Tendensanalyse for teknik- og miljøområdet
Teknik- og Miljøforvaltningen har fået udarbejdet en tendensanalyse, som beskriver 15 tendenser, der med forskelligt udfald kan være med til at tegne fremtidens København og som kan indgå i forvaltningens arbejde i forhold til fremtidige faglige opgaver. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der med afsæt i tendensanalysen og den politiske drøftelse heraf udarbejdes en politisk vision for teknik- og miljøområdet, som kan erstatte den nuværende vision for området, Fællesskab København, der udløber i 2025. Teknik-og Miljøudvalget skal drøfte, om og evt. hvilke elementer fra tendensanalysen, der vil være relevante at inddrage i fremtidens byudvikling. Derudover skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der med afsæt i tendensanalysen skal udarbejdes en ny vision, som afløser for Fællesskab København.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
- at
drøfte hvilke elementer fra tendensanalysen, der vil være relevante at inddrage
i forbindelse med fremtidens byudvikling jf. løsning.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen med afsæt i tendensanalysen udarbejder et udkast til en ny vision for teknik- og miljøområdet, som afløser for Fællesskab København.
- at visionsarbejdet sættes i gang efter den skitserede proces- og tidsplan jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har i foråret 2023 fået udarbejdet en tendensanalyse, som kan være med til at belyse udviklingstendenser inden for fremtidens byudvikling i et langsigtet perspektiv på 10-20 år (bilag 2). Baggrunden herfor er bl.a., at teknik- og miljøområdet er under udvikling med eksempelvis en styrket klimadagsorden og et stærkt stigende pres på byens rum. Sidst forvaltningen fik udarbejdet en tendensanalyse med fokus på byudvikling, var i 2014 i forbindelse med udarbejdelsen af en samlet vision for teknik- og miljøområdet - Fællesskab København. Fællesskab København blev vedtaget i 2015 (BR 26. november 2015) (A, B, F, O, V og Ø) og udløber i 2025. Da Fællesskab København generelt er på vej til at glide ud som referenceramme i Teknik- og Miljøudvalget og forvaltningens arbejde, foreslås, at der udarbejdes en ny retningsgivende vision for Københavns Kommunes teknik- og miljøområde, som afløser for Fællesskab København. Visionen vil også kunne danne grundlag og sætte retning for en revision af faglige planer, politikker og strategier i Teknik- og Miljøforvaltningen bl.a. med henblik på at disse konsolideres til færre og mere fokuserede produkter. Teknik-og Miljøudvalget skal drøfte, hvilke elementer fra tendensanalysen, der vil være relevante at inddrage i fremtidens byudvikling. Derudover skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der med afsæt i tendensanalysen skal udarbejdes en ny vision som afløser for Fællesskab København.
Løsning
Resultat af tendensanalyse
Teknik- og Miljøforvaltningen har i foråret 2023 fået en ekstern konsulentvirksomhed til at udarbejde en tendensanalyse, som kommer med et bud på 15 tendenser i forhold til fremtidens storbyudvikling. Tendensanalysen kortlægger de vigtigste og mest centrale tendenser i storbyers udvikling, samt hvordan disse tager form specifikt i København. I bilag 2 er tendensanalysens metode og resultater beskrevet.
Tendensanalysen beskriver følgende 15 tendenser, der med forskelligt udfald kan være med til at tegne fremtidens København og som kan indgå i forvaltningens arbejde i forhold til fremtidige faglige opgaver
15 tendenser for fremtidens storbyudvikling |
|||||
#1 |
storbyen får voksende modsætninger |
#6 |
Dataficering kræver demokratisering |
#11 |
Overforbrug truer ressourceløsninger |
#2 |
Bliver storbyen for velhavere? |
#7 |
Arealknaphed giver bæredygtighedspotentiale |
#12 |
Vildere, vådere og varmere vejr |
#3 |
Storbyen skal være sundere |
#8 |
Vil trafikken gå i hårdknude? |
#13 |
CO2-reduktion bliver den nye valuta |
#4 |
den funktionsopdelte by forsvinder |
#9 |
Storbyen bliver vildere |
#14 |
Fra siloer til samarbejde |
#5 |
Fra brugere til byskabere |
#10 |
Nyt liv i gamle bygninger |
#15 |
Kommunen bliver en robot |
Blandt de store temaer i tendensanalysen findes forandringer i klima, demografi, mobilitet og teknologi. Derudover peger analysen på, at der ligeledes sker en udvikling i københavnernes forventninger, ønsker og behov – ikke bare til byen og byrummene, men også til kommunen som serviceudbyder og facilitator. Befolkningssammensætningen bliver mere mangfoldig, hvilket afføder nye spørgsmål om, hvilke værdier og ønsker, der skal prioriteres. Et tidligere ideal om funktionsopdelte byer og byzoner udfordres af et stigende ønske om bykvarterer, som borgerne kan føle stedtilknytning til, og som kan indfri mange behov inden for en kortere distance og understøtte en klimavenlig adfærd.
Teknik- og Miljøudvalget kan med udgangspunkt i tendensanalysen drøfte følgende:
- Hvilke tendenser vurderer udvalget til at være særligt relevante i forhold til Københavns videre udvikling?
- Hvilke tendenser mener udvalget bør indgå i arbejdet med en ny vision for teknik- og miljøområdet?
Forslag om at udarbejde en ny vision for teknik- og miljøområdet
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der med afsæt i tendensanalysen og den politiske drøftelse heraf udarbejdes en overordnet politisk vision for teknik- og miljøområdet, som kan erstatte Fællesskab København, der udløber i 2025. Formålet med visionen vil dels være at sætte en langsigtet retning (til fx 2035) for udviklingen af teknik- og miljøområdet og dels at rammesætte fremtidige planer, politikker og strategier på teknik- og miljøområdet, så de bidrager til at realisere visionen. Visionen skal være med til at besvare to spørgsmål: hvorhen og hvorfor? Derudover kan visionen indeholde nogle få pejlemærker, som er de vigtigste trædesten til at nå målet. Visionen skal være så motiverende og inviterende, at københavnere, interessenter og medarbejdere får lyst til at være en del af realiseringen af visionen og så kort og tydelig, at den er nem at huske og kommunikere. Derfor foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at visionen som udgangspunkt formuleres på et overordnet niveau og holdes på tre til fem sider.
Visionen vil adskille sig fra Kommuneplanstrategien, der har et kortere sigte og et mere fysisk planlægningsfokus, mens visionen foreslås at have et lidt længere perspektiv og også ”blødere” sider (ophold i byrum, drift, digitalisering, borgerdialog, affalds- og klimavaner) foruden de fysiske tiltag. Visionen vil også kunne danne grundlag og sætte retning for fremtidige faglige planer, politikker og strategier i Teknik- og Miljøforvaltningen, da hovedparten af de eksisterende udløber i 2025. I bilag 3 er vedlagt en oversigt over nuværende planer, politikker og strategier i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Proces- og tidsplan for udarbejdelse af visionen
Visionsarbejdet igangsættes ultimo juni og forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget primo 2024.
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at Teknik-og Miljøudvalget løbende inddrages i visionsarbejdet frem mod endelig godkendelse. Konkret foreslår forvaltningen, at der nedsættes en følgegruppe med 3-4 medlemmer fra Teknik- og Miljøudvalget. Følgegruppen mødes tre gange fra august til november 2023 af ca. 1 til 1,5 times varighed. Følgegruppen skal være med til at give sparring og kvalificere indholdet i visionen. Udover en inddragelse af Teknik- og Miljøudvalget, vil medarbejdere, ledere og samarbejdsorganer i Teknik- og Miljøforvaltningen også blive involveret i visionsarbejdet. Visionsarbejdet kan evt. drage fordel af den borgerdialog, der finder sted i 2. halvår af 2023 i forbindelse med Kommuneplanstrategien og herigennem få input fra borgerne til visionen.
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår følgende overordnede proces- og tidsplan for udarbejdelse og godkendelse af en ny vision og inddragelse af Teknik- og Miljøudvalget.
Tid |
Mødeforum |
Aktivitet |
Afklaring af hovedtemaer i visionen |
||
Ultimo juni 2023 |
|
Nedsættelse af TMU-følgegruppe |
Medio august |
TMU-følgegruppemøde |
Drøftelse af struktur og hovedtemaer for visionen |
Primo oktober |
TMU-møde |
Drøftelse af hovedtemaer inkl. disposition til vision |
Ultimo oktober |
TMU-følgegruppemøde |
Kvalificering af hovedtemaer |
Kvalificering af visionen |
||
Ultimo november |
TMU-følgegruppemøde |
Kvalificering af indhold i vision |
Godkendelse af visionen |
||
Ultimo januar 2024 |
TMU-møde |
Endelig godkendelse af vision |
Realisering af visionen
Når visionen er politisk godkendt, skal Teknik- og Miljøudvalget forholde sig til, hvad der skal ske med de gældende planer, politikker og strategier på udvalgets område, som udløber i 2025 (jf. bilag 3), og om der skal udarbejdes andre planer, politikker og strategier. Dette arbejde kan føre til, at der bliver færre og mere sammenhængende planer, politiker og strategier. En proces for dette vil blive igangsat, når visionen er godkendt.
Samtidig vil forvaltningen igangsætte et arbejde med at revidere strategier og handleplaner på forvaltningsniveau, der kan understøtte den politiske vision.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte, at
- visionen skal i høring i de øvrige faglige udvalg og herefter godkendes i Borgerrepræsentationen. Dette vil forlænge processen med ca. 12 uger.
- udarbejdelsen af visionen skal inkludere en selvstændig borgerinvolvering. En borgerinvolvering kan forlænge processen med op til 6 måneder. Finansiering til borgerinvolvering estimeres til 1,5 mio. kr. og kan henvises til forhandlingerne om Budget 2024.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Ressourcer til udarbejdelse af en ny vision vil blive håndteret internt i forvaltningen.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøudvalget igangsætte udarbejdelsen af en ny vision for teknik- og miljøområdet ud fra den skitserede proces- og tidsplan.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. juni 2023
Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet.
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.