Mødedato: 12.03.2008, kl. 14:30

Artillerivej og Ørestads Boulevard - proces for projektering og anlæg

Artillerivej og Ørestads Boulevard - proces for projektering og anlæg

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. marts 2008

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Artillerivej og Ørestads Boulevard - proces for projektering og anlæg

TMU  59/2008  J.nr. 2007-114811

 

 

Der skal tages politisk stilling til igangsætning af projektering af trafiksanering af Artillerivej Nord, forlængelse af Ørestads Boulevard i nord og etablering af forlagt Artillerivej Syd samt anlæg af fartdæmpning på Islands Brygge.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget (TMU) overfor Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,

1.                  at der gives en anlægsbevilling på 11,6 mio. kr. (2008 pl) under Teknik- og Miljø­udvalg­ets bevilling (Ordinær anlæg), funktion 2.28.23.3, udformet som en udgifts­be­vil­ling på 14,6 mio. kr. (2008 pl) og en indtægtsbevilling på 3,0 mio. kr. (2008 pl) i 2008, til projektering af Artillerivej Nord og Syd samt Ørestads Boulevards forlængelse. Udgiftsbe­vil­ling­en fordeles med 8,0 mio. kr. i 2008, 4,1 mio. kr. i 2009 og 2,5 mio. i 2010. Anlægsbevillingen finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær Anlæg, funktion 2.28.23.3, med forbehold for Borgerrepræsentationens bevilling af rådighedsbeløb i 2009 og 2010

2.                  at der gives en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. (2008 pl) i 2008 under Teknik- og Miljø­udvalgets bevilling (Ordinær anlæg), funktion 2.28.23.3 til projektering og anlæg af fartdæmpning af Islands Brygge. Anlægsbevillingen fordeles med 2,5 mio. kr. i 2008 og 1,5 mio. kr. i 2009. Anlægsbevillingen finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær Anlæg, funktion 2.28.23.3 med forbehold for Borgerrepræsentationens bevilling af rådighedsbeløb i 2009

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

3.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder hovedprojekt for Artillerivej Nord og Ørestads Boulevards forlængelse i nord ud fra de foreliggende politisk be­handlede forslag

4.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter projektudvikling og projektering af projekt for Artillerivej Syd

5.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at igangsætte overtagelse af Artillerivej til offentlig vej.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

6.                  at der omplaceres 2,0 mio. kr. i 2008 fra Økonomiudvalgets bevilling (Salg af rettigheder m.v.), funktion 0.22.05.3, til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling (Ordinær Anlæg), funktion 2.28.23.3.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2008
Sagen blev udsat

 

 

 

Problemstilling

Bygge- og Teknikudvalget (BTU) har 1. juni 2005 behandlet dispositionsforslag for Ørestads Boulevard (BTU 330/2005) (jf. bilag 2). TMU har 21. juni 2006 behandlet projektforslag for trafiksanering af Artillerivej Nord (TMU 344/2006) (jf. bilag 3-6) og 24. oktober 2007 forslag om at fartdæmpe Islands Brygge (TMU 585/2007). I budgetforlig for 2008 er der afsat midler til trafiksaneringen af Artillerivej Nord og Ørestads Boulevards forlængelse. Disse projekter hører naturligt sammen med etableringen af forlagt Artillerivej Syd (jf. bilag 7), der udspringer af lokalplan 410 for Artillerivej Syd, godkendt i BR 30. november 2006 (BR 668/06).

 

Løsning

TMF anbefaler, at projekterne fartdæmpning af Islands Brygge, trafiksanering af Artillerivej Nord, forlængelse af Ørestads Boulevard i nord og etablering af forlagt Artillerivej i syd løses samlet for at sikre, at de planlagte forbedringer af trafikafvikling­en, trygheden og trafiksikkerheden i området realiseres koordineret og dermed bedst muligt i forhold til omgivelserne. Samtidig forventes det, at kommunen kan opnå bedre tilbud ved et samlet udbud. TMF arbejder endvidere med som led i anlægsprojektets gennemførelse i perioder at lukke for gennemkørsel på Artillerivej for at optimere arbejderne og reducere anlægsperioden. Det samlede projektområde er vist på bilag 1.

 

TMF planlægger at gennemføre fartdæmpningen af Islands Brygge, før de øvrige an­lægsarbejder igangsættes. Dette skal ske for at hindre, at Islands Brygge anvendes som smutvej og for at opfordre bilisterne til at anvende Ørestads Boulevard som alternativ indfaldsvej til og fra Københavns centrum såvel under som efter anlægs­perioden for de øvrige dele af projektet.

 

Samtidig med gennemførelsen af projektet på Islands Brygge sættes hoved­projek­teringen af Artillerivej Nord og Ørestads Boulevards forlængelse i gang. TMF planlægger at udvikle et revideret projekt for lukning af Artilleri­vej (fra Njalsgade og til Ørestads Boulevards tilslutning til den nuværende Artillerivej) og for det grønne trekantareal.

 

TMF planlægger, at projektet for forlagt Artillerivej Syd udvikles og udføres i sammenhæng med de øvrige dele af Artillerivej. På den måde skabes en større trafikal sammenhæng i området Islands Brygge, og udviklingen i lokalplanområdet kan fortsætte. I forbindelse med projektet for Artillerivej Syd skal der forhandles med nogle af naboerne i øst om at inddrage mindre arealer. Der vil også være fredningsmæssige forhold for mindre arealer af Amager Fælled, der skal afklares.

 

Det fremgår af indstilling om lokalplanforslag "Artillerivej Syd" (BR 274/06), at grund­ejerne i området tilslutter sig, at grundejerforeningen stiller vejareal til rådighed for vejforlægning, dækker evt. udgifter til ekspropriation af arealer hertil samt bidrag­er med 10 mio. kr. til anlæg af vejforlægning. Det har endnu ikke været muligt at nå til enighed om en konkret aftale, men fra grundejerside er der ultimo 2007 indbetalt et bidrag på 3 mio. kr. med henblik på kommunens igangsætning af projektering af vejfor­lægning.

 

Dele af Artillerivej er i dag privat fællesvej. I forbindelse med det samlede projekt anbefaler TMF, at den samlede Artillerivej overgår til offentlig vej. Denne proces anbefales igangsat nu.

 

TMF planlægger projektforslag for Islands Brygge, projekterne omkring den nordligste del af Artillerivej og Artillerivej Syd forelagt for TMU til godkendelse inden anlægsarbejdet startes. Bevilling til anlæg af fartdæmpning af Islands Brygge søges nu, for at fartdæmpningen kan udføres, inden de øvrige anlægsarbejder sættes i gang.

 

TMF planlægger først at søge om bevilling til udførelse af alle projekter på nær Islands Brygge, når tilbud fra entreprenør foreligger. Det sker for at have et mere detal­jeret økonomisk overslag til at søge bevilling på, end der kan opnås ud fra projekt­for­slag.

 

Økonomi

Der søges to bevillinger: Én til Artillerivej/Ørestads Boulevard og én til Islands Brygge. Alle beløb er opgivet med indeks 2008 pl.

 

Artillerivej/Ørestads Boulevard

Til Artillerivej/Ørestads Boulevard søges

en anlægsbevilling på 11,6 mio. kr. udformet som

en udgiftsbevilling på 14,6 mio. kr. og

en indtægtsbevilling på 3,0 mio. kr.

Der anvises dækning under TMU's bevilling (Ordinær anlæg), funktion 2.28.23.3 (Standard­forbed­ringer af færdselsarealer).

 

Udgiftsbevillingen ønskes periodiseret med 8,0 mio. kr. i 2008, 4,1 mio. kr. i 2009 og 2,5 mio. kr. i 2010. Indtægtsbevillingen gives i 2008. Udgiftsbevillingen dækker udvikling af projekterne trafiksanering af Artillerivej Nord (5,5 mio. kr.), forlængelse af Ørestads Boulevard i nord (4,1 mio. kr.) og udvikling af projektet etablering af forlagt Artillerivej Syd (5 mio. kr.).

 

Det samlede projekt beløber sig til 106 mio. kr. Der er i budgetaftalen for 2008 afsat 70 mio. kr. til Ørestads Boulevards forlængel­se og Artillerivej Nord fordelt med 40 mio. kr. i 2008 og 30 mio. kr. i 2009.

 

Projektet for Artillerivej Syd beløber sig til 36 mio. kr. Projekteringen (5 mio. kr.) finansieres af indtægt fra grundejerne (3,0 mio. kr.) og omplacering af 2,0 mio. kr. i 2008 fra ØU´s bevilling (Salg af rettigheder m.v.), funktion 0.22.05.3, til TMU's bevilling (Ordinær Anlæg), funktion 2.28.23.3. De resterende 31 mio. kr. forventes finansieret via hhv. restbidrag fra grundejerne på 7 mio. kr. og yderligere 24 mio. kr. fra salg af kommunale vejarealer indenfor lokalplanområdet. ØKF forventer i 1. kvartal 2008 at foretage offentligt udbud af 3 kommunalt ejede vejarealer i lokalplanområde "Artillerivej Syd", jfr. BR 274/06. ØKF vurderer, at salgsindtægten for vejarealerne med sikkerhed vil overstige de 26 mio. kr., som medgår til finansiering af Artillerivej Syd. I henhold til budgetforlig 2007-2009 og udmøntning heraf budgetteres i 2008 med indtægter fra Salg af rettigheder m.v. på i alt 334,6 mio. kr. De anførte 26 mio. kr. af indtægten fra salg af vejarealerne indgår således ikke som en del af de budgetterede indtægter fra Salg af rettigheder m.v. i 2008. Såfremt projektet for Artillerivej Syd ikke kan holdes indenfor de forventede 36 mio. kr., finansieres merudgifter af TMF.

 

Islands Brygge

Der søges en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. i 2008 under TMU's bevilling (Ordinær anlæg), funktion 2.28.23.3 (Standard­forbedringer af færdselsarealer) til projektet fartdæmpning af Islands Brygge. Projektering og anlæg af projektet fartdæmpning af Islands Brygge foreslås finansieret under TMU's bevilling (Ordinær anlæg), funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer), idet der forventes anlægsforskyd­ning­er mellem 2008 og 2009. En nærmere redegørelse for denne forskyd­ning ses i bilag 8. Anlægsbevillingen ønskes periodiseret med 2,5 mio. kr. i 2008 og 1,5 mio. kr. i 2009.

 

Videre proces

Efter behandling i TMU vil sagen blive forelagt ØU og BR.

 

TMF planlægger at forelægge projektforslag for Islands Brygge for TMU medio 2008. Pro­jektforslag for Artillerivej Syd og de reviderede projektforslag i forbindelse med Øre­stads Boulevard planlægges forelagt TMU i e fteråret 2008. Bevillingen af de øvrige midler, der i budget 2008 er afsat til anlæg af Artillerivej Nord og Ørestads Boulevard (i alt 60,4 mio. kr. i 2008 p/l), indstilles for TMU, ØU og BR i foråret 2009. I forbindelse med den periodisering af anlægsmidlerne, TMF skal aflevere i forbindelse med budgetbidraget den 5. maj 2008, jvf. IC2009, vil TMF opgøre, hvorvidt de resterende midler fortsat forventes fordelt med 30,4 mio.kr, i 2008 og 30,0 mio.kr. i 2009. TMF vil ligeledes indstille bevillingen af de resterende 31,0 mio.kr. i anlægsmidler (2008 p/l) til Artillerivej Syd for TMU, ØU og BR i foråret 2009.

 

Anlægsarbejdet på Islands Brygge planlægges igangsat i efteråret 2008. Islands Brygge planlægges færdig medio 2009. An­læg af Artillerivej Nord, Syd og Ørestads Boulevard planlægges igangsat medio 2009. Artillerivej Nord, Syd og Ørestads Boule­vard plan­lægges færdig i efteråret 2010. Tidsplanen må tages med forbehold for evt. ekspro­pria­tions- og fredningssager.

 

Relevante interessenter vil blive integreret i processen - herunder lokaludvalg.

 

Bilag

1. Oversigtskort, alle delprojekter

2. Ørestads Boulevards forlængelse i nord

3. Artillerivej Nord del 1

4. Artillerivej Nord del 2

5. Artillerivej Nord del 3

6. Artillerivej Nord del 4

7. Artillerivej Syd

8. Redegørelse for forventede anlægsforskydninger

 

 

 

Claus Juhl                                                  Hjalte Aaberg

 

 

 

Til top