Mødedato: 12.05.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udvidelse af Hothers Plads Helhedsplanen med AAB afdeling 58 Tagensvej

Se alle bilag

AAB’s afdeling 58 Tagensvej har stemt for at blive omfattet af Hothers Plads Helhedsplanen. Borgerrepræsentationen skal godkende udvidelsen samt den kommunale medfinansiering hertil.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende en udvidelse af den boligsociale helhedsplan Hothers Plads helhedsplanen til at omfatte AAB afdeling 58 Tagensvej (tillæg til Hothers Plads Helhedsplanen, bilag 1).
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,404 mio. kr. til kommunal medfinansiering til udvidelsen af Hothers Plads Helhedsplanen. For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabel l i økonomiafsnittet.

Problemstilling

Den boligsociale helhedsplan, Hothers Plads Helhedsplanen, omfatter Mjølnerparken samt otte mindre boligafdelinger på Nørrebro og Bispebjerg. Helhedsplanen er godkendt af Borgerrepræsentationen den 29. november 2012.

AAB afdeling 58 har tidligere haft deres egen boligsociale helhedsplan, men denne udløb med udgangen af 2013. Afdelingen har nu besluttet at indgå i Hothers Plads Helhedsplanen.

Udvidelsen af helhedsplanen udgør 4,0 mio. kr., hvoraf Københavns Kommune skal medfinansiere 12,5 pct., i alt 0,5 mio. kr.

Løsning

AAB’s afdeling 58, Tagensvej, ligger i et udsat byområde. Der er mange beboere med en ikke-vestlig baggrund, der er høj ledighed, et lavt uddannelsesniveau og lav indkomst. Der er derfor fortsat behov for en boligsocial indsats og for at fortsætte arbejdet med at brobygge til den kommunale kernedrift.

Med udvidelsen af Hothers Plads Helhedsplanen får beboerne i AAB’s afdeling 58, Tagensvej adgang til tilbuddene i den boligsociale helhedsplan i området og dermed også bedre adgang til en række kommunale ydelser, jf. nedenfor.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på den baggrund, at kommunen godkender udvidelsen af helhedsplanen med AAB’s afdeling 58.

Om den boligsociale helhedsplan – Hothers Plads Helhedsplanen
Den boligsociale helhedsplan gennemføres i tæt samarbejde med kommunen. Det gælder fx tidlig familieindsats i Cafe Nora (samarbejde med Socialforvaltningen), fritidsjobformidling og fremskudt beskæftigelse (samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og SSP), samarbejde med Sundhedshuset (Sundheds- og Omsorgsforvaltningen) og samarbejde omkring brobygning til det etablerede fritidsliv som ungdomsklubber og foreninger (samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen).

Samarbejdet mellem kommunen og de boligsociale helhedsplaner er konkretiseret i Kontrakter om boligsocialt samarbejde, der er godkendt af Borgerrepræsentationen i forbindelse med godkendelsen af helhedsplaner den 12. december 2013, se bilag 2a-d. Udvidelsen af Hothers Plads Helhedsplanen med AAB afdeling 58, Tagensvej, giver ikke anledning til at revidere de indgåede boligsociale kontrakter for Nørrebro. De gældende kontrakter vil således også omfatte den nye afdeling.

For en introduktion til boligsociale helhedsplaner og kommunens samarbejde med almene boligorganisationer herom, se Bilag 3 - Faktaark om boligsociale helhedsplaner

Økonomi

Der blev i Budget 2012 (A, F, B, C, O, V, I) afsat en pulje på 30 mio. kr. til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner i perioden 2012-2014, så kommunen kunne medfinansiere helhedsplanerne med 12,5 pct. af det samlede budget. Denne pulje blev forøget med 1,71 mio. kr., jf. Borgerrepræsentationens møde den 12. december 2013.

Udvidelsen af Hothers Plads Helhedsplanen med AAB afdeling 58 beløber sig til 4,0 mio. kr. Finansieringen fordeler sig mellem boligorganisationen (0,5 mio. kr.), Landsbyggefonden (3,0 mio. kr.) og kommunen (0,5 mio. kr.).

Med denne indstilling skal der frigives i alt 0,404 mio. kr. (2014 p/l) til øget kommunal medfinansiering i forbindelse med udvidelse af Hothers Plads Helhedsplanen. De 0,404 mio. kr. finansieres af de 30 mio. kr., som blev afsat i Budget 2012 til medfinansiering af boligsociale helhedsplaner. De resterende midler (0,096 mio. kr.) blev frigivet til kommunal medfinansiering af boligsociale helhedsplaner på Borgerrepræsentationens møde den 12. december 2013. De 0,404 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.11.3 jf. tabellen nedenfor:

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

2014

2015

2016

2017

TMU

Boligsociale helhedsplaner, Nørrebro

Byfornyelse anlæg

0.25.11.3

404

 

 

 

 I alt

-

-

-

404

Videre proces

Efter kommunens godkendelse skal udvidelsen af Hothers Plads Helhedsplanen godkendes af Landsbyggefonden. Herefter omfatter Hothers Plads Helhedsplanen AAB afdeling 58 Tagensvej, forventeligt fra den 1. juli 2014.

 

Pernille Andersen

                                                                                       / Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 12. maj 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top