Mødedato: 12.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Forlængelse af ordning for udvidet udeservering 2021

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende de reviderede principper ifm. administrationsgrundlaget for ekstraordinært udvidet udeservering i 2021, der er bevilliget midler til i Overførselssagen 2020-2021.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det reviderede administrationsgrundlag – som beskrevet i bilag 2 - anvendes i forbindelse med tilladelser til brug af ekstra arealer til udeservering i perioden 21. april indtil 1. oktober 2021.
  2. at forvaltningen tillader inddragelse af parkeringspladser i Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen til udvidet udeservering, når ansøgningerne opfylder principperne som beskrevet under ”løsning”.
  3. at forvaltningen udelukkende tillader inddragelse af almindelige parkeringspladser.

Problemstilling

I forbindelse med Overførselssagen 2020-2021 ’København klar til genåbning’ er forligspartnerne (A, B, C, F, O, V og løsgænger Kåre Traberg Smidt) blevet enige om at forlænge ordningen for udvidet udeservering på fortove, pladser og torve i hele byen fra 21. april og indtil 1. oktober 2021. Det er besluttet, at der, som en del af et byrums- og trafikforsøg, kun gives mulighed for inddragelse af parkeringspladser til udvidet udeservering i Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen (bilag 3).

Forligsparternes ønske er, at forvaltningen med enkelte præciseringer fortsat giver tilladelser til udvidet udeservering ud fra det eksisterende administrationsgrundlag for udvidet udeservering fra 2020. Forligspartnerne har også vedtaget enkelte nye principper, der skal indgå i udmøntningen af ordningen for udvidet udeservering i 2021.

Tilladelser til brug af ekstra arealer til udeserveringer skal også godkendes af Københavns Politi.

Løsning

For at afhjælpe konsekvenserne af de retningslinjer, som caféer, restaurationer mv. skal overholde i forbindelse med genåbningen efter den seneste Corona nedlukning, tillades der midlertidigt og ekstraordinært indtil 1. oktober 2021 udeservering i større omfang end normalt.

Som udgangspunkt gælder de almindelige retningslinjer og vilkår for udeservering stadig, ligesom eksisterende tilladelser til udeservering fortsat er gyldige.

Reviderede principper for udvidet udeservering i 2021

Ved vedtagelsen af ordningen for ekstraordinært udvidet udeservering i 2020, blev der godkendt et administrationsgrundlag.

For at supplere mulighederne, for at give tilladelser til udvidet udeservering, gennemføres et nyt byrums- og trafikforsøg i Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen, så det er muligt at vurdere effekten på byrummene og trafikafviklingen, når parkeringspladser inddrages til udvidet udeservering.

I tillæg til dette er der ifm. Overførselssagen 2020-2021vedtaget nedenstående nye principper og præciseringer for udvidet udeservering i 2021:

  • At der alene kan inddrages parkeringspladser foran restauranter og caféers facader - og ikke på den anden side af vejen.
  • Såfremt det ikke længere er muligt at have restaurationer åbne grundet restriktioner, skal inventaret i den udvidet udeservering fjernes inden for fire dage - hvis dette ikke sker, kan kommunen fjerne inventaret på restauratørens egen regning.
  • Når den udvidede udeservering ophører den 1. oktober 2021, skal al inventar fjernes inden for fire dage - hvis dette ikke sker, kan kommunen fjerne inventaret på restauratørens egen regning.
  • At såfremt ansøger ikke overholder retningslinjerne i tilladelsen, kan Teknik- og Miljøforvaltningen ophæve tilladelsen.
  • At inventar efter kl. 22 skal pakkes sammen, så det ikke indbyder til ophold efter udeserveringens ophør.  
  • At der tages udgangspunkt i bevillingsnævnets koncepter, og at udvidet udeservering er forbeholdt spiserestauranter og caféer.

Det samlede administrationsgrundlag for ordningen for ekstraordinært udvidet udeservering 2021 fremgår af bilag 2.

Ansøgninger om mere udeservering på parkeringspladser og fortove kræver samtykke fra Københavns Politi bl.a. på grund af omfanget og evt. konsekvenser for byens infrastruktur, herunder ringere muligheder for parkering og fremkommelighed.

Håndhævelse

 Forvaltningen har ikke hjemmel til at forbyde gæstestøj på offentlig vej, selv om det er gæsterne i en udeservering, der støjer. Det er kun politiet, der med ordensbekendtgørelsen har hjemmel til at standse/dæmpe støj fra gæsterne.

Hvis den udvidede udeservering lukkes senere end kl. 22.00, kan Københavns Kommune påtale dette.

Det er politiet, der håndhæver Corona-restriktionerne, herunder forsamlingsforbuddet. Teknik- og Miljøforvaltningen kan udelukkende håndhæve forhold, der er trafikalt farlige og/eller uhensigtsmæssige, samt gennem Restaurationsforskriften sikre korrekt indretning og drift af restaurationer.

Inddragelse af almindelige parkeringspladser

 Byrums- og trafikforsøget i Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen, skaber mulighed for at vurdere effekterne på byrummene og trafikafviklingen i disse dele af byen, når parkeringspladser inddrages til udvidet udeservering jf. aftalen fra Overførselssagen 2020-2021 ’København klar til genåbning.’

Hvis der ansøges om at inddrage parkeringspladser foran facaden til en given restaurant eller café og det vurderes, at der kan inddrages parkeringspladser under hensyntagen til beboeres og besøgendes muligheder for at finde parkeringspladser i umiddelbar nærhed, anbefaler forvaltningen, at der kun tillades inddragelse af almindelige parkeringspladser. Det vil sige, at forvaltningen ikke anbefaler inddragelse af erhvervsparkeringsplader, handicapparkeringspladser, flexparkeringspladser eller el-ladepladser til udvidet udeservering.

Status på ordningen for udvidet udeservering

 Inden og efter sommerferien orienteres Teknik- og Miljøudvalget om status for forsøgene og den udvidede udeservering. Forvaltningens giver en status på følgende:

  • Antal modtagne ansøgninger
  • Antal udstedte tilladelser og antal afslag
  • Antal inddragede parkeringspladser samt fordeling på områderne Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen.
  • Antal gennemførte tilsyn og evt. påbud
  • Trafikale effekter af færre p-pladser.

Forvaltningen vil undersøge om Københavns Politi har mulighed for at bidrage med en supplerende status på deres indsats.

Økonomi

I aftalen om Overførselssagen 2020-2021 blev der i 2021 afsat 2,4 mio. kr. til tilsyn og myndighedsbehandling samt 4,0 mio. kr. i servicemåltal til forventede mindreindtægter fra betalingsparkering. Midlerne udmøntes til Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med Borgerrepræsentationens godkendelse af aftalen den 22. april 2021.

Eftersom der er behov for at agere hurtigt for at imødekomme restaurationernes mulighed for at åbne for udvidet udeservering allerede fra den varslede genåbningsdato 21. april 2021, vil Teknik- og Miljøforvaltningen starte sagsbehandlingen op med det samme ved at omprioritere personale fra andre opgaver i forvaltningen, frem til der er rekrutteret supplerende sagsbehandlere til opgaven.

Opfølgning på mindreindtægter som følge af nedlagte parkeringspladser vil indgå som en del af Teknik- og Miljøudvalgets samlede opfølgning på bevillingsområdet Parkering.

Videre proces

Når administrationsgrundlaget er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget, påbegynder forvaltningen sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger. Tilladelserne udstedes med gyldighed fra den 21. april og indtil 1. oktober 2021.

Forvaltningen orienterer Teknik- og Miljøudvalget om status på ordningen med udgangen af juni.

 

Søren Wille

/Hans Christian Karsten

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. april 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

’’Enhedslisten finder det ærgerligt, at der ikke kan nedlægges parkeringspladser til brug for udvidet udendørsservering i hele byen, så der kan sikres mest mulig udeservering i København også udenfor Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen.”

Til top