr. år i drift, hvilket svarer til 4.390 kr. pr. tons. Det vil medføre en årlig gebyrstigning på ca. 19 kr. per husholdning, udover en gebyrstigning på 19 kr., der er godkendt i forbindelse med godkendelsen af Cirkulær København.

Økonomi

Bleaffaldsordningen forventes at medføre årlige driftsomkostninger på 17,1 mio. kr. samt etableringsomkostninger på 1,9 mio. kr. Det svarer til en tonpris for indsamling og behandling af bleaffald på 5.077 kr. Til sammenligning kan det nævnes, at det er billigere end hvad Københavns Kommune betaler for fx papordningen på 5.438 kr./t og plastordningen på 7.481 kr./t, men dyrere end metalordningen på 3.024 kr./t.

Da der er tale om indsamling af husholdningsaffald, skal alle omkostningerne dækkes af indtægter fra et nyt affaldsgebyr for ordningen for bleaffald. Etableringsomkostningerne er allerede indregnet i økonomien til Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København, men der er kun indregnet årlige driftsomkostninger for 6,2 mio. kr. Den foreslåede ordning, hvor der bl.a. forventes indsamlet større mængder, vil medføre en yderligere gebyrstigning for hver husholdning på ca. 33 kr. årligt, udover en gebyrstigning på 19 kr. årligt, som er godkendt i forbindelse med Cirkulær København.

Denne økonomistigning skyldes primært, at der er behov for flere beholdere og dermed flere afhentninger end først antaget ved udarbejdelsen af Cirkulær København, samtidigt med, at den større mængde bleaffald til genanvendelse, end først forudsat, også er udgiftsdrivende. Prisen per afhentning er desuden blevet dyrere bl.a. som følge af brugen af el-skraldevogne.

Gebyrstigningen indarbejdes i sagen om Teknik- og Miljøforvaltningens takstkatalog, som forventes forelagt udvalget medio 2024, så der med virkning fra 2025 indføres et nyt gebyr for bleaffald. Gebyret vil være et gennemsnitsgebyr som de fleste andre affaldsgebyrer, som betales af alle husholdninger, uanset antal og størrelse af beholdere. Se bilag 4 for yderligere detaljer om økonomien.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, udbyder Teknik- og Miljøforvaltningen en behandlingsløsning for bleaffaldet. Teknik- og Miljøudvalget bliver orienteret om udfaldet af processen, når udbudsprocessen er gennemført og der er fundet en behandlingsløsning eller senest i december 2024.

 

                                        Søren Wille

                                                                  /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. juni 2023

Indstillingen blev med teknisk ændringsforslag anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

Til top