Mødedato: 12.03.2008, kl. 14:30

Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM

Se alle bilag

Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. marts 2008

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM

TMU 133/2008  J.nr. 2007-2517

 

 

 

Borgerrepræsentationen skal godkende forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 med tilhørende VVM-redegørelse, der åbner mulighed for, at den forurenede jord på Kløverparken kan renses på stedet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.                  at forslag til VVM-redegørelse for jordrensning på Kløverparken vedtages med henblik på en offentlig høringsperiode i 2 måneder.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

2.                  at forslag til tillæg til Kommuneplan 2 005 for jordrensning på Kløverparken vedtages sammen med forslag til VVM-redegørelse med henblik på en offentlig høringsperiode i 2 måneder.

 

 

Problemstilling

Ejendommen Kløverparken, der ligger øst for Kløvermarken ud mod Prøvestenskanalen, er ubebygget, men meget forurenet. Skanska Danmark A/S ejer ejendommen og ønsker at rense jorden, så den på sigt kan anvendes til boligformål.

 

Hovedstadens Udviklingsråd nåede som regionplanmyndighed inden sin nedlæggelse at vurdere jordrensningsprojektet som VVM-pligtigt.

 

Kommuneplantillægget med tilhørende VVM-redegørelse, ændrer rammen for industri J1 til J1*, hvor stjernen henviser til særlig bestemmelse – som i dette tilfælde skal muliggøre rensning af forurenet jord på stedet i overensstemmelse med en hertil hørende VVM-redegørelse og miljøgodkendelse.

 

Løsning

Forslaget til Kommuneplantillæg med VVM-redegørelse gælder for et område afgrænset af Prags Boulevard mod syd, Prøvestensbroen mod øst, Prøvestenssundet mod øst, Kløvermarksvej mod nordvest og raffinaderivej mod vest, jf. kort i bilag 1.

 

Forslaget til VVM-redegørelse afdækker de væsentligste miljøkonsekvenser af jordrensningen. Disse kan sammenfattes til en risiko for lugtgener som følge af fordampende kulbrinter samt påvirkningen af en mindre bestand af Grønbroget Tudse i området. Grønbroget Tudse er omfattet af EUs habitatdirektiv. Vandkvaliteten i Prøvestenssundet vurderes ikke at blive påvirket af projektet.

 

For at undgå lugtgener vil gravearbejdet blive tilrettelagt efter vindretningen samt i øvrigt efter vilkårene i den miljøgodkendelse, der bliver udstedt samtidig med kommuneplantillægget. Der er givet tilladelse af Skov- og Naturstyrelsen til flytning af tudserne til et andet sted inden for området, mens der graves. I VVM-redegørelsen gennemgås de nævnte konsekvenser, ligesom en lang række yderligere forudsete virkninger beskrives.

 

Området har i Kommuneplan 2005 anvendelseskoden J1, industri. Anvendelsen ændres med forslaget til kommunetillæg til J1*, hvor stjernen henviser til en særlig bestemmelse om, at der kan foretages rensning af forurenet jord på stedet i overensstemmelse med den tilhørende VVM-redegørelse og miljøgodkendelse.

 

Forslaget til kommuneplantillæg fastlægger udelukkende den supplerende anvendelse til jordrensningsprojekt og ændrer således ikke ved, hverken arealanvendelse eller rækkefølge for byudvikling, der fremgår af Kommuneplan 2005.

 

I den nordlige del af området ligger Haveforeningen Prøvestenen. I forbindelse med Københavns Kommunes salg af ejendommen i 1967 blev det aftalt med Kolonihaveforbundet for Danmark, at når arealet skal anvendes af køber, så er kommunen forpligtet til at stille erstatningsareal til rådighed for haveforeningen. Grundejeren har indvilget i at lade haveforeningen blive på Kløverparken til udgangen af 2008. Særskilt indstilling om flytning af haveforeningen vil senere blive forelagt Borgerrepræsentationen via Økonomiudvalget.

 

Der har været en forudgående høring med indkaldelse af forslag og idéer til VVM-redegørelsen, som fandt sted med høringsfrist den 29. november 2006. Der er indkommet ét bidrag – fra Komitéen for bedre bebyggelse på Amager. Brevet indeholder kommentarer og forslag samt oplyser om en fredet bygning. Forslag og kommentarer er indarbejdet i VVM-redegørelsen.

 

Miljøvurdering

Da ændringen af kommuneplanrammen kun medfører en mulighed for et midlertidigt anlæg, har forvaltningerne vurderet, at planforslaget ikke er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer.

 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune forbundet med vedtagelsen af forslag til kommuneplantillægget. Grundejeren afholder udgifterne i forbindelse med jordrensningen.

 

Videre proces

Forslaget til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse skal efter vedtagelsen i Borgerrepræsentationen offentlig høres i en periode på to måneder. Efter denne periode forelægger forvaltningerne indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Selve iværksættelsen af projektet kræver en tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. I overensstemmelse med lovkrav skal denne miljøgodkendelse offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af det endelige kommuneplantillæg.

 

 

Bilag

1.      Forslag til kommuneplantillæg

2.      Forslag til VVM-redegørelse

 

 

 

Claus Juhl                         Hjalte Aaberg



 

Til top