Forsøg med fodgængersymbol i trafiksignaler ved Tivoli, Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til igangsættelse af 2-årig forsøgsperiode med udskiftning af fodgængersymbolet fra rød/grøn mand til rød/grøn Pjerrot-symbol i trafiksignalerne i Bernstorffsgade og Vesterbrogade.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at 2-årig forsøgsperiode med opsætning af Pjerrot-symbol i fodgængersignalerne på Bernstorffsgade og Vesterbrogade igangsættes, såfremt der kan opnås dispensation fra Vejdirektoratet og tilsagn fra Københavns Politi.
Problemstilling
Tivoli har den 19. januar 2021 ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen om mulighed for opsætning af Pjerrot-symbol i to trafiksignaler ved Bernstorffsgade og Vesterbrogade, evt. som forsøg. Forvaltningen har ikke erfaringer med drift af sådanne lokalt tilpassede særløsninger, hvorfor der lægges op til en 2-årig forsøgsperiode.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til at igangsætte en 2-årig forsøgsperiode med opsætning af Pjerrot-symbol i fodgængersignalerne.
Løsning
Den konkrete løsning med ændring af trafiksymbolerne er teknisk simpel og gennemførlig, og forvaltningen vil i samarbejde med Tivoli opsætte Pjerrot-symbolerne i trafiksignalerne ved Bernstorffsgade og Vesterbrogade ultimo november 2021. Det forudsættes, at der kan opnås dispensation fra Vejdirektoratet fra vejafmærkningsbekendtgørelsen og tilsagn fra Københavns Politi. Vejdirektoratet har tidligere givet dispensation til Odense Kommune (H.C. Andersen-symbol), Århus Kommune (vikingesymbol) og Fredericia Kommune (Den Tapre Landsoldat-symbol). Det bemærkes, at de alternative trafiksignaler i de øvrige byer er opsat på kommunernes eget initiativ og ikke, som det er tilfældet her, på baggrund af en ansøgning fra en privat virksomhed.
Når det 2-årige forsøg er afsluttet, vil forvaltningen i samarbejde med Tivoli evaluere forsøget, herunder evt. ulemper, driftsproblemer m.m. Teknik- og Miljøudvalget forelægges evalueringen, herunder om forsøget anbefales forlænget, gjort permanent eller stoppet. Såfremt Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der er grundlag for et administrationsgrundlag for lokal tilpasning af fodgængersignaler i trafiksignaler på baggrund af erfaringerne fra forsøget, forelægges dette Teknik- og Miljøudvalget ved forsøgsperiodens udløb.
Hvis forvaltningen i forsøgsperioden modtager andre ansøgninger om særegne trafiksignaler, vil Teknik- og Miljøudvalget få forelagt disse til beslutning. Det bemærkes i den forbindelse, at Tivoli anses for at være en særlig kulturinstitution i det københavnske bybillede og Danmarks mest besøgte turistattraktion, lige som eksemplerne fra de andre byer også er af særlig betydning for den enkelte by.
Alternativ
Teknik- og Miljøudvalget kan alternativt beslutte, at der skal gives afslag på ansøgningen om Pjerrot-symboler i trafiksignaler ved Tivoli. En sådan beslutning vil, ligesom en eventuel tilladelse, ligeledes skulle inddrages ved stillingtagen til eventuelle lignende fremtidige ansøgninger og ønsker om særegne symboler i trafiksignaler. En afgørelse om afslag vil kunne påklages til Vejdirektoratet.
Økonomi
Den nødvendige myndighedsbehandling afholdes indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme.
Udgifter til opsætning og eventuelt løbende fornyelse eller udskiftning af linser med Pjerrot-symbol afholdes af ansøger. Derudover driftes trafiksignalerne af forvaltningens driftsleverandør.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen efterfølgende tage kontakt til ansøger og søge om dispensation fra Vejdirektoratet og tilsagn fra Københavns Politi. Forventet start på forsøgsperioden er ultimo november 2021.
Søren Wille
/Henriette Hall-Andersen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. oktober 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne opfordrer Tivoli til at overveje, om der kan anvendes Pjerrot ved “gå” symbolet og Columbine ved “stå” tegnet.”