Medlemsforslag om bedre trafikafvikling i området Østerbrogade og Svanemøllen Station
Medlemsforslag om bedre trafikafvikling i området Østerbrogade og Svanemøllen Station (2012-31731).
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger Teknik- og Miljøudvalget beslutningsindstilling om, hvordan der sikres bedre trafikafvikling i området ved Østerbrogade og Svanemøllen Station samt til finansiering heraf.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Problemstilling
Trafikafviklingen, og det gælder både bil-, cykel og fodgængertrafik, i området ved Østerbrogade ved Svanemøllen Station, er uoverskuelig og dermed farlig.
Netop fordi trafikkrydsene er så vanskelige at overskue, benytter mange biler Borgervænget som alternativ rute. At komme ud på Østerbrogade fra Borgervænget er vanskeligt, fordi der ikke er reguleret med signallys. Trafik fra Østerbrogade og ind ad Borgervænget, er ligeledes vanskelig.
En del fodgængere vælger ikke at benytte fodgængertunnellen, og det gør det endnu vanskeligere at manøvrere i området.
Det foreslås derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen kommer med et bud på en varig løsning for trafikafvikling i det område.
Beslutning
Medlemsforslaget blev godkendt.
Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:
”Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ønsker, at forvaltningen i forberedelse af sagen til Teknik- og Miljøudvalget koordinerer med lokaludvalgets arbejde med bydelsplan og trafikstrategi på Østerbro”