Medlemsforslag om delvis overdækning af Øresundsmotorvejen
Det foreslås
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en sag til politisk drøftelse om mulighederne for overdækning af Øresundsmotorvejen ved Ørestad.
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af drøftelsen at udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne overførselssagen 2021-22 om finansiering af en forundersøgelse af overdækning af Øresundsmotorvejen i området ved Ørestad City.
(Stillet af Venstre)
Motivering
I den netop indgåede aftale om Infrastrukturplan 2035 indgår en udvidelse af Øresundsmotorvejen med et spor i hver retning.
Forslagsstillerne ønsker belyst, om der med udvidelsen af Øresundsmotorvejen kan være et vindue for en konstruktion med en overdækning af Øresundsmotorvejen. En overdækning vil – ud over at være en optimal støjreducerende løsning for beboerne i området - give mulighed for at skabe et mere sammenhængende og samlende byrum med et væld af muligheder. Dertil kommer, at overdækningen vil skabe rum for mere byudvikling eller rekreativt område i bydelen.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. oktober 2021
Et enigt udvalg stillede følgende ændringsforslag til 1. at (ÆF1):
“at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en sag til politisk drøftelse om mulighederne for overdækning af Øresundsmotorvejen ved Ørestad samt andre relevante motorveje i København med inkludering af mulig klimasikring og tilføjelse af vedvarende energikilder i de konkrete projekter.”
Et enigt udvalg stillede følgende ændringsforslag til 2. at (ÆF2):
“at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af drøftelsen at udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om OFS 2021-22 om finansiering i dialog med staten og andre relevante aktører omkring overdækning af Øresundsmotorvejen i området ved Ørestad City og øvrige relevante projekter.”
Ændringsforslagene (ÆF1 og ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.
Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.