Medlemsforslag om digital parkeringsanvisning (udsat sag)
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge mulighed og finansieringsbehov for at orientere beboere med beboerlicens digitalt om belægningsprocent, jf. motivering.
(Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Internt i parkeringszonerne er belægningsprocenten på parkeringspladserne meget forskellig. I nogle bydele har beboerne meget svært ved at finde ledige parkeringspladser. Derfor bør forvaltningen yde den service at vejlede københavnerne om, hvor de med størst sandsynlighed kan finde en ledig parkeringsplads.
Det er bl.a. af Københavns Kommunes sundhedsborgmester oplyst, at belægningsprocenten på parkeringspladserne i De Gamles By er meget lav. Derfor bør beboerne i området efter forslagsstillerens opfattelse løbende vejledes om, at de med stor sandsynlighed kan finde en ledig parkeringsplads der, eventuelt med udgangspunkt i de oplysninger, der fremgår af Københavnerkortet på kk.dk.
Hvis der er ledige pladser i andre bydele, bør disse også løbende gøres synlige digitalt for beboerne.
Finansiering kan indgå i kommende budgetforhandlinger.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. april 2021
Medlemsforslaget blev ikke godkendt med 5 stemmer mod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, C, O, V og Å.
Imod stemte: A, F og Ø.
Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er beklageligt, at et flertal af udvalgets medlemmer ikke ønsker at synliggøre ledige parkeringspladser for københavnere med beboerparkeringslicens. Vi synes, at det ville have været sympatisk, hvis kommunen som en service orientere borgere med beboerlicens, hvor de lettest kan finde en ledig parkeringsplads i deres lokalområde.”