Mødedato: 12.05.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forsøg med ændring af fortovsordningen

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende forsøg med ophævelse af fortovsordningen for Holmbladsgade og Hamletsgade.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at forvaltningen gennemfører et forsøg med at ophæve fortovsordningen for ejendommene i Holmbladsgade og Hamletsgade, så grundejerne overtager det fulde ansvar for renholdelse af fortovene. Forsøgsområderne ses af bilag 1.
  2. at forsøget med ophævelse af fortovsordningen sendes i høring hos de berørte grundejere.
  3. at forsøget gennemføres fra 1.7.2014 – 31.12.2015, forudsat, at høringen ikke medfører væsentlige indvendinger mod forsøget.
  4. at resultatet af dette forsøg evalueres primo 2015 sammen med det igangværende forsøg på Indre Nørrebro med henblik på en eventuel justering ad fortovsordningen

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 7. oktober 2013 at gennemføre forsøg med ændringer af fortovsordningen. Det skete på baggrund af kritik af, at ordningen er for dyr for grundejerne. Teknik- og Miljøudvalget godkendte samtidig iværksættelsen af første forsøg, hvor ansvaret for fortovsrenholdelsen deles mellem kommunen og grundejerne i et område.

Nu ønsker forvaltningen at iværksætte andet forsøg, hvor grundejerne i to udvalgte gader får tilbagegivet det fulde ansvar for fortovsrenholdelsen alle ugens dage. Dette forsøg skal, ligesom forsøget med delt ansvar, belyse effekterne på renholdelsesniveauet og på grundejernes driftseffektivitet.

Løsning

Det 1. forsøg med delt ansvar er igangsat i et område på Indre Nørrebro. I forsøgsperioden fra 1.1.2014 til 31.12.2015 renholder grundejerne på hverdage, og forvaltningen renholder lørdage samt søn- og helligedage. Samtidig er deres takstindbetaling til kommunen reduceret.

Det 2. forsøg med tilbagegivelse af det fulde ansvar for fortovsrenholdelsen alle ugens syv dage gennemføres i Hamletsgade og Holmbladsgade. Samtidig vil grundejernes takstindbetaling for kommunens fortovsrenholdelse bortfalde i forsøgsperioden.

Til evalueringen af renholdelsesniveauet vil der, i samarbejde med boligselskaberne i de to gader, blive foretaget månedlige målinger af renholdelsesniveauet i hele forsøgsperioden. Forsøgsperioden vil være 1. juli 2014 til 31. december 2015.

Forsøgene med overdragelse af det fulde ansvar til grundejerne i Hamletsgade og Holmbladsgade vil, sammen med forsøget med delt ansvar på Indre Nørrebro, indgå i en samlet evaluering primo 2015. På baggrund af evalueringen vil forvaltningen vurdere grundlaget og mulighederne for en generel justering af fortovsordningen i Københavns Kommune.

Forvaltningen har ikke planlagt yderligere forsøg.

Baggrund
Fortovsordningen, hvor kommunen overtager ansvaret for fortovsrenholdelsen mod betaling fra grundejerne blev indført første gang i 1992 i et afgrænset område af Indre By for at sikre en ensartet og bedre renholdelse af området. Ordningen er siden flere gange blevet udvidet med nye gader.

Ordningen har mødt en del kritik for at være for dyr ikke mindste efter udvidelsen i 2010 til større sammenhængende områder på Vesterbro og Nørrebro. Kritikken kommer blandt andet fra de store boligselskaber, der har egne driftsfolk og mener, at de selv kan renholde til en lavere omkostning. Ordningen skal være udgiftsneutral for kommunen.

Kommunen kan samtidig konstatere, at renholdelsen generelt er blevet løftet der hvor fortovsordningen indføres, og derfor er ordningen vigtig i forhold til arbejdet med at nå Københavns Kommunes målsætning om at blive Europas reneste storby i 2015.

For at imødekomme kritikken blev økonomien i 2013 underkastet en uvildig gennemgang, som viste, at kommunen ikke tjener penge på ordningen. Desuden blev forslaget om at undersøge mulighederne for justering af ordningen forelagt Teknik- og Miljøudvalget 7. oktober 2013.

Økonomi

Forsøget med ophævelse af ordningen i Hamletsgade og Holmbladsgade i sidste halvdel af 2014 og hele 2015 betyder, at forvaltningens takstbaserede indtægter fra de to gader bortfalder - sammenlagt 1,96 mio. kroner for den samlede forsøgsperiode. Bortfaldet af takster modsvares af tilsvarende besparelser på udgifter til renholdelse i forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forsøget, vil det blive sendt i høring i fire uger hos de berørte grundejere i de to forsøgsgader. Under forudsætning af, at der ikke fremkommer væsentlige indsigelser i høringsperioden, vil forsøget blive igangsat fra 1. juli til 31. december 2014.

Primo 2015 vil forsøget i Holmbladsgade og Hamletsgade blive evalueret sammen med pilotforsøget på Indre Nørrebro med henblik på en eventuel justering af fortovsordningen. Med afsæt i evalueringens resultater får Teknik- og Miljøudvalget medio 2015 mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der skal foretages ændringer af fortovsordningen med virkning fra 1. januar 2016.

 

Pernille Andersen                                      /

                                                                                                             Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 12. maj 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top