Utterslevruten, projektforslag vedr. cykelbro over Søborghusrenden
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende projektforslag vedrørende anlæg af cykelbro over Søborghusrenden. Broen skal forbinde den grønne cykelrute, Utterslevruten, via cykelstinettet i Gentofte Kommune.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der igangsættes detailprojektering og anlæggelse af cykelbro over Søborghusrenden, som er en del af Utterslevruten, på grundlag af projektforslag vist i bilag 1.
- at kommunen overtager som offentligt vejareal 1292 m² af matr. nr. 1011 Emdrup, København og matr. 1033 Emdrup, København på i alt 78 m² som vist i bilag 2.
Problemstilling
For at forbinde Utterslevruten er der udarbejdet et projektforslag for cykelbro over Søborghusrenden, som Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til. Da projektet er betinget af kommunens overtagelse af arealer, skal dette ligeledes godkendes.
Løsning
Københavns Kommune ønsker at forbedre cykelforholdene i København. Byen skal leve op til visionen om at være verdens bedste cykelby. For at virkeliggøre visionen arbejder kommunen målrettet på at etablere flere cykelstier, nye cykelruter og fjerne forhindringer, så fremkommeligheden for cykler forbedres.
Utterslevruten forløber fra øst, Ryparken og Empdrup, til vest, Søborg og Husumområdet. Ved Lundedalsvej bliver cykelruten afskåret fra den resterende cykelrute af Søborghusrenden. For at fjerne denne barriere etableres en cykel/gangbro samt resterende cykelsti på stedet.
Der skal i alt anlægges 50 m cykelsti (ca. 40 meter i Københavns Kommune og ca. 10 m i Gentofte Kommune) og bygges en underbygning til en præfabrikeret bro på 7,5 m, som Teknik- og Miljøforvaltningen allerede har til opbevaring.
Da en del af cykelstien ligger i Gentofte Kommune, vil gennemførelsen af projektet ske i samarbejde med Gentofte Kommune. Projektet er betinget af, at Gentofte Kommune godkender den del af projektet, der ligger i Gentofte Kommune, og at projektet får dispensation for Naturbeskyttelsesloven §3 og §16 samt Vandløbsloven. Status er på nuværende tidspunkt, at projektet er blevet godkendt af Gentoftes Teknik- og Miljøudvalg samt Byplanudvalget. Anlægsbevillingen behandles i slutningen af februar i Gentofte Kommunes Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse. Projektet har fået dispensation for Naturbeskyttelseslovens § 3 og § 16 i Københavns Kommune og Gentofte Kommune og mangler dermed kun at få dispensation for Vandløbsloven i begge Kommuner. Teknik- og Miljøforvaltningen har gennem hele projektforløbet haft et godt og tæt samarbejde med Gentofte Kommune, de berørte myndigheder og grundejerne Ejerforeningen Lundedalsvej 32-40 og Københavns Energi.
Det areal, som cykelstien og broen skal anlægges på, er i dag privat ejendom. Projektet er derfor betinget af, at der overtages 1292 m² af matr. nr. 1011 Emdrup, København fra Ejerforeningen Lundedalsvej 32-40. For at skabe en sammenhængende drift af cykelruten overtages dertil matr. 1033 Emdrup, København på i alt 78 m² fra Københavns Energi. Begge arealer afskrives vederlagsfrit til Københavns Kommune og overtages begge som offentlig vejareal. Dette sker jf. lokalplan nr. 348 og i øvrigt efter aftale med grundejere.
Projektet er godkendt af politiet og behandlet af Bispebjerg Lokaludvalg, som bakker op om projektet (Bilag 3).
Økonomi
Projektet er en del af Kickstart, Cykelpakke Østerbro, og midlerne er således frigivet på Borgerrepræsentationen møde den 14. oktober 2010. Projektet er blevet tildelt 1,0 mio. kr. til at dække udgifterne til både projektering og anlæggelse af cykelbroen over Søborghusrenden.
Det forventes, at projektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.
Videre proces
Forvaltningen forventer projektet udført i sommeren 2012.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.