Mødedato: 12.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Rammetilladelse til Copenhagen 2021

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøforvaltningen skal udstede en rammetilladelse til arrangøren Happy Copenhagen, der bl.a. indebærer mulighed for at meddele dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” til konkrete arrangementer under Copenhagen 2021.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen giver en rammetilladelse til Happy Copenhagen, der indebærer mulighed for at forvaltningen kan give dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” til sluttidspunkt for arrangementet på Gammel Strand til kl. 24 alle dage.
  2. at forvaltningen giver en rammetilladelse til Happy Copenhagen, der indebærer mulighed for at forvaltningen kan give dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” for så vidt angår lydniveauet for arrangementet på Gammel Strand og Nybrogade.
  3. at forvaltningen giver en rammetilladelse til Happy Copenhagen, der indebærer mulighed for at forvaltningen kan give dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” for så vidt angår varighed af arrangementet i Havneparken Islands Brygge.
  4. at forvaltningen giver en rammetilladelse til Happy Copenhagen, der indebærer mulighed for at forvaltningen kan give dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” for så vidt angår lydniveauet for arrangementet i Havneparken Islands Brygge.
  5. at forvaltningen giver en rammeaftale til Happy Copenhagen, der indebærer mulighed for at afholde musikarrangementer på Rådhuspladsen under Copenhagen 2021 indtil kl. 02.00.

Problemstilling

Den 12.-22. august 2021 afholdes Copenhagen 2021 i København. Det er samlingen af de to store internationale LGBTI+ arrangementer: World Pride og EuroGames, som arrangeres af Happy Copenhagen, og som betragtes som én af de tre megaevents, som København er vært for i 2021-2022 (de andre er EURO2020 og Tour de France). Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen fulgt og bidraget til planlægningen igennem de seneste år, hvor arrangementet har gennemgået flere justeringer og ændringer, ligesom arrangøren har været ramt af nedlukningen i 2020. Derfor står det først nu klart, at det endelige program på enkelte punkter vil kræve en dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” og desuden fraviger kommunens normale praksis for sluttidspunkt på Rådhuspladsen.

Løsning

Ifølge Forskrift for udendørs musikarrangementer må musikarrangementer i udgangspunktet kun afholdes i tidsrummet søndag-torsdag kl.10-22, samt fredage og lørdage kl.10-24. Rådhuspladsen er ikke omfattet af forskriften, men forvaltningens praksis er, at seneste sluttidspunkt på Rådhuspladsen er kl. 24. For musikarrangementer på pladser og gader, udenfor forskriftens bilag 1, gælder en støjgrænse på 70 dB(A) ved nærmeste beboelsesfacade.

Forvaltningen har modtaget Happy Copenhagens ansøgning om dispensationer fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” (Bilag 2) i forbindelse med de aktiviteter og koncerter under Copenhagen 2021, der går ud over rammerne i ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” og/eller forvaltningens praksis på området i følgende tilfælde:

  • Gammel Strand/Nybrogade, der hhv. danner rammer om del-arrangementerne Fluid Festival og Front Yard med talks, debatter og koncerter/musik. Her ønskes sluttidspunkt søndag-torsdag kl. 24 og fredag-lørdag kl. 02 (forskriften tillader hhv. kl. 22 og kl. 24) i perioden 13.-22. august. Desuden ønskes et forhøjet lydniveau.
  • Havneparken, Islands Brygge, hvor SportsVillage i forbindelse med EuroGames er placeret. Her ønskes mulighed for arrangement fra kl. 08-22 i fire dage d. 17.-20. august. Forskriften tillader kun arrangementer af tre timers varighed. Der ønskes desuden mulighed for forhøjet lydniveau ved enkelte delarrangementer.
  • Rådhuspladsen. Her ønskes sluttid kl. 02 ved afslutningskoncerten den 21. august.

Forvaltningen foreslår, at der udstedes en rammetilladelse til Happy Copenhagen, som fastsætter rammevilkår i forbindelse med Copenhagen 2021. Rammetilladelsen indebærer, at forvaltningen kan meddele dispensation fra ”Forskrift for udendørs musikarrangementer”. Dispensationen kan begrundes med, at der er tale om et enkeltstående arrangement, samt arrangementets betydning for byen København. I behandlingen af ansøgningen lægger forvaltningen vægt på, at de elementer, der søges dispensation til, efter arrangørens opfattelse er essentielle for arrangements særlige karakter. Der er dermed tale om et begrænset antal dispensationer.

Forvaltningen vil stille som et vilkår for dispensationerne, at arrangøren overfor forvaltningen redegør for og dokumenterer tiltag, som har til formål at sikre og imødekomme hensynet til naboerne, særligt ved Gammel Strand, Rådhuspladsen og Havneparken, idet forvaltningen vurderer, at arrangementet samlet set kan give anledning til støjgener for naboerne, om end der vil være tale om forbigående og relativt kortvarige gener.

Forvaltningen er sammen med arrangøren i løbende dialog med bl.a. Indre By Lokaludvalg om arrangementet og om måder at afhjælpe potentielle nabogener. 

I forhold til øvrige vilkår for arrangementstilladelser, såsom plan for renhold, afspærringsplan mv., er forvaltningen i løbende dialog med arrangøren og følger i øvrigt forvaltningens gældende praksis på området.

Rammetilladelsens indhold:

For Gammel Strand og Nybrogade kan forvaltningen med forslaget til rammetilladelsen give dispensation til:

  • at forlænge sluttidspunktet til kl. 24 søndag og hverdage (i perioden15.-19. august) på Gammel Strand.
  • forhøjet lydniveau ved koncertafholdelse med op til 90 dB (støjforskriften angiver et lydniveau på max. 70 dB(A), og undtagelsesvist 80 dB(A) i særlige tilfælde) i et begrænset tidsrum under koncerterne. Forvaltningen fastsætter de nærmere vilkår herom i dialog med arrangøren, så opstilling og teknisk afvikling mindsker nabogenerne mest muligt.

For Havneparken Islands Brygge kan forvaltningen med rammetilladelsen give dispensation til:

  • forlænget varighed for arrangementer i tidsrummet kl. 8-22 i perioden 17.-20. august (støjforskriften tillader arrangementer af tre timers varighed). Forvaltningen fastsætter de nærmere vilkår herom i dialog med arrangøren, så opstilling og teknisk afvikling mindsker nabogenerne mest muligt.
  • forhøjet lydniveau med op til 90 dB i et begrænset tidsrum (støjforskriften tillader et lydniveau på max. 75 dB(A)). Forvaltningen fastsætter de nærmere vilkår herom i dialog med arrangøren, så opstilling og teknisk afvikling mindsker nabogenerne mest muligt.

For Rådhuspladsen kan forvaltningen med rammetilladelsen give tilladelse til:

  • at forlænge sluttidspunktet til kl. 02 fredage og lørdage. Dette kræver ikke dispensation fra forskriften, da Rådhuspladsen ikke er omfattet af restriktioner, men ligger udover forvaltningens almindelige praksis.

Dispensationsansøgning fra Happy Copenhagen (bilag 2), Programplan (bilag 4) samt oversigtplaner for de enkelte lokaliteter (bilag 3) er vedlagt.

Alternativer

Det vil være muligt at dispensere yderligere fra sluttidspunktet kl. 24 fredage og lørdage på Gammel Strand, og dermed imødekomme Happy Copenhagens ønske om at rykke sluttidspunktet til kl. 02. Dette vil dog forøge nabogenerne tilsvarende.

Det vil omvendt også være muligt at give afslag på arrangørens ønsker om dispensation fra støjforskriften. Dette vil dog mindske arrangørens handlerum i forhold til planlægning og afvikling af arrangementer, og kan betyde færre arrangementer og koncerter i forbindelse med Copenhagen 2021. Hvis der kun er tilladelse til et støjniveau på fx 80 dB ved Gammel Strand, vil det formentlig være vanskeligt at få en koncertoplevelse, da der er relativt kort afstand til beboelse. Et støjniveau på 90 dB vil uundgåeligt give væsentlige nabogener selv for lukkede vinduer, og ud fra et sundhedsperspektiv er det ikke tilrådeligt med det støjniveau generelt. Forvaltningen anbefaler dog at give dispensationen, da der er tale om en kort periode til et særligt arrangement.  

Om Copenhagen 2021

World Pride er den verdensomspændende Pride-demonstration og fejring, der finder sted hvert andet år. EuroGames er en årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, som i København vil have et alsidigt program med 29 sportsgrene. Arrangementet betragtes som en såkaldt megaevent og beskrives som en global mangfoldighedsfejring og menneskerettighedsfestival. Eventen har som megaevent stor brandingværdi og vil kunne medvirke til at understøtte København som en attraktiv, eksperimenterende og mangfoldig storby. Tiltrækningen af megaevents til København har igennem de seneste år været en prioriteret del af Københavns Kommunes kultur- og fritidspolitik såvel som erhvervs- og vækstpolitik. Arrangementet Copenhagen 2021 er derfor et arrangement, som jf. Støjforskriftens §13, vurderes at have karakter af at være et ”enkeltstående særligt arrangement”. Der er stor opbakning til arrangementet økonomisk og politisk fra både kommune og stat. Senest blev der i forbindelse med Københavns Kommunes budgetaftale for 2020 afsat 5,5 mio. kr. på service i 2020 og 11,8 mio. kr. i 2021 til forberedelse og afholdelse af Copenhagen 2021: Worldpride og Eurogames. Den kommunale støtte til arrangementet beløber sig til op imod 50 mio. kr. Yderligere offentlige bidragsydere er Region Hovedstaden, Malmø Stad og Ligestillingsafdelingen under Beskæftigelsesministeriet. Dertil modtager eventen økonomisk støtte fra en række sponsorer, organisationer og fonde.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udstede rammetilladelse til Happy Copenhagen og behandle dispensationsansøgningen i overensstemmelse hermed.

 

Søren Wille

                                                        /Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. april 2021

Indstillingens 1.–4. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.

Imod stemte: C, O og V.

 

Indstillingens 5. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Af hensyn til beboerne ønsker Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ikke at give dispensation vedr. Gammel Strand og Islands Brygge, idet københavnerne og ikke mindst børnene skal have mulighed for at sove i deres egen bolig. Vi bemærker i øvrigt, at det fremgår af indstillingen, at der er tale om sundhedsfarlig støj.”

Til top